Briefing: Sommerens vigtigste historier

Efter fem uger på nedsat kraft er EjendomsWatch tilbage i sædvanlig styrke mandag. Sommeren rummede alligevel en del større nyheder blandt knap 160 artikler.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

155 artikler har EjendomsWatch offentliggjort de seneste fem sommeruger, hvor det normale antal ville være dobbelt så højt.

Til dem, der for alvor har trukket stikket til nyhedsstrømmen, kommer her en Briefing, der samler op på nogle af de historier, der formåede at fylde nyhedsbrevene gennem juli og begyndelsen af august.

Blandt de større var, at den forkætrede lagerskat, som branchen længe har raset over, har udsigt til at blive en langt større pengemaskine, end regeringen og forligspartierne har aftalt. Provenuet overgår ganske enkelt, hvad der var aftalt.

Joker omkring valg

En joker er, om statsminister Mette Frederiksen (S) trykker på valgknappen senere på måneden eller i den næste, hvilket vil betyde, at det lovforslag, der vil indføre skatten fra nytår, først kan fremsættes efter et valg, hvor den parlamentariske situation måske ser anderledes ud.

En anden sommernyhed var om PFA Pension, der solgte SAS-ejendomme for over 1 mia. kr. til svenske Wihlborgs, mens amerikanske W.P. Carey smed en lille halv mia. kr. efter flere butiksejendomme. I den mindre afdeling føjede østrigske Walter Immobilien et aktiv mere til porteføljen i København. Ellers lyder de generelle toner i EjendomsWatchs sommerserie på en klar erkendelse af, at de gyldne tider med rekordniveauer for transaktioner er ovre for denne gang.

En transaktion, der kommer til at trække længere ud end først planlagt, er et salg af Parken med nationalstadion og kontortårne. Undervejs har EjendomsWatch sat lys på den tilbagekøbsret, som kommunen stadig har og som ikke lige frem er gavnlig for et salg.

Flere kapitler i serier

Hos Industriens Pension stillede ejendomsdirektør Søren Tang Kristensen op til interview og gjorde status på eksponeringen mod fast ejendom: Aktuelt lyder den på 6,4 mia. kr. i Danmark.

Sommermåneden bød også på seneste kapitel i EjendomsWatchs serie De Nye Jagtmarker, hvor turen var kommet til Køge og investor Claus Just-Asmussen. Også i en anden og mere betændt sag, serien Fingrene i Fondsmidler, var der nyt, da tre artikler dokumenterede inhabilitet, stop for storstilede byggeplaner og rod med lejekontrakter.

Apropos rod måtte Koncenton acceptere tre påbud fra Finanstilsynet for at vildlede investorer. Tidligere har skrantende Roof Management mærket tilsynets ånde i nakken.

På navnefronten listede den nu tidligere Patrizia-landechef Louise Hertz nyheden ud om, at hun efter en ”spændende rejse” havde valgt at sige op uden konkrete fremtidsplaner, By & Havn sagde farvel til sin udviklingschef Per Schulze, der går til Pensionsdanmark, mens Lidl Danmarks ejendomschef ligeledes stopper.

Gang i copy-paste

For de kvalitetsbevidste læsere af EjendomsWatch er det ingen nyhed, at vi bidrager med både relevant og troværdig information. Ifølge en ny undersøgelse, som flere hundrede læsere har deltaget i, mener 90 pct. således, at mediet er relevant eller meget relevant for deres branche, mens 80 pct. svarer, at den journalistiske kvalitet er høj eller meget høj.

Det er vi selvsagt tilfredse med, og derfor overrasker det heller ikke at se, hvordan artikel efter artikel tjener til inspiration. Over sommeren er bl.a. omtale af regnskaber fra Keystone Investment Management, NPV, Oskar Group, Kongeegen, Calum, Bjarke Ingels Group, City Apartment, Cobblestone, Mogens de Linde, Refshaleøens Ejendomsselskab, Fokus Asset Management og Sweco bragt andetsteds – ofte flere uger efter EjendomsWatch.

Vi ser frem til fortsat at inspirere og agter at bevare det nyhedsmæssige og kvalitetsmæssige forspring, som vores trofaste læsere og abonnenter er vant til og anerkender os for.

Rigtig god weekend.

Briefing uge 26: Over for gult

Briefing uge 25: Sommernerver

Briefing uge 24: Et bryllup, fire begravelser og en skilsmisse

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også