Briefing uge 39: Et skib i høj sø

Som en god illustration af tidernes ugunst har Roof Management afværget en truende konkurs. Spørgsmålet er, hvordan sundhedstilstanden hos andre udbydere af ejendomsprojekter ser ud. Ugens overflyvning er klar.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Snakken i krogene om en uholdbar forretningsmodel viste sig at holde stik, da kapitalforvalteren Roof Management i juni nødtvungent måtte bryde rækken af positive udmeldinger og fortællle, at kapitalgrundlaget var eroderet og at Finanstilsynet forlangte det styrket, hvis en konkurs skulle undgås.

Fristen for ny kapital udløb med denne måneds udgang, og fire dage før gongongen lød, faldt en løsning på plads med Nectar Invest. Et naturligt afsæt for Briefing, der overflyver en uge, hvor lyspunkterne var få og de dystre meldinger i overtal.

Roof Managements problemer har ifølge den nye ejer bl.a. skyldtes et manglende fokus på det basale, og deruden er pipelinen med nye projekter er tørret ud. Da det især er de tidligere kolleger hos Gefion Group – som Roof udspringer af – der troligt har levereret projekterne til risikovillige investorer, er udsigten ikke lovende for en lind strøm af nye projekter, når Gefion Groups udpræget lånefinansierede forretningsmodel og begrænsede økonomiske muskler tages i betragtning.

Andre i knæ?

Spørgsmålet er derfor også, om Roof Management står alene med et pres på pengekassen i en branche, hvor det ene løfterige investeringsprojekt efter det andet er blevet promoveret i et opadgående marked, bl.a. gennem annoncer, der ligner avisartikler, men hvor usikkerheden pludselig er rykket ind nu.

Usikkerhed var også budskabet, da Colliers-director Peter Winther torsdag tog den aktuelle markedstemperatur. Herfra er der ingen tvivl om, at recessionen kommer – og at det er blevet købers i stedet for sælgers marked. Omvendt spår Nordicals og Savills, at markedet for investeringsejendomme kommer tilbage sidst på året.

Fra den britiske centralbank lød der første på ugen ildevarslende krisetegn om indgriben for at redde pressede pensionsselskaber. Det giver mindelser fra finanskrisens fastfrosne finansieringsklima og skaber selvsagt bekymring for, om sådanne vanskeligheder risikerer at sprede sig.

I en sådan situation skal der gerne være styr på risiko, og netop her har grundlaget haltet på flere områder hos ATP, lød det fra Finanstilsynet, der har uddelt en påtale.

Afrikansk lyspunkt

Et lyspunkt i en dyster uge kom fra Sydafrika, hvor milliardinvestoren JT Ross trods tiderne udbygger sin danske tilstedeværelse, mens hollandske Orange Capital Partners gør det samme i Skovlunde, og lokale Tækker i Aarhus.

En anden international investor, der møder lidt mere modvind, er tyske AM Alpha, hvor det ikke går helt så let som forventet med at opsige de tilbageværende lejere i investorens danske trofæ-ejendom midt på Københavns Rådhusplads.

Endelig kunne EjendomsWatch føje sjette artikel til serien De Nye Jagtmarker om de steder uden for de fire klassiske universitetsbyer, hvor udviklingen er i gang eller er på vej til at komme det. I Sønderborg har den lokale pengetank og mæcen en stor del af æren for fremgang og ny vækst.

På navnefronten kunne Colliers’ Peter Winther føje endnu et gøremål til rækken, da han bliver formand for det udviklingsselskab i Odense, der skal forvandle boligområdet Vollsmose, mens Sjælsø-topchef Flemming Joseph Jensen kunne se tilbage på 30 års i branchen.

Det var alt for denne uge.

Lørdag ryger der som minimum en enkelt branchenyhed ud på vores hjemmeside og i vores app, men ellers er redaktionen tilbage mandag. Tilbage er kun at ønske god weekend.

Briefing uge 38: Håndslag på huslejeloft

Briefing uge 37: Udenlandsk kapital står op imod vinden

Briefing uge 36: Advokaternes store tag-selv-bord

Briefing uge 35: Klædt på til ulvetider

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også