Briefing uge 38: Kunsten at følge en historie til dørs

Peter Norvig, Julius M. Goldschmidt Holding, Frederiksberg Boligfond. Der var flere genkendelige navne i ugens løb, hvor EjendomsWatch satte punktum ved visse aspekter af årets største historier – og spørgsmålstegn ved andre. Læs ugens overflyvning.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Vi starter med en advarsel: Denne uges briefing er yderst selvoptaget. EjendomsWatch har nemlig i den forgangne uge fulgt op på en række sager, som vi selv har sat fokus på i løbet af det seneste år.

Først og fremmest fordi mæglerbranchens enfant terrible, Peter Norvig, i denne uge blev tiltalt for coronasvindel sammen med hustruen, Hanne Nørrisgaard. En sag, som EjendomsWatch selv var den første til at opfange og beskrive tilbage i vinter gennem en blanding af aktindsigter, sladder og journalistisk fingerspitzgefühl.

Næsten lige så opsigtsvækkende, som at Peter Norvig blev tiltalt, var det, at ejeren af selskabet, hvor den påståede svindel har fundet sted, ikke blev det. EjendomsWatch afdækkede i foråret, at B2B Propertys ejer, Jan Behrens, også var anholdt og sigtet i sagen, men sigtelsen er altså nu frafaldet – til stor lettelse for hovedpersonen selv.

Hvorvidt Peter Norvig og konen også går fri er det store spørgsmål, der stadig hænger i luften. Men man må spørge sig selv om, hvor mange liv den notoriske ejendomshandler har tilbage. Tiltalen om coronasvindel er blot én af mange møgsager, der synes at hobe sig op omkring B2B Property, som i øjeblikket er under rekonstruktion.

"Det er da ikke blevet lettere nu," som Jan Behrens sagde om muligheden for, at selskabet nogensinde bliver dets udfordringer kvit.

Helt enig, Jan – det ser svært ud. Især, hvis direktøren skal ind at ruske tremmer, hvilket er præcis, hvad anklageren går efter.

Rivegildet fortsætter i JMGH

En anden speget sag, som EjendomsWatch har fulgt tæt, er sagen om det familieejede ejendomsselskab Julius M. Goldschmidt Holding (JMGH), hvor to fløje har bekriget hinanden gennem en årrække.

Fredag kunne EjendomsWatch fortælle, at en af sagens hovedpersoner, JMGH-aktionær Martin Goldschmidt og dennes bror Jakob Veise, vandt endnu et slag i landsretten, da der faldt dom i ankesagen om JMGH-ledelsens uberettigede fratagelse af stemmeret og manglende anerkendelse af aktierne i selskabet Carus, som brødrene kontrollerer.

Samtidig er der faldet dom i det sagsanlæg mod JMGH, som DLA Piper-partneren Per Astrup Madsen står bag. Advokaten fik byrettens ord for, at selskabsledelsen havde brudt både vedtægter og selskabslov, fordi man har nægtet at anerkende de otte aktier, som han har købt af Carus.

Man gad nok vide, hvorfor JMGH har stået så stædigt fast i disse sager, som så entydigt er gået selskabet imod i retten. Nok må Martin Goldschmidt og hans allierede siges at være ubehagelige modstandere, men de sagsomkostninger, man har måttet betale, beløber sig i millioner af kroner.

Desværre har ledelsen fra dag ét afvist at svare på nogen som helst af EjendomsWatchs spørgsmål, så motivationen bag deres handlinger må stå i det uvisse. Men én ting synes sikkert: Luften mellem de to fløje i familieselskabet er iskold.

Salget spøger på Frederiksberg

Endelig var vi forbi Frederiksberg Boligfond, som EjendomsWatch også har dækket indgående. Fonden har gennem flere år kæmpet med at skrabe likviditet sammen til at gennemføre den nødvendige vedligeholdelse af ejendomsporteføljen, men nu kan der være en løsning under opsejling.

I hvert fald er der udarbejdet et såkaldt letter of intent med PFA, der omhandler et salg af op til 49 procent af hver af fondens 19 ejendomme til pensionsselskabet. Bestyrelsen har endda givet formand Flemming Brank carte blanche til at underskrive hensigtserklæringen.

Først skal man dog finde en løsning den gordiske knude af en forkøbsret, som både Frederiksberg Kommune og ejendommenes lejere påberåber sig. Fonden har nemlig ligget i benlås rent salgsmæssigt, lige siden der dukkede et skøde fra 1932 op, som foreskriver, at de føromtalte parter kan købe hele ejendomsporteføljen for bare 50 mio. kr. – hvilket er knap og nap 4 mia. kr. under den aktuelle markedsværdi.

Heldigvis for fonden lyder der forsonende toner fra rådhuset, hvor et enigt økonomiudvalg har givet forvaltningen mandat til at gå i forhandlinger om en ophævelse af forkøbsretten. Ifølge borgmester Simon Aggesen (K) sker det dog under forudsætning af, at der ikke sker nogen form for frasalg – i hvert fald for nuværende.

Spørgsmålet er så bare, hvor længe man vil stå fast på dette standpunkt. Pengekassen er ved at være tom, og man kan ikke blive ved med at udskyde de dyre vedligeholdelsesprojekter.

Hvis man var konspiratorisk anlagt – hvilket EjendomsWatch naturligvis ikke er – kunne man foranlediges til at tænke, at politikerne bare forsøger at udskyde den uundgåelige beslutning om salg, der formentlig vil falde i dårlig jord hos en stor del af de 5000 Frederiksberg-borgere, der bor til leje i fondens ejendomme. Der er trods alt kommunalvalg til november.

Milliardhandler og spåkoner

Af andre nyheder i ugens løb bør i al hast bemærkes en række handler: Thylander overtog en Valby-ejendom på knap 9500 kvm, Koncenton solgte en anden ejendom med studieboliger i Valby til en værdi på over en halv milliard, Formuepleje erhvervede Aarhus-byggeriet Nicolinehus for knap en milliard, og så købte Blackstone 16 logistikejendomme fordelt over hele landet for over en milliard.

Dernæst bør den tidligere Lintrup & Nogart-partner Peter Back også nævnes, da han har sat sig i spidsen for en skandinavisk offensiv hos den tyske kapitalforvalter NAS Invest Group. Med i foret har han fået en over 80.000 kvm stor ejendomsportefølje til en værdi på knap 1,5 mia. kr.

Vi kan heller ikke komme uden om den evigt bramfri Michael Kaa Andersen, der i denne uge gik offentligt ud med en skarp kritik af den stigende investorinteresse for de såkaldte boksejendomme; store, nyopførte butiksejendomme på perifære beliggenheder. "Madkasser" kaldte han dem og proklamerede, at deres levetid var udstået, "når lejekontrakten på 10-15 år er udstået."

Og så slutter vi af med verdens mindst overraskende nyhed: Blue Capital er ikke enig i Michael Kaas analyse. Projektudbyderen, der netop fokuserer på de omtalte "madkasser", mener tværtimod, at der er tale om gode, solide investeringer med et højt afkast, og ejer Martin Kibsgaard Jensen påpegede over for EjendomsWatch, at stadigt flere store, internationale investorer vender blikket mod de udskældte boksejendomme.

Ja, der er mange spåkoner i ejendomsbranchen. Hvem der får ret, må tiden vise. Men én ting er sikkert: Når der engang kommer en konklussion, så står EjendomsWatch klar til at følge historierne til dørs og stille spåkonerne til ansvar.

God weekend.

Briefing uge 37: Når man forsager regnedrengene, alle deres gerninger og alt deres væsen

Briefing uge 36: Sultne udenlandske investorer giver danske købere baghjul

Briefing uge 35: Så blev det Jespers tur

Briefing uge 35: Så blev det Jespers tur 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også