Topdanmark, Nrep og AG Gruppen skyder milliardprojekt med boliger i gang

Ikke færre end 56.000 kvm nyt boligområde skal skyde op på grænsen mellem Glostrup og Brøndby, hvor der i dag er industriområde. Kommende letbane øger interessen.
610 lejligheder på mellem to og fem værelser vil sammen med 57 rækkehuse og 700 p-pladser udgøre et nyt milliardstort ejendomsprojekt på grænsen mellem Brøndby og Glostrup. | Foto: PR-visualisering: Sweco Architects
610 lejligheder på mellem to og fem værelser vil sammen med 57 rækkehuse og 700 p-pladser udgøre et nyt milliardstort ejendomsprojekt på grænsen mellem Brøndby og Glostrup. | Foto: PR-visualisering: Sweco Architects

Farvel industri, og goddag til moderne lejeboliger.

Det er situationen på Banemarksvej på grænsen mellem Glostrup og Brøndby, hvor i alt 667 lejligheder og rækkehuse vil skyde op over de kommende år, oplyser parterne bag til EjendomsWatch.

Det er trioen Nrep, AG Gruppen og Topdanmark Ejendom, der står bag projektet, som med i alt 56.400 kvm løber op i et milliardbeløb.

"Det er en stor glæde, at vi kan påbegynde projektet, og at vi kan gøre det i fællesskab. Ved at gå sammen om udviklingen af hele området kan vi skabe en harmonisk og sammenhængende bydel og tilbyde et varieret boligudbud, som der er et behov for," siger Flemming Engelhardt, adm. direktør i Topdanmark Ejendom i en meddelelse. Han tilføjer:

"Projektet passer godt til Topdanmark Ejendoms ambitioner om at opføre flere udlejningsboliger i såvel København som omegnskommunerne til langsigtet glæde og gavn for vores pensionskunder."

Alle bidrager med knowhow

Byggeriet bliver sin egen lille bydel, og boligerne er tiltænkt "almindelige indkomster." Projektet leveres i 2023 og 2024.

Lokalplanen er godkendt, og i begyndelsen af det nye år begynder nedrivningen af de gamle industri-  og erhvervsejendomme, der i dag ligger på grunden.

Mens Nrep, AG Gruppen og Topdanmark Ejendom ejer og er bygherre på projektet, har AG Gruppen rollen som totalentreprenør.

"Det bliver et samarbejde, hvor alle parter kommer til at bidrage med knowhow til processen. Vi har allerede haft et langt og godt samarbejde med Topdanmark Ejendom om udvikling af projektet og er glade for, at vi også kan fortsætte vores gode samarbejde med Nrep på endnu et stort boligprojekt," udtaler Robin Feddern, adm. direktør i AG Gruppen.

Han tilføjer, at den bæredygtige udvikling og det gode boligliv er vigtige værdier for alle tre parter, og at man med mange forskellige boligtyper og størrelser opfører "en god, blandet bydel, som appellerer bredt og giver plads til alle."

"Almindelige indkomster"

Projektets 667 boliger fordeler sig på 610 lejligheder på mellem to og fem værelser samt 57 rækkehuse. Hertil vil der være 700 parkeringspladser.

Samarbejdet om udvikling af det samlede område giver endvidere mulighed for at skabe attraktive udeområder, som bl.a. forventes at indeholde et større rekreativt område med tilbud til beboelsens børn og unge.

Projektet skal DGNB-guld certificeres, og netop DGNB anvendes som "et kvalitetskatalog, hvor parterne i fællesskab vil prioritere bæredygtige kvaliteter som trivsel, indeklima og livscyklusvurderinger i designfasen for at opnå en målbar og mærkbar forskel for beboerne og klimaet," lyder det.

Hos Nrep vil man over for EjendomsWatch ikke komme økonomien i aftalen nærmere, end at der er tale om et milliardprojekt.

"Vi vil bygge boliger til mennesker med almindelige indkomster, og inden for de rammer skal vi skabe så meget værdi for lejerne som overhovedet muligt," udtaler Christian Axeltoft, investeringschef i Nrep.

Projektet på Banemarksvej kommer til at ligge i et område, der er i rivende udvikling: Banemarksvej ligger tæt på den nye letbane, som åbner i 2025. Glostrups bymidte tilføres inden for en årrække nye boliger og byrum, og i Kirkebjerg i Brøndby skyder et nyt boligområde op.

Nrep og AG Gruppen bygger bæredygtige boliger i Ørestad 

AG Gruppen opfører over 100 almene boliger som del af privat byggeri

Nrep-profil lægger fra land med milliardkøb: Kapital og lokal forankring gjorde forskellen 

Topdanmark-direktør: Tålmodighed kan vise sig at være den mest værdifulde dyd 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også