Industriens Pension skal udvikle milliardprojekt i Nordsjælland

Sammen med 2L Projektudvikling skal 900 boliger opføres nær Egedal Station. Ejendomschef venter "et stabilt og solidt afkast" af investeringen.
Foto: PR
Foto: PR

Industriens Pension og 2L Projektudvikling har indgået et samarbejde om at udvikle det store byudviklingsområde Landskabsbyen i Egedal Kommune med opførelse af op mod 900 bæredygtige boliger, oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Aftalen omhandler den sydlige del af Landskabsbyen i området nord for Egedal Station. Området skal udvikles til et bæredygtigt boligområde i tæt sammenhæng med den omkringliggende natur og med udsyn og adgang til grønne rekreative områder.

"Byggeriet i Landskabsbyen bliver 2L Projektudviklings største projekt til dato. Og det sker i samarbejde med et af de største arbejdsmarkedspensionsselskaber i Danmark. Det er vi utroligt stolte af. Vi ser, at Landskabsbyen rummer nogle fantastiske muligheder for at sammentænke arkitektur og natur med henblik på at skabe en ny, moderne bydel," udtaler adm. direktør i 2L Projektudvikling Mathias Seidenfaden Busck.

Udviklingen af området sker i etaper startende med den sydlige del af Landskabsbyen, der skal rumme omkring 900 boliger fordelt på samlet ca. 75.000 kvm. De første boliger forventes at stå færdig i 2025. Alle boligerne forventes at blive bæredygtighedscertificeret med DGNB Guld.

"Vi er glade for og stolte over, at de erfarne folk fra Industriens Pension og 2L Projektudvikling har valgt at foretage en så markant investering i Egedal Kommune. Vi ser frem mod, at Landsskabsbyen nu kan udvikle sig til en grøn, bæredygtig bydel, som taler ind i visionerne for Egedal Kommune," udtaler Ib Sørensen, formand for Planudvalget i Egedal Kommune, i meddelelsen.

Med købet af Landsskabsbyen og opførelsen af op mod 900 nye boliger fortsætter Industriens Pension investeringerne i bæredygtigt byggeri. 

"Landskabsbyen er et perspektivrigt byudviklingsprojekt med en meget attraktiv beliggenhed. Vi vil skabe en mangfoldig og bæredygtig bydel, der bygger på det nære lokalsamfund og fællesskab. Samtidig forventer vi, at investeringen vil skabe et stabilt og solidt afkast til medlemmerne," udtaler ejendomschef i Industriens Pension Søren Tang Kristensen.

Selskabet vil over en årrække investere et milliardbeløb i boligprojektet. Senere er det planen, at den nordlige del af Landskabsbyen også skal udvikles, og med begge etaper forventes området at kunne rumme 1600 bæredygtige boliger.

Ny rapport: Bæredygtige ejendomme giver markant højere lejeindtægter

Industriens Pension opfører grønne boliger i ny Odense-bydel

Industriens Pension opruster på investeringsområdet 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også