Briefing uge 2: Over grænsen

Udenlandske investormilliarder tilflyder i højere grad end nogensinde før det danske ejendomsmarked, hvilket skaber grobund og et lukrativt marked for lokale aktører, der ønsker at give en hjælpende hånd.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Lokalkendskab er ikke sådan at foragte. Faktisk kan det ligefrem være guld værd.

Som den seneste mægleropgørelse over sidste års rekordstore transaktionsvolumen bekræfter, er det nu en kendsgerning, at de internationale investorer spiller absolut førsteviolin på det professionelle danske ejendomsmarked.

"Stabil økonomi og sikre afkast" er ifølge Colliers-notabiliteten Peter Winther faktorer, der lokker udlændingene ind i den nationale butik for mursten, hvor de nu tegner sig for intet mindre end 77 pct. af det stigende antal transaktioner over en halv milliard.

Og det er her, en anden brancheveteran kommer ind i billedet. I den forløbne uge blev Peter Frische således præsenteret som manden, der for alvor skal sikre den svenske ejendomsinvestor og fondsforvalter Areim fodfæste i Danmark.

"Nu gælder det om at komme ud at snakke med en hel masse," fortalte Frische frejdigt til EjendomsWatch om en opgave, der kan sammenlignes med den, Peter Back fik sidste år som ansvarlig for Frankfurt-baserede NAS Invest Groups nyåbnede københavnerkontor.

Med sit opkøb af en ejendom på Strøget var Areim netop en af de udenlandske aktører, der bidrog til at skubbe sidste års transaktionsvolumen op over den gyldne grænse på 100 mia. kr.

Og den tidligere ejer af de knap 6000 kvm på gågaden? Det var såmænd tyske Patrizia, der så sent som i tirsdags kunne fortælle, at de havde smidt intet mindre end 2,3 mia. kr. efter studieboliger i Aarhus og København.

Handler af attraktive københavnerejendomme mellem udenlandske hænder viste der sig også at være tale om, da finske Capman mod slutningen af sidste år fik 1,2 mia. kr. af en – indtil videre – ukendt investor. I den forbindelse spillede Keystone Investment Management med Morten Schultz i front rollen som lokal samarbejdspartner.

Vi må ikke glemme Norge, når det handler om nabolandenes interesse for danske ejendomsaktiver; sidste års køb af danske Capital Investment var således en del af Storebrands erklærede mål om at være en platform for internationale investorer, som ønsker at komme ind i Norden.

Gang i svingdøren

På navnefronten bød ugen på hele to i samme direktion, der sagde farvel. Svenske Castellum, der også er til stede i Danmark, mistede efter godt en måned både den adm. direktør og finansdirektøren, og herhjemme var det slut for topchefen i arkitektfirmaet Erik.

Mindre dramatik gav det, da Thylander efter godt et halvt år måtte se sin kreative direktør smutte, mens samarbejdet dog fortsætter.

Formænd af varierende karat

At andre personer med rødbedefarvet pas i den grad også formår at trække overskrifter i nærværende medie, har vi set adskillige eksempler på de seneste dage – på godt og ondt.

Med baggrund i en aktindsigt lykkedes det eksempelvis EjendomsWatch at grave sig frem til, at ejendomsadvokat Morten Heding Andersen i mere end halvandet år har optrådt i en ulovlig dobbeltrolle som både bestyrelsesformand og adm. direktør i den erhvervsdrivende almennyttige Drost Fonden.

Utilsigtet kasketforvirring eller fup og fidus med forsæt? Morten Heding Andersen beklager og forklarer forholdet som "en forglemmelse."

At det er særdeles lukrativt at være med i Drost Fondens bestyrelse, kan der dog ikke længere være tvivl om, efter at det senere på ugen kom frem, at selvsamme bestyrelse sidste år med et snuptag fordoblede sine honorarer.

En anden bestyrelsesformand, der næppe går sulten i seng, er Allan Agerholm. I denne omgang handler det dog ikke om den tidligere Bella Center-direktørs formandskab i Parken Sport & Entertainment, men derimod om hans opkøb af det konkurstruede Bandholm Hotel på Lolland.

"Jeg kan simpelthen ikke se, hvorfor det ikke skal kunne klare sig i et normalt marked," lød det fra Agerholm, der udover at være bestyrelsesformand måske snart kan kalde sig redningsmand.

Om man betragter Pelle Dragsted som redningsmand, afhænger muligvis af ens ideologiske standpunkt. Sikkert er det dog, at Enhedslisten-profilen, der i kølvandet på et succesfuldt kommunalvalg nu er blevet næstformand i Frederiksberg Boligfond, stræber efter at sætte sig for enden af bordet hos kommunens største udlejer.

Formand for Frederiksbergs klima-, plan- og boligudvalg er Dragsted allerede, og Ejendomdanmarks underdirektør Morten Marott Larsen er ganske klar i spyttet, når han i en klumme stiller spørgsmålstegn ved, om ideologiske valgkampslogans harmonerer med virkeligheden.

Nyheder og debat endte således med at gå op i en højere enhed, og nu er der blot tilbage at ønske en god weekend.

Briefing uge 1: "Ingen højere?"

Briefing 2021: Danmark til salg

Briefing uge 51: Tålmodighed er en dyd

Briefing uge 50: Købsaftaler af svingende kvalitet 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også