Briefing uge 43: Mens vi venter

EjendomsWatch giver en overflyvning af ugen, der gik, hvor blæsevejr i mere end én forstand prægede nyhederne.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
Emil Birkeland Klintorp

For tiden er der så mange, der holder vejret, at man kunne blive helt urolig for folks velbefindende.

Hvis ikke det tilbageholdte åndedræt skyldes stigende renter, ditto inflation og de deraf følgende tæsk til ejendomsværdierne, så stiger spændingen i disse dage også forud for et folketingsvalg, der tegner mere åbent og nervepirrende end længe.

Den heftige debat forud for indførelsen af lejeloftet og de langvarige skærmydsler omkring den endnu ikke indførte lagerskat viser, at mandatfordelingen i landets parlamentariske kammer bestemt betyder noget for ejendomsbranchen og dens aktører.

Stabilitet, tak

I den forgangne uge viste en undersøgelse, at en regering hen over midten af det politiske spektrum ikke vil være uspiselig for erhvervslivet.

64 procent af de 86 direktører, der deltog i Watch Mediers direktørpanel, mener ganske vist, at en blå regering vil være det bedste scenarie for deres virksomhed, mens 23 pct. altså ligefrem foretrækker en midtsøgende politik fra en kommende regering.

”En af de ting, der er vigtige for en virksomheds perspektiv, er stabilitet - at der ikke hele tiden bliver ændret på lovgivningen, og at man ved, hvad man har at rette sig efter,” lød det fra professor Kasper Møller Hansen som reaktion på undersøgelsen.

En af topcheferne i den danske ejendomsbranche håber fremover selv at komme på tinge. Eller tilbage skulle man måske sige, da det drejer sig om den tidligere konservative minister Jakob Axel Nielsen, der i dag er adm. direktør for ejendomsudviklingsselskabet Calum.

”Kriteriet for at haste lovgivning igennem er faldet alt for meget,” lød det bl.a. fra Jakob Axel Nielsen, og det var lige præcis et af de kritikpunkter, der for nylig blev slynget mod regeringens og dens støttepartiers lejeloft – bl.a. fra brancheorganisationen Ejendomdanmark.

Fyringer og nedskrivninger

I år har mange af branchens aktører nok brugt mere tid på at holde et vågent øje med egne regnskaber end med politikerne.

Flere ejendomsselskaber og mæglere er allerede skredet til fyringer og andre former for tilpasning af medarbejderstaben, og hos flere af landets største ejendomsinvestorer er der tale om svimlende beløb, som over relativt kort tid er barberet af værdierne.

Hos pensionsinvestoren ATP, hvorunder ATP Ejendomme, hører, har man i løbet af de seneste 12 måneder kunnet konstatere et formuefald på 250,7 mia. kr. – eller med andre ord: lige over en kvart billion. ”Vi står i en ekstrem situation,” forklarede Martin Præstegaard, ATP’s adm. direktør, der dog samtidig understregede, at de umiddelbare formuefald ikke har nogen betydning for, at pengetanken kan leve op til sine forpligtelser over for kunderne.

Tidernes ugunst har man også mærket hos landets største private boligudlejer, Heimstaden, der i den forgangne uge præsenterede et kvartalsregnskab, som viser en værdinedskrivning på omkring 4,5 mia. kr.

”Historisk har boligsektoren været en af de mest robuste aktivklasser under turbulente forhold,” lød de trods alt formildende ord fra afgående adm. direktør Patrik Hall.

Robuste er de konkrete boliger desværre ikke altid; flere af Danmarks første højhuse, Bellahøjhusene i København, er således ikke egnet til vindhastigheder over 11-12 sekundmeter, viser nye tekniske undersøgelser.

Det betyder i praksis, at beboerne skal evakueres i tilfælde af hård kuling, hvilket nu får Samvirkende Boligselskaber (SAB) og Københavns Kommune til at genhuse 149 familier.

Ingen julegave

Blæst har der de seneste år også været omkring den hæderkronede varehuskæde Magasin, der sidste år blev overtaget af tyske Peek & Cloppenburg, efter at den tidligere ejer, britiske Debenhams, var endt i økonomisk modvind.

Efter at have ejet de fire Magasin-ejendomme i omkring ti år har pensionsduoen ATP og Pensiondanmark nu solgt de 138.000 kvm tilbage tilbage til folkene bag det historiske stormagasin.

”Tilbagekøbet af de fire ejendomme på Kongens Nytorv i København, Aarhus, Lyngby og Odense har længe stået øverst på vores ønskeseddel,” fortalte Peter Fabricius, adm. direktør hos Magasin.

Der var dog ikke helt tale om en tidlig julegave, kunne EjendomsWatch efterfølgende afsløre, eftersom de fire aktiver ifølge de bagvedliggende selskabers seneste årsrapporter løber op i en samlet værdi af knap 4,4 mia. kr.

Helt så mange penge er ikke på spil, men dog til rigelighed repræsenteret, når branchen i næste uge samles til sit årlige topmøde, Ejendom2022. Her er EjendomsWatch igen mediepartner og vil dække de mange taler og workshops, forhåbentlig med supplerende kommentarer og interviews med nogle af Ejendomdanmarks medlemmer og andre deltagere.

Slutningen af ugen markerede også afslutning af artikelserien De Nye Jagtmarker, der har kørt siden foråret og sat fokus på Danmark uden for de klassiske universitetsbyer. Trods opbremsning i markedet, er der stadig fuld aktivitet i logistikhovedstaden Trekantsområdet ved Fredericia.

Ikke mere Briefing nu. Tilbage er kun at ønske god weekend.

Briefing uge 42: Udviklere under pres

Briefing uge 41: Dyrt at være fattig

Briefing uge 40: Lagerskat på stemmesedlen

Briefing uge 39: Et skib i høj sø

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også