Briefing uge 42: Regnskabsgymnastik for begyndere

Nogle gange er regnskaber så ugennemskuelige, at selv sensationshungrende journalister må klø sig i skægget. Og nogle gange er personkredsen i ejendomshandel så speget, at långiverne siger fra. Selvom mange er på efterårsferie, så var der godt gang i kedlerne på EjendomsWatch. Læs gennemgangen af ugen, der gik.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Journalister læser regnskaber, som Fanden læser biblen.

Det er der nok mange virksomhedsejere rundt omkring, der vil erklære sig enige i. I hvert fald hvis man har været så uheldig at blive genstand for pressens lange, nysgerrige næse.

En, der i den forgangne uge mærkede dette, er René Birch. EjendomsWatch tog fredag et hovedspring ned i den Silkeborg-baserede ejendomsudviklers koncernregnskab, der viste sig at være mere nuanceret, end det ved første øjekast kunne synes.

Sagen er den, at udviklingsforretningen Birch Ejendomme i de seneste to år har været igennem en metamorfose både i forhold til koncernstruktur, ejerkreds og forretningsfokus, hvilket har gjort det svært gennemskueligt, hvad der egentlig er op og ned, når det kommer til banale begreber som omsætning og årsresultat. Begreber, som kun dumme, dyneløftende erhvervsjournalister går op i.

Birch Ejendomme var behjælpelig med at sende EjendomsWatch konklusionerne på forhånd – i en pressemeddelelse – allerede inden det årsregnskab, som selskabet refererede til, var offentliggjort. Her brugte man for nemhedens skyld begrebet "indtjening" til at opsummere forretningen, der tilsyneladende udelukkende var i fremgang.

Men når René Birchs personlige koncernregnskab, der omfatter 56 procent af ejerandelene i Birch Ejendomme Holding, viser en markant tilbagegang på bundlinjen, og datterselskabet Birch Ejendomme ikke offentliggør et selvstændigt koncernregnskab, må man spørge sig selv, om ledelsens udlægning rummer hele historien.

Her må EjendomsWatch være svar skyldig. Journalisten, der lægger navn til både ovennævnte artikel og denne briefing, var selv uklar i spyttet, da artiklen skulle skrives, og måtte efterfølgende specificere, at artiklen jo altså ikke var baseret på koncernregnskabet i Birch Ejendomme, men i René Birchs personlige koncern.

Således forvirret: Velkommen til ugens overflyvning i ejendomsbranchen.

Feriepark eller fatamorgana

Apropos forvirring: John Bengt Møller.

Den Monaco-baserede ejendomsinvestor, der er sagsøgt i England for at misligholde en købsaftale, har for anden gang misset deadline for overførslen af de 75 mio. kr., som han skulle betale for den 72 hektar store tidligere millitærkaserne Auderødlejren i Nordsjælland.

Samtidig kom det frem, at den engelske långiver, der skulle finansiere købet, har trukket følehornene til sig, da det gik op for dem, hvem de havde med at gøre – herunder den stormombruste ejendomshandler Peter Norvig, der spøger i kulissen.

Samarbejdet mellem långiveren og John Bengt Møller er endda kørt så meget af sporet, at udlandsdanskeren har varslet at politianmelde briterne. Næppe et helt sædvanligt forløb omkring en ejendomshandel.

EjendomsWatch har fra sagens start forholdt sig nøgternt konstaterende til de meldinger, der er kommet fra den selvproklamerede milliardær og feriepark-fantast. Omvendt har flere af landets førende medier bragt historier om John Bengt Møllers storslåede visioner om at bygge ferieboliger for milliarder rundt omkring i landet – helt uden at forholde sig til hvor de mange penge skulle komme fra.

Handler i en stille tid

Derudover var det en stille uge i ejendomsbranchen, der bar præg af, at vi er midt i skolernes efterårsferie. Ikke desto mindre var der et par interessante handler, der så dagens lys.

Ejendomsudvikleren Jens Schaumann var for eksempel ude af busken og sætte ord på et større tocifret millionopkøb i Kongens Lyngby. Schaumanns selskab, NPV, havde formået at lokke 4000 kvm kontor ud af hænderne på pensionsselskabet Velliv, og nu er ambitionen at omdanne ejendommen til ungdomsboliger.

Ejendommen er for øvrigt i ejerforening med en anden kontorejendom, som er ejet af Bestseller-milliardæren Allan Warburg. Og netop Warburg var selv i fokus, da det kom frem, at tyske NAS Invest Group, der for nyligt annoncerede deres indtræden på det danske marked, havde overtaget forvaltningen af erhvervsmandens milliardstore portefølje i Danmark fra Acres Asset Management.

Derudover bragte EjendomsWatch onsdag et interview med Cobblestones nye topchef, Ashkan Ahmadinia, der satte ord på ejendomsforvalterens fremtid.

Og så havde Goldman Sachs igen sin enorme pengepung fremme, da man indgik aftale med Næstved-udvikleren Maycon om 210 boliger i Ringsted. Maycon, der tidligere har været genstand for EjendomsWatchs djævelske blik på regnskaber, da mediet i sensommeren stak næsen i selskabets finanser.

Med det runder vi ugens overflyvning af og ønsker god weekend.

Briefing uge 41: Ægte rødt, men hvor længe? 

Briefing uge 40: Krise hos ejendomsbranchens talerør? 

Briefing uge 39: Nedtælling til næste krise?

Briefing uge 38: Kunsten at følge en historie til dørs 

Briefing uge 37: Når man forsager regnedrengene, alle deres gerninger og alt deres væsen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også