Briefing uge 48: Olsson sejrer 1-0 på udebane over skeptisk vagthund

Trods advarsler fra bl.a. Finanstilsynet er det lykkedes AP Pension at indkassere en gevinst på sit samarbejde om finansiering med ejendomsudvikler Jens Schaumann. Med risikosky banker, der har tilsynets ånde i nakken, er det ikke underligt, at ejendomsdirektøren i AP Pension, Peter Olsson, har mod på mere af det samme.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Denne uges Briefing begynder med at kigge bagud. For det var næsten inkriminerende for AP Pension, da selskabet i 2017 fulgte i kølvandet på kollegerne hos Pensam og PKA og begyndte at yde byggefinansiering.

Den medlemsejede pensionsformue blev brugt til en investering på 500 mio. kr. og et byggelån på 900 mio. kr. til ingen ringere end ejendomsudvikler Jens Schaumann og hans storstilede Engholmene-projekt i hjertet af København. Havde pensionsselskabet nu forstand på det? Var risikoen ikke for stor? Burde en pensionskasse stille op, hvor bankerne havde sagt nej? Finanstilsynet og såkaldte eksperter var betænkelige.

I dag, fire år senere, har AP Pension sat punktum på Engholmene, lånet er tilbagebetalt med en god klatskilling i renter, og investeringen er hentet hjem igen via en handel til mere end trekvart mia. kr. med kapitalforvalteren Axa.

Underskov skyder op

Ikke sært, at AP Pensions ejendomsdirektør Peter Olsson var svært tilfreds, da handlen var i hus i denne uge og samtidig udtrykte vilje til at bruge modellen med at finansiere byggeprojekter endnu mere. Skulle udvikleren gå ned undervejs, risikerer pensionsselskabet at stå med en udlejningsejendom på egne bøger. Et aktiv, man trods alt er en mere naturlig ejer af, end hvis en bank ender med det.

Den kan også PKA tale med om, da man tilsvarende har taget risiko og tidligere har lånt ud til nogle af Gefion Groups projekter, mens også Carlsberg Byen i stor udstrækning realiseres med lån fra pensionskassemidler.

Med bankernes totale aversion mod alt, der indebærer en risiko, er det med til at forklare, hvorfor en helt underskov af udbydere af alternativ ejendomsfinansiering er skudt op de senere år og flere udviklere ser mod udlandet for finansiering. Samtidig forsøger flere ejendomsudviklere at rejse kapital ved at udstede virksomhedsobligationer, der lokker med 10-12-15 pct. i kuponrente til villige investorer som betaling for risikoen.

Flere handler med volumen

Handlen på Engholmene var langt fra ugens eneste med volumen. Også shoppingcentret Big lod en udenlandsk ejer udskifte med en anden i en milliardhandel, der først kom i hus efter en nedskrivning af værdien, som coronakrisen er skyld i.

Vækstraketten Nrep udvidede med opkøb i Tyskland, mens også Industriens Pension havde spenderbukserne på, da man nu sammen med udvikleren 2L går i krig med et milliardprojekt om at udvikle op til 900 boliger i Nordsjælland, bæredygtige forstås. Britiske Verdion udvider med 37.000 kvm – bæredygtigt – logistik.

Apropos bæredygtighed. Nytter så alt det der certificeringshalløj overhovedet nogen steder? Ja, det gør det faktisk, lød konklusionen i ugens løb i en rapport, som CBRE står bag. Der er faktisk over en fjerdedel mere at hente i lejeindtægter over fem år på ejendomme med bæredygtighedscertifikat end uden.

Også Wihlborgs, PFA, Kirk Property og bilfamilien K.W. Bruun var involveret i transaktioner, mens iværksætteren Ian Winther-Høiland kunne gøre status på sine.

Thylander

På navnefronten markerede Thylander Gruppen sig både med ny ejendomsdirektør og endnu et kvindeligt islæt i bestyrelsen, mens KAB fandt ny byggedirektør og Newsec-koncernen ny øverste chef.

Det var ordene i denne uges Briefing. Rigtig god weekend.

Briefing uge 47: Ægte rødt – og dog

Briefing uge 46: Advokater med fingrene i fondsmidler

Briefing uge 45: Kasketforvirring gange to

Briefing uge 44: For grimt til at være grønt 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også