Bestyrelse skal betale "usædvanligt" honorar tilbage til ejendomsfond

FINGRENE I FONDSMIDLER: To bestyrelsesmedlemmer i fond med ejendomme for 700 mio. kr. skal betale vederlag tilbage, efter at de har givet sig selv 590.000 kr. for at behandle en myndighedshenvendelse.
Anders Hvass, der deponerede sin advokatbestalling i juni 2022, har for anden gang på to år fået en reprimande fra Erhvervsstyrelsen for sin ageren i ledelsen i Peter og Emma Thomsens Legat. Her ses han i 2010. | Foto: Jens Dresling / Politiken
Anders Hvass, der deponerede sin advokatbestalling i juni 2022, har for anden gang på to år fået en reprimande fra Erhvervsstyrelsen for sin ageren i ledelsen i Peter og Emma Thomsens Legat. Her ses han i 2010. | Foto: Jens Dresling / Politiken

590.000 kroner er ikke et sædvanligt honorar for at besvare en kontrolhenvendelse fra Erhvervsstyrelsens fondstilsyn.

Sådan lyder det i en afgørelse af tilsynet, der har pålagt to bestyrelsesmedlemmer i Peter og Emma Thomsens Legat at betale størstedelen af pengene tilbage til fonden.

”Styrelsen påbyder bestyrelsen at søge det for meget udbetalte vederlag tilbagebetalt til fonden straks inklusiv lovpligtige renter,” skriver Erhvervsstyrelsen i afgørelsen fra 27. juni 2022, som EjendomsWatch har fået aktindsigt i.

De to bestyrelsesmedlemmer er formanden, Troels Jacobsen, og Anders Hvass. Sidstnævnte er tillige fondens administrator og direktør i fondens datterselskab, Løvgården, som ejer en 22.000 kvm boligudlejningsejendom på Søndre Fasanvej 25-69 på Frederiksberg, der i seneste årsregnskab er opgjort til en værdi på 700 mio. kr.

Anders Hvass fik i 2020 kritik af tilsynet for i årevis at have bestridt en ulovlig dobbeltrolle i fonden. Det er netop på grund af denne sag, at bestyrelsen har givet sig selv det usædvanligt høje honorar i 2020 – et honorar, som ledelsen fastholder, var helt berettiget. 

”Vi har indbragt Erhvervsstyrelsens afgørelse for Erhvervsankenævnet, og jeg vil da blive overrasket, hvis de vil stadfæste det her,” siger den 76-årige Anders Hvass, der har drevet Advokatfirmaet Anders Hvass i København frem til 1. juli 2022, hvor han deponerede sin advokatbestalling.

Peter og Emma Thomsens Legats største aktiv, Løvgården, består af en boligudlejningsejendom på 22.000 kvm beliggende på hjørnet af Søndre Fasanvej og Porcelænshaven, lige ud til Frederiksberg Have. | Foto: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Peter og Emma Thomsens Legats største aktiv, Løvgården, består af en boligudlejningsejendom på 22.000 kvm beliggende på hjørnet af Søndre Fasanvej og Porcelænshaven, lige ud til Frederiksberg Have. | Foto: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Honorarer ”i den høje ende”

Det usædvanlige honorar udspringer af, at Peter og Emma Thomsens Legat i oktober 2019 modtog en kontrolhenvendelse fra Erhvervsstyrelsen, der anmodede bestyrelsen om at redegøre for en række forhold i fonden.

Henvendelsen medførte en længere korrespondance mellem fonden og tilsynet, som i juni 2020 endte med, at Erhvervsstyrelsen udtalte kritik af, at Anders Hvass igennem en årrække havde været direktør for datterselskabet Løvgården, samtidig med at han efter styrelsens opfattelse reelt fungerede som bestyrelsesformand for Peter og Emma Thomsens Legat.

Bestyrelsen valgte herefter at udbetale et særligt ”krisehåndteringshonorar” som dækning for den tid, som Troels Jacobsen – der blev valgt til bestyrelsesformand i maj 2020 – og Anders Hvass havde brugt på at besvare kontrolsagen fra Erhvervsstyrelsen.

”Krisehåndteringshonoraret er opgjort for Troels Jacobsen og Anders Hvass til henholdsvis 416,5 timer og 425 timer, hvoraf Troels Jacobsen har modtaget kr. 250.000 og Anders Hvass kr. 340.000. Det er styrelsens vurdering, at honoraret ligeledes er usædvanligt,” skriver Erhvervsstyrelsen i sin afgørelse fra juni 2022.

”Det er Erhvervsstyrelsens klare opfattelse, at besvarelsen af en henvendelse fra styrelsen er en del af, hvad der i al væsentlighed må karakteriseres som almindeligt bestyrelsesarbejde,” står der endvidere i afgørelsen.

Sammenlagt med det almindelige bestyrelsesvederlag i fonden betød det, at Troels Jacobsen modtog 403.125 kr. i 2020, mens Anders Hvass’ vederlag beløb sig til 458.750 kr.

Begge vederlag overstiger – efter Erhvervsstyrelsens vurdering – hvad der vurderes sædvanligt i sammenlignelige fonde. Det er i strid med erhvervsfondsloven, og på den baggrund har styrelsen påbudt Troels Jacobsen at betale 153.125 kr. tilbage til fonden, mens Anders Hvass skal tilbagebetale 258.750 kr.

Selv efter nedsættelsen mener Erhvervsstyrelsen, at ”honorarerne fortsat er i den høje ende”, og derfor hæfter man sig i afgørelsen ved, at fonden i fremtiden vil sænke honorarerne yderligere.

”Styrelsen har noteret sig, at bestyrelsens vederlag fremadrettet vil udgøre kr. 75.000 pr. bestyrelsesmedlem, bortset fra Troels Jacobsen, der frem til udgangen af 2021 modtager et årligt tillæg på kr. 37.500 i forbindelse med forvaltningen af legatets værdipapirbeholdninger,” skriver Erhvervsstyrelsen, som varsler, at man vil følge op på sagen ”ved aflæggelse af fondens næste årsregnskab”.

Bestyrelse spræller i nettet

EjendomsWatch har foreholdt Erhvervsstyrelsens afgørelse for Anders Hvass, der fortæller, at han og Troels Jacobsen allerede har tilbagebetalt de pågældende honorarer. Han mener dog, at det er for tidligt at konkludere det endelige udfald.

”Vi tilbagebetalte pengene med det samme, med forbehold om at få dem tilbage igen, når Erhvervsankenævnet har afgjort sagen. Jeg kan ikke forestille mig, at de har samme syn på sagen som styrelsen,” siger Anders Hvass.

Han påpeger, at bestyrelsen allerede 18. juni 2020 kontaktede Erhvervsstyrelsen, hvor man gjorde opmærksom på, at man agtede at fakturere krisehåndteringshonoraret.

Her afviste styrelsen at forholde sig til udbetalingen, idet styrelsen i sit svar alene anførte, at man ville ”lade oplysningerne indgå i Erhvervsstyrelsens almindelige tilsyn som fondsmyndighed for fonden.”

”De blev gjort opmærksom på de her honorarer allerede i juni 2020, og vi kan kun udlægge deres svar som, at det ikke giver anledning til, at honorarerne skal nedsættes,” siger Anders Hvass, der mener, at Erhvervsstyrelsen dermed har forpasset sin chance.

”De havde alle oplysninger om, hvor mange timer der var brugt, hvor stort honoraret var, og at det ville blive debiteret. Når de ikke reagerede dengang, så har de fortabt adgangen til at give sig til at nedsætte de honorarer,” siger den forhenværende advokat.

Anders Hvass har også gjort påstanden gældende for Erhvervsstyrelsen forud for dennes afgørelse. Erhvervsstyrelsen har imidlertid afvist påstanden med henvisning til, at det ikke er tilsynsmyndighedens opgave at godkende et planlagt bestyrelsesvederlag.

”Erhvervsstyrelsen skal for fuldstændighedens skyld og endnu engang understrege, at det alene er bestyrelsen, der er ansvarlig for fastlæggelsen af bestyrelsens vederlag. Erhvervsfondsloven indeholder således ikke hjemmel til, at styrelsen kan godkende vederlaget, og vi er alene tillagt kompetence til at nedsætte bestyrelsens vederlag, hvor dette findes for højt,” skriver Erhvervsstyrelsen i sin afgørelse fra juni 2022.

Foruden Anders Hvass og Troels Jacobsen består bestyrelsen i Peter og Emma Thomsens Legat af et tredje medlem, advokat Kirsten Kristensen. Hun afløste i 2019 Hasse Christian Blangstrup, der samme år rettede henvendelse til Erhvervsstyrelsen for at gøre opmærksom på en række forhold i henhold til fondens drift, som det forhenværende bestyrelsesmedlem fandt kritisabelt.

Kirsten Kristensen er også bestyrelsesmedlem i Aage Bangs Fond, som EjendomsWatch tidligere har beskrevet i serien Fingrene i Fondsmidler. Serien har afdækket en række forhold om inhabilitet og usædvanlige honorarer til fondens forhenværende bestyrelsesformand, advokat Torben Heding Andersen, og administrator, advokat Morten Heding Andersen, der igennem en årrække har været en del af samme advokatkontor som Kirsten Kristensen.

Advokater flyttede ind i fonds ejendom uden aftale: ”Uheldigt og uprofessionelt”

Tilsyn udtaler kritik af ejendomsadvokats dobbeltrolle i fond

Formandens søn stod til gevinst – nu dropper fond 16.000 kvm boligprojekt

Fratrådt direktør modtager penge fra ombrust ejendomsfond resten af sit liv

Tilsyn retter blikket mod næstformands millionhonorar i ombrust ejendomsfond

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også