Briefing uge 46: Med- og modvind over landegrænser

Selvom afstanden mellem købere og sælgere vokser på ejendomsmarkedet, formåede en række større og mindre aktører alligevel at få aftaler i hus i den forgangne uge, hvor især svenskerne gjorde sig bemærket. Ugens overflyving er klar.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
Af Emil Birkeland Klintorp

Mens vi venter ... ikke på Godot, men på en ny regering, er ejendomsbranchen som altid i fuld bevægelse.

Der er dog forskel på, hvilken retning de enkelte aktører bevæger sig i; hvor visse personager tripper mere eller mindre utålmodigt på stedet, er andre gået i backgear, mens en række øvrige selskaber trodser modvinden og møver sig fremad.

Hos EjendomsWatch holder vi et vågent øje med markedets udvikling, uanset hvilket vej det går for dets spillere, og dermed velkommen til endnu en overflyvning, hvor vi ser nærmere på nogle af de vigtigste historier fra den forgangne uge.

Stabilitet ønskes

At en kommende regeringsdannelse også er af stor betydning for ejendomsbranchen, er de færreste nok i tvivl om. Den erfaren brancheprofil Peter Frische slutter sig til det kor, der efterlyser politisk stabilitet. ”Særligt for ejendomsbranchen,” som han tilføjede.

Action har der ikke været meget af, siden den tidligere ejendomschef hos Industriens Pension i januar blev udpeget som svenske Areims første mand på dansk jord.

Ikke en eneste transaktion er det blevet til i den mellemliggende periode for fondsforvalteren fra Stockholm, og ”der er blevet længere imellem, hvad vi synes, det skal koste, og hvad sælgeren synes, det skal koste,” lød det fra Peter Frische, der fortsat holder udkig ene mand fra sit hjemmekontor.

Svenske svinkeærinder

Så var der straks mere palaver omkring Areim-folkenes landsmand, ejendomsmogulen Rutger Arnhult, der har flere danske aktiver på bogen. Sammen med sit selskab Corem har Arnhult netop indgået en hensigtserklæring om at frasælge ejendomme for omkring 5,3 mia. svenske kr. (ca. 3,6 mia. kr.).

Hvorvidt danske ejendomme indgår i planerne, ønsker det børsnoterede selskab ikke at udtale sig om, men ønsket om frasalg kommer kort tid, efter at selskabet med henvisning til usikre markedsbetingelser måtte opgive et rejse kapital ved at udstede nye obligationslån.

Rutger Arnhult er med sit omfattende krydsejerskab en omdiskuteret skikkelse i branchen, og han blev for nylig undsagt af investoren Roger Akelius i sin beskrivelse af, at Castellum, hvor Arnhult har afgivet sin aktiemajoritet til netop Akelius, har en tilfredsstillende finansiering.

Netop Castellum, der ejer 16 kontorejendomme i København, meldte i denne uge ud, at man pga. de ”turbulente tider med markant usikkerhed på de finansielle markeder” smækker pengekassen i ved konkret at sænke den maksimale belåningsgrad til 40 pct. af balancen samt sætter stop for aktieudbytter.

Den tyske forbindelse

Svenskerne formåede i det hele taget at skabe stribevis af overskrifter i den forgangne uge. Nordeuropas næststørste boligudlejer, Heimstaden, styrker således sit partnerskab med tyske Allianz, og ud over en kapitalindsprøjtning i det fælles svenske selskab Heimstaden Eagle betyder aftalen, at man runder 30.000 boligenheder i det tyske.

”Man skal jo aldrig sige aldrig,” lød svaret fra Heimstadens investeringsdirektør, Christian Fladeland, på EjendomsWatchs spørgsmål om, hvorvidt et lignende samarbejde kunne blive aktuelt i Danmark.

”Man kan da ikke afvise, at Danmark eller andre markeder for den sags skyld kunne blive relevante at samarbejde om, men det er ikke noget, der er på tapetet,” lød det fra Fladeland.

Udsalg på Frederiksberg

På mere lokalt niveau har Frederiksberg Boligfond tilsyneladende redet stormen af gennem netop frasalg. Det drejer sig konkret om de tre ejendomme Roskildegården, Sønderjyllandsgården og Solbjerggård, der med sine i alt 546 boliger overgår til den almene boligadministrator KAB.

Hvad den betingede købsaftale indbringer den trængte boligfond, vides ikke, men fondens formand, Flemming Brank, er ikke i tvivl om, at skiftet i ejerskabet er ”en god løsning for beboerne.”

Tilfreds er man også hos ejendomsselskabet Jeudan, der ganske vist kom ud af tredje kvartal med faldende omsætning, men hvis indtjening stiger.

”Bag resultaterne ligger blandet andet en udlejningsprocent på 98 for København og Frederiksberg,” lød det fra adm. direktør Per W. Hallgren, der over for EjendomsWatch erkender, ”at vi måske mister lidt flere kunder end vi plejer.”

”Men når der dog kommer kunder ind i den anden ende, er der jo ikke grund til at hæve panderynkerne,” konstaterer Jeudan-bossen.

Aarhusianere rykker

At alt ikke er gået i stå, er udviklingen af det 70.000 kvm store aarhusianske byområde Trælasten et eksempel på. Her har bygherren Pensiondanmark netop holdt rejsegilde for erhvervsbyggeri og den første boligkarré, hvor 37 af de i alt små 250 ejer- og lejeboliger står færdig.

I landets største by, København, er aarhusianerne også med til at sætte dagsordenen. Brødrene Mogens og Olav de Linde er således hver især i gang med hhv. at bygge videre på en historisk ejendom på Holmen og købe op i Fiolstræde i hjertet af hovedstaden.

I det nye ugentlige nyhedsbrev EjendomsWatch Mennesker var det også et jysk islæt, der tog opmærksomheden; i et længere interview fortalte tidligere minister og nuværende Calum-direktør Jakob Axel Nielsen bl.a., at han umiddelbart er klar til at ”brænde plakaterne” og vinke farvel til politik, efter at det ikke lykkedes ham at komme i Folketinget i forbindelse med det netop afholdte valg.

Tip til gode historier eller nyt om interessante navne kan som altid sendes til mail@ejendomswatch.dk.

Det var alt for Briefing i denne omgang. God weekend og på gensyn i det, der sikkert bliver endnu en begivenhedsrig uge.

Briefing uge 45: Drevne aktører med stamina

Briefing uge 44: Valgets tale

Briefing uge 43: Mens vi venter

Briefing uge 42: Udviklere under pres

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også