EjendomsWatch

Nedskrivninger, ny dreng i klassen og et vingeskudt ATP-selskab fyldte september

DESTILLAT: Tomme lejemål er et dyrt bekendtskab, kan både ATP Ejendomme og landets butikscentre skrive under på.

Jørgen Bendsen er redaktør på EjendomsWatch. Foto: Jan Bjarke Mindegaard / Watch Medier

De håndgribelige, økonomiske konsekvenser af coronakrisen bliver mere og mere synlige. Efter at en række hotelinvestorer de senere måneder har taget vand ind og har nedskrevet værdierne af deres ejendomme med trecifrede milllionbeløb, fulgte flere ejere af butikscentre efter i september. Også her er færre besøgende og tomme butikker med til at sende værdierne ned og minde om fordelene ved ikke at være for højt gældsat.

Med disse ord velkommen til Destillat, der er EjendomsWatchs månedlige tilbageblik.

I september så en ny aktør dagens lys på markedet for ejendomsforvaltning, da Norse – med to tidligere Heimstaden-profiler i front og Thylander Gruppen i ejerkredsen – gjorde klart over for EjendomsWatch, at firmaet vil finde sin plads i markedet "mere som et it-startup end et kommunekontor."

Det er dog ikke alle startups, der er værd at bruge tastaturklik på: Låneportalen Fundbricks blev set efter i sømmene af EjendomsWatchs journalist Peter S. Mygind, hvilket gav et lidt andet resultat, end det glansbillede af ejendomsudlåneren, andre ukritisk har viderekolporteret. Et godt tip: Svar sandfærdigt, når medierne spørger. Før eller siden kommer det frem, hvis noget er stukket under stolen.

Mirakler på Møn

Historien om Fundbricks blev blandt månedens mest læste, skarpt forfulgt af en anden journalistisk fortælling: Om udlandsdanskeren John Bengt Møller og hans storstilede byggeplaner på Møn. Hans tidligere forretningspartner har ikke stor fidus til dem.

Det blev også en måned, hvor ATP Ejendomme igen var i vælten, da selskabets ømme tå, store lejemål som står tomme, blev kortlagt af journalist Mathias Blædel, der tidligere har beskrevet selskabets mandefald på chefniveau, som ATP-topchef Bo Foged først på måneden måtte forholde sig til.

EjendomsWatch leverer uafhængig, fair og kritisk journalistik, der distancerer sig fra den PR-mølle, der får lov at kværne mange andre steder. Positiv medieomtale kan ligefrem belånes, og derfor påhviler der medier et særligt ansvar for ikke lade sig bruge som nyttige idioter i et kommercielt ærinde og desuden overholde de presseetiske regler om tydeligt at skelne mellem redaktionelt og kommercielt indhold. Det kniber sine steder.

Af samme årsag er EjendomsWatch varsom med at omtale den myriade af priser og selvforherligelse, som præger branchen. Uanset hvor smigrende, det kan være som prismodtager at blive nævnt i en artikel, har det intet med journalistik at gøre og er derfor ikke et anliggende for et seriøst ejendomsmedie.

Regnskaber på stribe

Seriøsitet var til gengæld i højsædet, da EjendomsWatch i månedens løb satte fokus på plejeboliger som nyt investeringsobjekt, hvor både en udvikler, en investor og Dansk Erhverv foldede emnet og perspektiverne ud.

Regnskaber tikkede i september ind fra Thylander Gruppen, Casa, Pihl & Søn, Gefion Group, Blackstone-selskabet Kereby, ATP og arkitektfirmaet Schmidt Hammer Lassen – som hovedregel med opfølgende, journalistiske interviews, sådan som det er kendemærket for EjendomsWatch.

Store transaktioner

Blandt månedens store transaktioner var Capmans køb af 463 Casa-udviklede boliger i Brøndby for over 1 mia. kr., mens britiske Verdion annoncerede opførelsen af logitisk i Solrød for 1,5 mia. kr.

I den mindre afdeling overtog Jeudan Dansk Byggeris fraflyttede domicil, mens man i Odense skød udbuddet af et parkeringanlæg i gang med en forventet salgspris på et pænt trecifret millionbeløb. Svenske Niam købte boligprojekt i Hillerød for omkring en kvart milliard efter først på måneden at have handlet med Birch Ejendomme i Østjylland. EjendomsWatch foldede senere Birchs regnskab og pipeline ud.

Endnu større handler kan være undervejs, da PFA Pension offentliggjorde, at man går efter at bygge en boligportefølje i Sverige. Ejendomsdirektør Michael Bruhn lagde ikke skjul på, at Folketingets boligindgreb tidligere i år har gjort det mere attraktivt at søge muligheder andre steder. Det gælder også andelsboliger, hvor Michael Bruhn også gentog sit udsagn om, at man ikke målrettet går efter denne boligtype, men at det først og fremmest handler om at få flere boliger ind i porteføljen.

I den blødere afdeling så EjendomsWatch nærmere på Tiger-grundlægger Lennart Lajboschitz' seneste ejendomsopkøb, mens Lars Falster fra Copenhagen Capital satte flere ord på selskabets fokus på gamle ejendomme.

Navnligt navne

Interessante navne i månedens løb var ikke mindst, at Freja Ejendommes chef Karen Mosbech annoncerede sin afgang næste år.

Ejendomdanmarks nye juridiske direktør endte med at springe i målet, da han blev hængede hos advokatfirmaet Plesner, og tidligere Newsec-direktør Lars Brondt fandt nyt job, mens ny juridisk chef hos Thylander Gruppen blev fundet hos Deas. Advokatfirmaet Lundgrens fik ny leder af fast ejendom, mens Plesner satte ejendomspartner i front.

ATP fortsatte med at miste folk i sin ellers strategisk vigtige asset management-afdeling, men trak også folk den modsatte vej. Hos FB Gruppen sagde salgs- og marketingdirektøren stop efter få måneder, mens MT Højgaard fortsatte med at bløde folk, der kan gøre gavn andre steder, herunder hos JFP. Hos PFA fik Henrik Nøhr Poulsen ansvar for de udenlandske ejendomme, mens Gefion Group måtte se to profiler søge nye jagtmarker og tidligere borgmester Mikkel Warming steg i graderne hos Boligforeningen 3B.

Således månedens udgave af Destillat. Vi vender tilbage med et nyt tilbageblik ved udgangen af oktober.

Tidligere udgaver af Destillat kan læses her:

Ny skat, uro hos ATP og en hotelbranche i knæ prægede august

Home i nye klæder, hotelkonkurs og opkøb af andelsboliger trodsede sommervarmen

Grøde hos udviklere og ny gang i investeringslysten løftede humøret i juni

NREP, corona-åbning, hoteller, opkøb og almene boliger satte sit præg på maj

Rekordhandel og forsigtig genåbning gav temperaturen i branchen et nøk op i april

Optimisme at spore efter mareridtsagtig marts

Corona-angst, hotelnyheder og gratister i branchen

1-0 til boligministeren, nye hotelkoncepter og skiftedag på chefgangene

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier