Thylander finder finansprofil til bestyrelsen – bliver næstformand
![Maria Hjorth er ny næstformand for bestyrelsen i Thylander Gruppen. | Foto: VP Securities/PR](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article13109464.ece/ALTERNATES/schema-16_9/doc7gir9gxzz5eiuso3jem.jpg)
Den partnerejede ejendomsinvestor Thylander Gruppen fortsætter med at udvide sin bestyrelse, hvor Maria Hjorth, tidligere direktør i Mercer Danmark og VP Securities, nu indtræder og bliver næstformand. Det oplyser Thylander i en pressemeddelelse.
"Efter at vi tidligere på måneden kunne annoncere forhenværende klima-, energi-, og ligestillingsminister Lykke Friis’ indtræden i bestyrelsen, er det en kæmpe glæde, at vi nu kan foretage yderligere en markant styrkelse," udtaler bestyrelsesformand Lars Thylander.
"Maria Hjorth kommer med betydelige digitale kompetencer og en stærk baggrund fra finans- og konsulentverdenen, som vi ser frem til at kunne drage nytte af," fortsætter han.
Cand.polit.-uddannede Maria Hjorth har tidligere arbejdet i Danske Bank og Carnegie. Gennem fem år var hun partner og direktør hos Mercer, inden hun skiftede til VP Securities, hvor hun i marts stoppede efter otte måneder som adm. direktør.
"Efter at have planlagt og gennemført en væsentlig del af VP Securities’ integration i Euronext har jeg nu besluttet at forfølge andre professionelle interesser," udtalte hun dengang i en meddelelse.
I meddelelsen fra Thylander fremhæver hun, at "selskabets fokus på at udvikle og drive bæredygtige ejendomsinvesteringer i et tæt og langvarigt samarbejde med investorerne, er en ambition jeg ser frem til at være med til at drive i bestyrelsen."
Bestyrelsen i Thylander Gruppen vil herefter bestå af Lars Thylander (formand), Maria Hjorth(næstformand), Lykke Friis, Jørgen Rugholm, Peter Reedtz, Per H. Jensen og Per Klitgård.
Thylander får tidligere minister i sin bestyrelse
Efter kort afstikker lander arkitekt hos Thylander som projektchef
Kvalitet er nøgleordet for Lars Thylander – men inderst inde er han stadig et legebarn