Briefing uge 49: Kvalitet koster

Langt om længe tages der fat om administrationsbranchens ustyrligt ringe indtjening. Så nu må værdiskabelsen frem i lyset.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Med noget, der ligner en megafon, har den nye topchef i Deas, Rikke Lykke, i denne uge gjort det klart, hvor landets største ejendomsadministrator skal hen.

Efter sine første 100 dage i jobbet er analysen: Deas skal først og fremmest "op i markedet", hvor ejendomsejerne skal lære at betale for den vare, de får. Hverken mere eller mindre.

Man får ikke en Rolls-Royce for prisen af en russiskbygget Lada, lød det fredag i et interview med EjendomsWatch, der er afsættet for denne uges Briefing.

Rikke Lykkes analyse er både logisk og banal, men de rå tal taler deres tydelige sprog om den milliardomsætning, branchen hvert år fakturerer, og hvor samme branche får ufatteligt lidt ud af anstrengelserne, når udgifterne til den løntunge og personalekrævende opgave er trukket fra.

Hos Deas lød omsætningen i 2020 på 657 mio. kr., mens bundlinjen lød på 26 mio. kr. Fire pct. er der tilbage. Bevares, det er bedre end en del selskaber inden for facility service og rengøring, men er det virkelig i det felt, at administratorer og forvaltere af så væsentlig infrastruktur som ejendomme ser sig selv?

Kvalitet i både ord og handling

Administrationsselskaberne har over en bred kam kæmpet om investorernes gunst som fluer på en nylagt kokasse. Men er det den rigtige strategi? Nogle bør måske forlade et usundt konkurrencemiljø med lave marginer og i stedet fokusere på at levere den bedste kvalitet til en, naturligvis, højere pris.

Nu vover Deas pelsen, og der bliver interessant at følge, om den kvalitet, man siger, man vil levere fremover, også bliver fulgt til dørs i konkret handling. Som altid vil EjendomsWatchs nidkære blik vogte på den proces.

Landets to øvrige store administratatorer, Newsec og Cobblestone, har ligeledes skiftet topchef i år, og der er ikke copyright på en god strategiplan.

Mere at administrere

En af de investorer, som i ugens løb gjorde parat til at føje flere opgaver til sin administrator, var Topdanmark, der sammen med AG Gruppen og Nrep skød gang i et milliardprojekt med boliger vest for København.

Det var dog ikke den eneste aftale med volumen. Også franske Axa tog for anden uge i træk på shopping i Danmark, hvor en håndfuld logistikejendomme indgik i en milliardhandel på tværs af Norden, mens amerikanske W.P. Carey handlede mursten med Coop, og Catella købte studieboliger af en ordknap pensionskasse.

I EjendomsWatch populære og ganske godt læste juleserie, stak både Tobias Vieth fra Lundgrens og Coor-chef Jørgen Utzon næsen frem, og flere vil følge resten af måneden.

Vækst med nyt ejerskab

På Fondsbørsen huserer Bostad ikke længere, men med nye amerikanske ejere i ryggen er der blevet investeret til gavn for bundlinjen, siger adm. direktør William Kanta, der har løftet kvaliteten af porteføljen.

Apropos kvalitet, så blev EjendomsWatchs position som betalingsmedie atter engang understreget med 13. artikel i rækken om det kuldsejlede fantasteri Fenero Capital, hvor Danica Pension endte med at feje op med sit luksusboligprojekt i Tuborg Havn. Her koster nogle af de lejligheder, der stadig er til salg 29 mio. kr. Men så er det også kvalitet, lyder det.

Briefing uge 48: Olsson sejrer 1-0 på udebane over skeptisk vagthund

Briefing uge 47: Ægte rødt – og dog

Briefing uge 46: Advokater med fingrene i fondsmidler

Briefing uge 45: Kasketforvirring gange to 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også