2020 – ikke så ringe endda

DESTILLAT: 2020 blev et bedre år for ejendomsbranchen, end mange frygtede, da coronakrisen rykkede ind i marts, selvom ikke mindst hjælpepakker holder hoteller og storcentre flydende indtil videre. I vores nabolande ruller konsolideringen, og spørgsmålet er, om den får mere fart herhjemme i 2021.
Jørgen Bendsen er redaktør på EjendomsWatch. | Foto: Jan Bjarke Mindegaard / Watch Medier
Jørgen Bendsen er redaktør på EjendomsWatch. | Foto: Jan Bjarke Mindegaard / Watch Medier

Hvem skulle nu have troet, at det lige præcis blev i coronaåret 2020, at danmarkshistoriens måske største handel med boligejendomme fandt sted?

Men ikke desto mindre markerede Heimstadens opkøb hos Niam for over 12 mia. kr. i december en fortsat tiltro til markedet, godt hjulpet af lave renter så langt øjet rækker. Med et 2021, der desuden må forventes at blive påvirket mindre negativt af coronapandemien end 2020, er der udsigt til endnu et fornuftigt år for branchen som helhed.

Med disse ord velkommen til Destillat, der er EjendomsWatchs månedlige tilbageblik. I denne udgave dog med et samlet tilbageblik på hele 2020.

Indgreb og lagerskat

Det blev et år, hvor branchen i særdeleshed kom til at mærke, at Danmark sidste år fik en ny S-ledet regering, der fra første færd har udset sig ejendomsbranchen og den finansielle sektor som finansieringskilde til forbedringer af den offentlige velfærd.

Med boligindgrebet – i folkemunde Blackstone-indgrebet – først på året blev det gjort mindre attraktivt at renovere gamle boliglejemål og dermed hæve husleje og indtjening. Senere gjaldt det lagerskatten, der ganske vist først fra 2023 siger haps til gevinster, der kun eksisterer på papiret og altså ikke er realiseret.

Alt sammen til skade for udenlandske investorers interesse for det danske marked, lød det samstemmende fra branchens talerør og de mæglere, som er i tæt dialog med dem.

Nye udenlandske investorer

Sandt er det, at Danmark tegner sig for en lavere andel af udenlandske investorers investeringer i Norden i 2020, men en del fandt dog vej alligevel: Svenske Areim og K-Fastigheter, amerikanske Nuveen og Highbrook Investors samt britiske Blackbrook for blot at nævne nogle få.

Et par større transaktioner, også med forventning om udenlandske købere, nåede ikke at blive meldt ud, før rådhusklokkerne markerede 2021's ankomst. Det gælder The Square på Rådhuspladsen i København samt Ørsted-hovedkvarteret i Gentofte, som ATP Ejendomme har sat til salg, angiveligt for over 3 mia. kr.

Netop ATP Ejendomme har året igennem været præget af omfattende medarbejderflugt, ligesom også store lejere er på vej væk fra store lejemål, bl.a. Kammeradvokaten, Bech-Bruun og Nordea.

Hotel- og storcenter-hovedpine

En anden af pensionsinvestorens hovedpiner er hotelinvesteringer i ind- og udland, som coronakrisen har omdannet fra stabile pengemaskiner til tabsgivende eller langt mindre lukrative kontrakter.

Herhjemme gælder det bl.a. Ørkenfortet på Christianshavn i København, hvor en aftale med Hilton blev skrinlagt og en ny indgået med NH i Spanien

"Der var nogle, der ikke gav så profitable tilbud, som vi havde håbet på og regnet med, men vi fik gode bud ind, også på trods af corona, og det tilskriver vi ikke mindst, at hotellet ligger, som det gør, samt de perspektiver og visioner, vi har haft for hotellet," sagde Martin Vang Hansen, adm. direktør i ATP Ejendomme, i juni til EjendomsWatch.

ATP er også eksponeret mod storcentre via det delejede Danske Shoppingcentre, som i lighed med andre butikscenterejede som Dades, Steen & Strøm og Thylander måtte nedskrive ejendomsværdier for trecifrede millionbeløb.

Konsolideringen har længe rullet blandt kapitalforvaltere og administratorer i jagten på at få enhedsomkostningerne ned. Danske Deas tog i december et vigtigst skridt mod at blive en europæisk spiller, da man nu skal i gang med at overtage Aberdeen Standard Investments nordiske forretning, der indebærer forvaltning af ejendomme for 30 mia. kr.

Blandt investorerne skal man se mod udlandet for at se sammenlægninger. I Sverige er både Castellum og SSB bejlere til norske Entra, hvor Balder desuden har købt sig til blokerende indflydelse.

Foreløbig er en tilsvarende udvikling gået uden om Danmark, hvor antallet af børsnoterede ejendomsselskaber er til at overse. Tiden vil vise, om 2021 vil skabe mere bevægelse på den front og hvem, der i så fald er jæger og bytte.

Det var årets sidste Destillat. Godt nytår.

EjendomsWatch er tilbage ved udgangen af januar med et tilbageblik på det nye års første måned.

Tidligere udgaver af Destillat kan læses her:

Milliardopkøb, familiefejde og ny forvalter på scenen trak os gennem november 

Ny domiciler, anden Metoo- og coronabølge, skat og borgmesterkapløb prægede oktober 

Nedskrivninger, ny dreng i klassen og et vingeskudt ATP-selskab fyldte september 

Ny skat, uro hos ATP og en hotelbranche i knæ prægede august 

Home i nye klæder, hotelkonkurs og opkøb af andelsboliger trodsede sommervarmen 

Grøde hos udviklere og ny gang i investeringslysten løftede humøret i juni

Nrep, corona-åbning, hoteller, opkøb og almene boliger satte sit præg på maj

Rekordhandel og forsigtig genåbning gav temperaturen i branchen et nøk op i april

Optimisme at spore efter mareridtsagtig marts

Corona-angst, hotelnyheder og gratister i branchen

1-0 til boligministeren, nye hotelkoncepter og skiftedag på chefgangene 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også