Nye chefer på gangene gav genlyd i april

DESTILLAT: Vagtskifte hos Colliers, Jorck og Capman Real Estate og nye ledende kræfter hos Thylander og Coor prægede nyhederne i april, hvor også EjendomsWatchs selvstændige journalistik igen viste sin styrke. 
Jørgen Bendsen er redaktør på EjendomsWatch. | Foto: Jan Bjarke Mindegaard / Watch Medier
Jørgen Bendsen er redaktør på EjendomsWatch. | Foto: Jan Bjarke Mindegaard / Watch Medier

Direktørskifter er sammen med større transaktioner noget af det mest læste stof på EjendomsWatch. April bød på en del i begge genrer, og en række virksomheder i branchen skal nu gennem den naturlige afventen og usikkerhed både internt og eksternt, der altid opstår, når en ny chef tager over.

Med de ord velkommen til Destillat, EjendomsWatchs tilbageblik.

Det har ligget i kortene længe, men onsdag blev det så officielt, at viceadm. direktør hos erhvervsmægleren Colliers Carsten Gørtz Petersen træder helt til tops og afløser en af branchens mest anerkendte og respekterede profiler, Peter Winther. Winthers store indsigt og enorme netværk kommer stadig Colliers til gavn som chef for storkunderne i Capital Markets, så konkurrenterne i branchen kan godt ruste sig, da han frigjort fra det administrative direktøransvar får endnu mere tid til den opgave.

Cloos afløser Danielsen

Også blandt ejendomsinvestorerne var det skiftedag. Hos det 108-årige Jorcks Ejendomsselskab har den hidtidige Aberdeen-chef Bjarke Cloos sat sig i spidsen og afløser Ole Danielsen, der med strøgejendomme i den to mia. kr. store portefølje måtte afslutte 2020 med et sjældent underskud, faktisk det første nogensinde.

Hos Capman Real Estate strøg Peter Gill til tops for den danske forretning og afløste Torsten Bjerregaard, mens Thylander fandt nye finansdirektør og også udvikleren Ikano Bolig fortsatte med at udvide organisationen. Hos ISS-ejede Signal Arkitekter sagde stifter Gitte Andersen farvel, mens kontraktchef Eva Himmelstrup skiftede til Coor.

Artikler med bid i

Ifølge ordbogen er journalistik indsamling og videreformidling af information, men varemærket hos EjendomsWatch er at gå skridtet videre og i størst mulig grad selv opdyrke relevante historier i stedet for passivt at vente på, at nogen udsender en pressemeddelelse, der kan skrives mere eller mindre af.

I april bragtes således nye afsløringer i den fastkørte konflikt mellem de to ejerfløje i det familieejede ejendomsselskab Julius M. Goldschmidt, ligesom den aarhusianske udbyder af ejendomsinvesteringsprojekter Koncenton ikke ser ud til at have fortalt alt til sine investorer i et projekt i Nordsjælland. Samtidig blev første del af den personbårne artikelserie Sværvægterne bragt. Denne gang med Red-stifter Bjarne Jensen.

Også den stormomsuste ejendomshandler Peter Norvig, der har politiet i hælene, viser igen at have ni liv efter at have afværget en konkurs, ligesom vores kolleger på Jyllands-Posten skræller lag på lag af omkring svindel i Østjysk Bolig.

Blandt nyhederne i egen andegård er EjendomsWatchs nye samarbejde med ejendomsdataplatformen Resights, der betyder, at abonnenter kan læse de seneste tinglyste ejendomshandler over 10 mio. kr.

Niam med flere på opkøb

På opkøbsfronten kastede både britiske Blackbrook og amerikanske Hines sig over logistikejendomme med trecifrede milllioninvesteringer, mens tyske Patrizia solgte et restparti boligejendomme. Samme manøvre foretog Birch Ejendomme i Silkeborg via en milliardhandel med Niam og også i lidt mindre skala.

Det var månedens tilbageblik. Destillat er tilbage allerede næste fredag, da tilbageblikket fremover bliver ugentligt. Det vil afløse "Ugens bedste historier på EjendomsWatch," som har været bragt som en simpel artikeloversigt hver fredag i knap fem år.

De seneste udgaver af Destillat kan læses her:

Stærke 2020-resultater, udenlandske opkøb og bittert Gefion-opgør satte præg på marts 

Nrep, ATP og Odense satte fut i februar 

Januar lagde ud med hjulspin – og sure miner visse steder 

2020 – ikke så ringe endda 

Milliardopkøb, familiefejde og ny forvalter på scenen trak os gennem november 

Ny domiciler, anden Metoo- og coronabølge, skat og borgmesterkapløb prægede oktober 

Nedskrivninger, ny dreng i klassen og et vingeskudt ATP-selskab fyldte september 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også