Briefing uge 50: Købsaftaler af svingende kvalitet

Den forgangne uge bekræftede, at en købsaftale først er i hus i det øjeblik, der kommer penge på bordet. Penge har landets pensionsinvestorer såsom AP Pension, Danica og PFA masser af, mens det kniber mere med finansieringen andre steder i branchen.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Et amerikansk visit var alt, det blev til for Castlelake, der i den forgangne uge solgte ejendomskoncernen Bostad videre til en tilsyneladende dynamisk duo bestående af AP Pension og Bankinvest. To års ejerskab var, hvad det blev til for kapitalfonden, der er afsæt for denne uges Briefing.

"Købet af Bostad A/S og deres ejendomsportefølje er kun første trin i det kommende samarbejde," erklærede AP Pensions ejendomsdirektør Peter Olsson, efter at handlen, der løber op i mere end 3 mia. kr., var i hus.

Nyheden tikkede ind få dage efter, at Bostad-topchef William Kanta i forbindelse med offentliggørelsen af et rekordregnskab havde rost de amerikanske ejere til skyerne – bl.a. for deres opbakning til emner som samfundsansvar og bæredygtighed.

Der er med andre ord noget at leve op til for de nye ejere, der overdrager forvaltningen af Bostads mere end 70 ejendomme på tværs af landet til Thylander.

Pengene der aldrig kom

"Show me the money," brølede Tom Cruise og Cuba Gooding Jr. til hinanden i den ikoniske scene fra 90'er-filmen Jerry Maguire, og det samme er der nok en person eller to, der den seneste tid har haft lyst til at gøre til John Bengt Møller.

Sagaen om den pludselig så fåmælte udlandsdansker udviklede sig yderligere, da kuratoren i det konkursbo, som ejer Auderødlejren i Nordsjælland, forleden ophævede købsaftalen med John Bengt Møller, efter at købesummen igen, igen var udeblevet.

Et andet af ferieparkfantastens luftkasteller faldt til jorden med et brag stort set samtidig med førnævnte, da sælger af en 25 hektar store grund ved Dannemare på Lolland valgte at ophæve en betinget købsaftale.

Selvom ingen endnu har set en rød reje fra John Bengt Møller, holder ejeren af det nordsjællandske konkursbo, advokat Michael Vesthardt, bemærkelsesværdigt nok stadig en dør på klem for den Monaco-bosiddende dansker.

"I og med aftalen er ophævet, så er han jo en potentiel køber på lige fod med andre, hvis han er interesseret," lød det åbne tilbud fra Michael Vesthardt.

Finansielle midler skorter det tilsyneladende ikke på hos en anden udlandsdansker, den Schweiz-baserede ejendomsinvestor Jørgen Troelsfeldt.

Hans forretning, De Forenede Ejendomsselskaber, led ganske vist et betydeligt corona-relateret tab på datterselskabet Copenhagen City Hostel, men formand Steffen Ebdrup understreger, at "vi er sindssygt likvide i det her foretagende" – et foretagende, der takket være positive værdireguleringer gik i et trecifret millionplus i det forgangne regnskabsår.

Institutioner i branchen

Mens markedet for ferieparker og hostels har kendt bedre tider, ser det anderledes lyst ud i det danske kontorlandskab.

Det slog Danicas ejendomsdirektør Kenneth Olsson fast, da han med et par dugfriske lejekontrakter under armen annoncerede, at pensionsinvestoren efter nytår sigter efter at nå en tomgang på 7 pct. på sine i alt 66 erhvervsejendomme. Da indeværende år gik i gang, var Danicas kontortomgang oppe på hele 12 pct.

Hos pensionskonkurrenten PFA er man også i gang med at ruste sig til fremtiden, men her har det mest af alt handlet om frasalg – frasalg i stor skala. Alt i alt forventer ledelsen med ejendomsdirektør Michael Bruhn i spidsen at sælge ejendomme for 7 mia. kr. i indeværende år, hvilket aldrig før er sket i PFA-regi.

Vi slutter ugens Briefing af hos en anden af ejendomsbranchens sværvægtere i form af Mikael Goldschmidt. Iført neongul arbejdsjakke fortalte den detaljeorienterede 64-årige om sin bemærkelsesværdige karriere, der har taget ham fra en nedlagt cykelkælder til Herredsvejen i Hillerød, hvor han med en investering på 4 mia. kr. bygger sin egen bydel, Frederiksbro.

I dag nærmer værdien af Mikael Goldschmidts aktiver sig et tocifret milliardbeløb, og cyklen er for længst byttet ud med en Bentley.

Selvom julefreden – og skærpede coronarestriktioner – begynder at sænke sig over det danske land, holder vi her på EjendomsWatch snuden i sporet og leverer de vigtigste branchenyheder på årets opløbsstrækning.

God weekend.

Briefing uge 49: Kvalitet koster

Briefing uge 48: Olsson sejrer 1-0 på udebane over skeptisk vagthund

Briefing uge 47: Ægte rødt – og dog

Briefing uge 46: Advokater med fingrene i fondsmidler 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også