Roof Management overholder ikke kapitalkrav – får påbud af Finanstilsynet

Den københavnske forvalter Roof Management skal inden 30. september skaffe de nødvendige midler til at overholde kapitalkravet. Sådan lyder det i et netop udstedt påbud fra Finanstilsynet. ”De meget volatile markedskonjunkturer” har ført til manglende omsætning, lyder det fra selskabet selv.
Camilla Dalum er adm. direktør og medejer hos Roof Management. | Foto: Gefion/PR
Camilla Dalum er adm. direktør og medejer hos Roof Management. | Foto: Gefion/PR

Roof Management har indledt en kamp mod uret. Fondsforvalteren og projektudbyderen har således modtaget et påbud fra Finanstilsynet, der går ud på, at selskabet inden udgangen af september skal genoprette sit lovpligtige kapitalkrav.

Det skriver Roof Management, der tidligere hed Gefion Investorsalg, i en pressemeddelelse.

Finanstilsynet oplyser på sin hjemmeside, at Roof Management 28. april rettede henvendelse til tilsynet om, ”at selskabet i forbindelse med den kvartalsvise beregning samt indberetning af selskabets kapitalkrav har konstateret, at selskabet ikke opfylder sit kapitalkrav.”

Kapitalkravet lyder på 2.228.000 kr., fremgår det af påbuddet, der derudover dikterer, ”at selskabet ophører med markedsføring af nye fonde, indtil selskabet har en tilstrækkelig robusthed i sammenhæng med selskabets plan.”

Ifølge det københavnske selskab selv er man ”den seneste tid, i lighed med en stor del af markedet, blevet overhalet hurtigt af de meget volatile markedskonjunkturer, som desværre har resulteret i, at det har været vanskeligt for selskabet dels at indkøbe og dels at afsætte nye ejendomsprojekter efter den lagte tidsplan.”

”Den manglende omsætning er årsagen til selskabets udfordringer med at opfylde kapitalkravet,” lyder det i meddelelsen.

Tror på løsning

Adm. direktør og medejer Camilla Dalum understreger, at Roofs ”økonomiske forhold ikke påvirker vores kunders investering.”

”Vores primære mål er og har hele tiden været at vedblive med at forvalte vores nuværende fonde på samme gode og betryggende vis som hidtil. Vi arbejder stadig intenst på at få løst problematikken omkring kapitalkravet, hvilket vi har tillid til vil lykkes,” siger hun i meddelelsen og tilføjer:

”Vi har selv loyalt gjort opmærksom på problemet over for Finanstilsynet og har arbejdet sammen med Finanstilsynet og vores aktionærer om at finde en løsning. Det gør vi fortsat.”

Camilla Dalum, der er tidligere chefjurist hos udvikleren Gefion Group, og Gefion-stifter Thomas Færch ejer hver især 33 pct. af det fem år gamle selskab, hvis ejerkreds i dag bl.a. også tæller Gorm Sig Rasmussen og dennes familie, der ejer værktøjsleverandøren Carl Ras.

EjendomsWatch arbejder på at få yderligere kommentarer fra Camilla Dalum.

Roof Management får ny kundedirektør: Forgænger stoppet før tid

Roof Management henter forstærkninger hos Heimstaden

Roof Management forbedrer resultat men har stadig røde tal på bundlinjen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også