Briefing uge 40: Krise hos ejendomsbranchens talerør?

Fremtiden for Ejendomdanmark er uvis, efter at topchefen er gået. Udlandsdansker med feriebolig-projekter for milliarder løber tør for tid. Og så valgte Cobblestone og Cura at lade sig skille. Læs EjendomsWatchs gennemgang af ugen, der gik.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Hvad er det, der sker i Ejendomdanmark?

Sådan starter vi ugens overflyvning i ejendomsbranchen, som bød på et ledelsesskift i Ejendomdanmark. Adm. direktør Jannick Nytoft har meddelt sin afgang til fordel for en plads i toppen af hotel- og restaurationsbranchens telerør, Horesta.

Nyheden kommer i kølvandet på en betydelig udskiftning i Ejendomdanmark, der i løbet af 2020/21 har haft ikke mindre end fire forskellige juridiske direktører.

Hvad skal man så lægge i det? Ikke andet end at der er rift om ledelsesprofilerne i ejendomsbranchen, hvis man spørger bestyrelsesformand Henrik Dahl Jeppesen. En mand, der tilsyneladende ikke er blevet headhuntet til en toppost endnu, efter han i august mere eller mindre frivilligt overlod direktørstolen i Deas til Rikke Lykke.

Hvorvidt Henrik Dahl Jeppesen kunne være interesseret i at overtage Jannick Nytofts job, glider han behændigt af på. Det har han faktisk slet ikke spekuleret over, lyder det fra formanden, der måske må forlade bestyrelsen ved forårets generalforsamling til fordel for en anden kandidat, nu hvor han ikke sidder i spidsen for en stor medlemsvirksomhed.

På et mere overordnet plan må man stille spørgsmålet: Er der en ledelseskrise i Ejendomdanmark? Hvor skal organisationen hen? Og hvad tænker medlemmerne; kan de måske lige så godt kunne se sig selv i Dansk Industri, Dansk Erhverv eller Finansdanmark?

Én ting er sikkert: Ejendomsbranchens talerør har med Jannick Nytoft mistet sit overhoved, der nok har fornyet organisationen, men som ikke har kunnet afværge en stribe politiske indgreb over for branchen. Spørgsmål er så, hvem der nu stiller sig op på sæbekassen – og hvad vedkommende vil sige for at inspirere masserne.

Tiden rinder ud for udlandsdansker

Ugen bød også på nyt fra en gammel kending, som efterhånden har markeret sig som en af årets helt store personligheder, ikke på bare EjendomsWatch, men i mediebranchen generelt.

Vi taler selvfølgelig om den Monaco-baserede ejendomsinvestor John Bengt Møller, der har turneret land og rige rundt med sin storslåede fortælling om at bygge et imperium af ferieparker i Danmark. Én på Møn, én på Lolland og én på halvøen Arrenæs i Arresø i Nordsjælland.

Sidstnævnte projekt har været i vælten i den forgangne uge, da det selskab, der ejer ejendommen, hvor ferieparken skal opføres, blev taget under rekonstruktion, da John Bengt Møller ikke har overført købesummen på 75 mio. kr. inden for købsaftalens deadline den 30. september.

John Bengt Møller fastholder, at det ene og alene skyldes teknikaliteter, at pengene ikke er overført, og slår i et interview med EjendomsWatch fast, at det er ham, der kommer med pengene. Også selvom det er kommet frem, at et britisk familiekontor har været i spil til at finansiere købet.

Hvad der er op og ned i den sag, må tiden vise. I første omgang er købsaftalen er blevet forlænget til den 15. oktober. Kommer pengene ikke inden da, er det nok tvivlsomt, om den indsatte rekonstruktør vil give udlandsdanskeren længere snor.

Handler i København og omegn

Der var også et par handler i ugens løb, som er værd at nævne.

Et konsoritum bestående af Nrep, Novo Holdings og Industriens Pension købte Freja Ejendommes 78.000 kvm grund i den nye bydel Jernbanebyen i København. En fond under britiske Verdion købte to logistikejendomme i henholdsvis Greve og Frederikssund på i alt 28.000 kvm. Og så købte Murermester Willy Lynggaard Petersens Familiefond en 8200 kvm boligejendom på Strandvejen nord for København af en Thylander-fond.

Derudover kom der yderligere detaljer på handlen af den 4000 kvm store ejendom på Ny Østergade 24-30 i det centrale København, som EjendomsWatch omtalte i forrige uge. Sælgeren, udvikleren Morten Boll, fortalte i et interview, at tyske Euro Real Estate gav det laveste startafkast, "der er handlet i flere år herhjemme," da de købte ejendommen for ca. 350 mio. kr.

Endelig var der historien om skilsmissen mellem ejendomsadministratoren Cobblestone og asset manageren Cura Management efter mindre end to års ægteskab. Curas ejer og adm. direktør, Lars Frederiksen, anerkendte over for EjendomsWatch, at man "er blevet klogere" og har indset, at det giver bedst mening at holde tingene adskilt.

Og så sluttede ugen med et portræt af Mette Seifert, der for nyligt skubbede Benny Buchardt Andersen ud af jobbet som adm. direktør i Deas Asset Management. En fyring, der sikkert ville slået hen som endnu et bevis på, at "jobmarkedet er brandvarmt," hvis man spurgte Henrik Dahl Jeppesen.

Dermed er vi i mål med ugens briefing. Til slut er der bare at ønske læserne: God weekend.

Briefing uge 39: Nedtælling til næste krise?

Briefing uge 38: Kunsten at følge en historie til dørs 

Briefing uge 37: Når man forsager regnedrengene, alle deres gerninger og alt deres væsen

Briefing uge 36: Sultne udenlandske investorer giver danske købere baghjul

Briefing uge 35: Så blev det Jespers tur

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også