1-0 til boligministeren, nye hotelkoncepter og skiftedag på chefgangene

DESTILLAT: Med et nyt klummeformat, Destillat, opsummerer EjendomsWatch månedens vigtigste nyheder og begivenheder i ejendomsbranchen. Januar blev præget af et boligindgreb til ugunst for udlejerne, en lang række jobskift, mens et par nye investorer så dagens lys i Danmark.
Jørgen Bendsen er redaktør på EjendomsWatch. | Foto: Jan Bjarke Mindegaard / Watch Medier
Jørgen Bendsen er redaktør på EjendomsWatch. | Foto: Jan Bjarke Mindegaard / Watch Medier

Velkommen til Destillat – et nyt, månedligt tilbageblik på EjendomsWatch, hvor de væsentligste historier og begivenheder i den professionelle ejendomsbranche opsummeres.

Destillat er synonym for filtrat eller essens – og det er lige præcis, hvad idéen med tilbageblikket er: Det vigtigste, krydret med analytiske tilføjelser og kommentarer undervejs.

Den altdominerende begivenhed i årets første måned var, at regeringens længe ventede boligindgreb mod kortsigtede ejendomsinvestorer og den berømte renoveringsparagraf 5,2 så ud til at løbe ud i sandet, og De Radikale sammen med Folketingets blå blok så ud til at finde sammen i et alternativt flertal.

Men boligminister Kaare Dybvad Bek (S) endte med at tage stikket hjem til sidst, da Dansk Folkeparti vendte rundt på en tallerken og alligevel accepterede den karensperiode, som partiets boligordfører ellers havde talt dunder mod.

Nu får vi se, hvad De Radikales svar på ydmygelsen bliver.

Konsolidering fra administratorer

Januar var ellers kun få dage gammel, da konsolideringen blandt ejendomsadministratorer og -forvaltere fortsatte: Cobblestone ønskede i lighed Deas og Newsec Property Asset Management at være til stede på hele pladen over for kunderne, og dermed blev Cura Management nu en del af virksomheden.

EjendomsWatch var på sporet af historien, som var planlagt til at skulle meldes ud andetsteds, men parterne endte med at udsende en pressemeddelelse, der bekræftede, at en handel var sket og betød, at hidtidig medejer Søren Stensdal solgte sine 40 pct. af virksomheden – ifølge ham selv til en "særdeles tilfredsstillende" pris.

I månedens løb blev sløret også løftet for to nye hotelkoncepter i København: I Postbyen, der tidligere hed Postgrunden, har Danica teamet op med britiske Edyn om 236 hotellejligheder, mens NPV med Jens Schaumann i spidsen har indgået aftale med tyske Corestate om 248 apartment- værelser under mærket Joyn.

En af landets mest opkøbsivrige investorer, svenske Heimstaden, kunne først på måneden sætte endnu en nål i europakortet med et opkøb for små 10 mia. kr. i Tjekkiet, hvor man bliver nye ejer af 40.000 lejligheder, som hidtil har været ejet delvist af Blackstone.

Ny rolle til Niels Cederholm

At der er gang i butikken, hvor danske Christian Fladeland er investeringsdirektør understreges med opkøbet – og ansættelsen af Sampensions ejendomschef, som han fra 1. februar skal dele jobbet med.

På jobfronten fandt den tidligere CBRE-chef i Danmark Niels Cederholm en ny hylde hos Ejendomsselskabet Norden, der med ham i front skal bringe nyt liv i det gamle selskab. I et interview med EjendomsWatch lagde han ikke skjul på sin lyst til at komme tilbage til selve transaktionerne i stedet for kun at rådgive om dem.

Også vicedirektør i Frederiksberg Kommune Ingvar Sejr Hansen skal pakke flyttekasserne, når han 1. februar rykker til By & Havn som udviklings- og salgsdirektør, mens hidtidig transaktionschef hos Aberdeen Standard Investments Jes Rovsing skifter til Brunswick Real Estate og skal løbe den svenske investor i gang på det danske marked. Dermed giver han følgeskab til canadiske PSP, der bekræftede at være med i månedens største transaktion, handlen med Galleri K i indre København til 1,6 mia. kr.

Hos Domea.dk får direktør Thomas Holluf Nielsen selskab i direktionen, da Lars Holmbjerg skifter Dansk Arkitektur Center ud med den almene boligadministrator.

Portræt af Rubik-stifter

Januar bød også på et portræt af Jacob Smergel-Krog, grundlægger af Rubik Properties, som over for EjendomsWatch uddybede den drøm, han er i færd med at forfølge.

Blandt erhvervsmæglerne var der gang i opgørelserne over transaktioner i 2019, og til nogens overraskelse falder de forskelligt ud og ikke udtryk for en endegyldig sandhed – især ikke, når en stigende andel af ejendomshandler sker ved overtagelsen af aktiekapitalen i selskaber, hvorved ejendommens direkte ejerskab forbliver uændret.

Også landets pensionskasser var ved at falde over hinanden med det glade budskab om stærke 2019-afkast. Spørgsmålet er, om ihærdigheden er lige så stor, når konjunkturerne vender, og der skal et minustegn foran tallene.

Dette var første udgave af Destillat. Kommentarer og reaktioner er meget velkomne. Send en mail på jb@ejendomswatch.dk.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også