Britisk långiver afviser udlandsdansker: "Vi er bestemt ikke et mellemled for hans investering"

Kapitalforvalter har afvist at låne John Bengt Møller penge til at købe Auderødlejren i Nordsjælland, bl.a. på grund af Peter Norvigs involvering. Adm. direktør afviser, at udlandsdanskeren er kunde i biksen og ønsker ikke at gøre forretninger med ham i fremtiden. John Bengt Møller varsler at melde sagen til politiet.
Foto: Matthew Childs/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Matthew Childs/Reuters/Ritzau Scanpix

Endnu en aktør lægger nu afstand til salget af Auderødlejren i Frederiksværk, som den Monaco-baserede ejendomsinvestor John Bengt Møller vil udvikle til en feriepark.

Den britiske kapitalforvalter Conrad Capital, der var i spil til at finansiere købet af den 72 hektar store ejendom, har nemlig trukket sig helt.

"Vores advokater i København har nu meddelt retten, at vi ikke længere er involveret i denne sag," skriver John Clifford, adm. direktør i Conrad Capital, i en mail til EjendomsWatch.

John Bengt Møller fortalte i starten af oktober, at han havde besluttet at trække låneansøgningen tilbage. Det er dog kun en del af sandheden, lyder det fra John Clifford, der oplyser, at Conrad Capital ikke ønskede at gå videre med sagen.

"Hr. Møller er fuldt ud bevidst om vores bekymringer over denne sag og vores grunde til at afvise ansøgningen," skriver John Clifford og fortsætter:

"Disse inkluderer bekymringer over Peter Norvig, der var forbundet til transaktionen, som vi forstår er under efterforskning for svindel i Danmark; det faktum at to valueringsfirmaer afviste at være involveret i transaktionen, og vores bekymringer over en retssag, hvor et britisk vallueringsfirma sagsøger hr. Møller."

John Bengt Møllers købsaftale på Auderødlejren udløb fredag den 15. oktober, uden at købesummen på 75 mio. kr. var overført.

"Intet tilhørsforhold"

John Bengt Møller har tidligere oplyst til EjendomsWatch, at tanken oprindeligt var at bruge Conrad Capital som "et mellemled" ifm. købet af Auderødlejren. Ifølge udlandsdanskeren var det således ham selv, der stod bag de penge, som han eventuelt skulle låne af kapitalforvalteren.

Dette bliver dog pure afvist af John Clifford, der understreger, at John Bengt Møller ikke er klient hos Conrad Capital.

"Vi er bestemt ikke et mellemled for hans investering," skriver John Clifford.

Hvad er jeres præcise tilhørsforhold til John Bengt Møller?

"Der er intet tilhørsforhold. Dette er en sag, hvor en part ganske enkelt kontaktede os for kommerciel finansiering."

EjendomsWatch har forholdt dette for John Bengt Møller, der har skrevet tilbage med følgende svar:

"Conrad Capitals mulige deltagelse i finansieringen af Auderødlejren var 6 mio. euro, svarende til ca. 45 mio. kr. Købsprisen er 75 mio. kr., hvilket betyder, at (det købende selskab, red.) skulle indbetale 30 mio. kr.," skriver John Bengt Møller i en mail.

John Clifford fra Conrad Capital har ligeledes afvist, at dette skulle være tilfældet, dog uden at gå i nærmere detaljer herom.

"Et svindelforetagende"

Uenighederne mellem Conrad Capital og John Bengt Møller har resulteret i, at udlandsdanskeren har varslet, at han vil melde kapitalforvalteren til politiet.

"Jeg er bekymret for at Conrad Capital er et svindelforetagende," skriver John Bengt Møller i en mail til kapitalforvalteren den 9. oktober, som John Clifford har videresendt til EjendomsWatch.

EjendomsWatch har kontaktet John Bengt Møller for at høre, hvad en eventuel politianmeldelse måtte indebære, hvilket udlandsdanskeren dog ikke uddyber.

"Den konkrete sag, som er Auderødlejren uvedkommen, varetages af min engelske advokat," skriver John Bengt Møller i en mail til EjendomsWatch.

Conrad Capital afviser, at sagen har noget på sig.

"Jeg har henvist sagen til vores advokater i London, som vil skrive til Møller og (en samarbejdspartner, red.) og bede dem tilbagetrække deres anklager. Hvis de afviser at gøre det, vil der blive taget yderligere handling," skriver John Clifford til EjendomsWatch.

John Bengt Møller har tidligere hentydet til, at han muligvis ville gøre brug af Conrad Capitals ydelser ifm. hans andre ferieparkprojekter på henholdsvis Møn og Lolland. Det skal han dog ikke forvente, lyder det fra John Clifford.

"Jeg har aldrig overvejet dette," lyder det kortfattet fra Conrad Capital-direktøren.

Købesum på 75 mio. kr. mangler: Sælger af feriepark-projekt taget under rekonstruktion

Konflikt omkring udlandsdanskers feriepark: Tidligere ejer varsler retssag mod direktør 

Mere uro om milliardprojekt: Norvig ville smide pengemand på porten

Fodboldrigmand støbte kuglerne til milliardprojekt på Møn

Fik gyldent håndtryk af byggematador: Nu finansierer han milliardbyggeri på Møn 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også