Briefing uge 36: Advokaternes store tag-selv-bord

Det er et tilsyneladende et tilbagevendende problem, at advokater, der sidder på magten i fonde, tager godt for sig af retterne, hvis ikke nogen holder dem i skak. Ugens overflyvning over ejendomsbranchen er klar.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
af Peter S. Mygind

Ejendomme for millioner, en svag bestyrelse og egenrådig advokat for bordenden.

Det synes at være den uheldige cocktail, der går igen i EjendomsWatchs serie Fingrene i Fondsmidler, som har afdækket inhabilitet og usædvanlige honorarer i foreløbig tre erhvervsdrivende fonde.

I den forgangne uge blev der stillet skarpt på Peter og Emma Thomsens Legat, hvor nu forhenværende advokat Anders Hvass i årevis har styret fonden og dens 22.000 kvm boligejendom på Frederiksberg – og undervejs fyldt lommerne med fondens herreløse millioner.

Da han og bestyrelsesformand Troels Jacobsen i 2020 fakturerede knap 600.000 kr. for at besvare en kontrolhenvendelse fra Erhvervsstyrelsen, blev det dog for meget for fondstilsynet, der har pålagt de to bestyrelsesmedlemmer at betale over 400.000 kr. tilbage til fonden.

Samtidig fik Troels Jacobsen en påtale, fordi han – efter eget udsagn – læser aviser og bøger om investeringer på fondens regning, hvilket Anders Hvass trodsigt fastholder er ”helt rimeligt”.

Til syvende og sidst er det dog ikke Erhvervsstyrelsens opgave at bestemme, hvad bestyrelsesmedlemmer skal have i løn. Som styrelsen gentagne gange gør klart i sin afgørelse, er det helt og holdent bestyrelsens eget ansvar.

Derfor er det da også påfaldende, at bestyrelsen i Peter og Emma Thomsens Legat kun består af tre medlemmer: Anders Hvass, Troels Jacobsen og så en vis advokat Kirsten Kristensen, der sjovt nok også sidder i bestyrelsen i Aage Bangs Fond, hvor hun har blåstemplet usædvanligt store honorarer til formanden og dennes søn, på trods af at hun selv har været inhabil.

Ekspansion fra ind- og udland

Ugen bød også på flere store transaktioner, og ingen større end erhvervsmægleren Colliers’ nordiske ekspansion med opkøbet af norske Pangea Property Partners.

Adm. direktør i Danmark Carsten Gørtz Petersen var ikke sen til at melde ud, at man med opkøbet kommer til at bide skeer med mastodonterne Catella og CBRE.

Købsprisen ville ingen af parterne ind på, men ifølge EjendomsWatchs oplysninger overstiger handlen Colliers’ køb af danske Sadolin & Albæk i 2018 – og i det tilfælde blev de tidligere partnere hovedrige, så mon ikke også de gode nordmænd i det partnerejede Pangea er kommet ud af handlen med deres på det tørre, selvom de fortsætter i ejerkredsen.

Vender man blikket tilbage til det hjemmelige ejendomsmarked, så var ugens største transaktion, at London-baserede Deutsche Finance International (DFI) købte 350 mikroboliger under udvikling i Sydhavnen i København for en pris på 100 mio. euro, svarende til 744 mio. kr.

Handlen er led i en dansk ekspansion hos den internationale investor, der sigter til at opbygge en portefølje på omkring 300 mio. euro – 2,2 mia. danske – og dermed DFI med ugens opkøb allerede en tredjedel i mål.

Huslejeloft og klimakamp

Ingen uge uden rabalder om regeringens bebudede huslejeloft, der ifølge indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) rykker hastigt nærmere med opbakning fra et flertal i Folketinget og 64 procent af befolkning ifølge en rundspørge, som analysefirmaet Wilke har foretaget for EjendomsWatch.

Samtidig blev der lækket et internt notat fra Rabjerg Madsens ministerium, der viste, at et midlertidigt loft over huslejestigninger vil koste danske udlejere i omegnen af 2 mia. kr., mens pensionskassen PKA alene forventede at tabe op mod 300 mio. kr. på indgrebet.

Af andre gode historier fra ugens løb bør nævnes, at ejendomsselskabet Thylander tilsyneladende ikke er slået ud af, at overskuddet er mere end halveret i seneste halvårsregnskab. Og så er arvingerne efter købsmandskongen Marcus Choleva, der døde i november sidste år, stadig i en overgangsperiode, når det kommer til familiekoncernen MC-Group og dens 370 mio. kr. store ejendomsportefølje.

Endelig fik Hines også en omgang i mediemaskinen, da ESG-chef Peter Epping blev stillet til regnskab for, hvordan den internationale investor kan bryste sig af at ville være CO2-neutral i 2040, når man ikke har udledning fra byggeri med i regnestykket. En problematik, som mange selvproklamerede klimakoryfæer i ejendomsbranchen belejligt undgår at forholde sig til.

Det er ikke rart, når det er én selv, der står for skud. Men her kan vi måske runde af med en lille omskrivning af et gammelt slogan fra et af de andre medier, der ligesom Watch Medier holder til i Politikens Hus på Rådhuspladsen:

Find dig i EjendomsWatch, eller find dig i hvad som helst.

God weekend.

Briefing uge 35: Klædt på til ulvetider

Briefing uge 34: Brede smil og bange anelser

Briefing uge 33: Husleje – det er da noget staten bestemmer

Briefing uge 32: Hvad er god service?

Briefing: Sommerens vigtigste historier

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også