Briefing uge 21: Skærende kontraster i et anspændt marked

Der er ikke nødvendigvis langt fra milliardsucces til ditto fiasko i et ejendomslandskab, som de fleste aktører kan blive enige om, er ramt af store udfordringer. Det er blot nogle af de ting, vi ser nærmere på i vores faste overflyvning over ugens største begivenheder i branchen.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

En uge med en enkelt hviledag i form af Kristi himmelfart bød på højt svævende ambitioner såvel som planer, der faldt til jorden.

For at begynde med det sidste i denne uges Briefing var der fortsat ikke hul igennem til investoren Peter Soldbro Dubin, som vi her på EjendomsWatch ellers gerne ville have spurgt ind til en stort anlagt milliardhandel med studieboliger, der måtte droppes, kort før kuglepennen ramte papiret.

Velinformerede kilder kunne ikke desto mindre fortælle, at den omsiggribende usikkerhed og stigende inflation havde fået køber til at sænke sit tilbud til et niveau, der åbenbart var for lavt til den pressesky sælgers smag.

At materialepriserne i byggebranchen kun går én vej for tiden som følge af de netop nævnte faktorer, er ikke noget nyt. Det er det til gengæld, at et storstilet aarhusiansk byggeprojekt er sat i bero – i øvrigt i lighed med en lang række andre projekter, der er på tegnebrættet på de kanter.

Lyspunkter mod øst

Anderledes stærke vinger har AKF’s projektdrømme tilsyneladende længere mod øst – nærmere bestemt i Albertslund vest for hovedstaden, hvor investerings- og ejendomskoncernen vil opføre sit hidtil største byggeri i form af ca. 85.000 kvm og mere end 1000 boliger.

Rekordprojektet, som det lykkedes EjendomsWatch at opsnuse, er del af det omfattende bydelsprojekt Hersted Industripark, der skal absorbere en god portion af de mange mennesker, der forventes at flytte til københavnsområdet de kommende årtier.

AKF-topchef Ino Dimsits lagde ikke skjul på sin glæde over milliardprojektet, men luftede i samme åndedrag en vis bekymring over ”byggeprisernes udvikling, efterspørgslen på boliger samt betalingsevnen hos lejerne.”

Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik fortsætter København og andre større byer med at suge indbyggere til sig fra landets stadig mere tyndt befolkede egne. Selvom det fortsat kniber med at få folk til at gå ind i butikkerne på et af hovedstadens travleste handelsstrøg, så sikrede markante værdiopskrivninger og øget efterspørgsel på kontor Jorcks Ejendomsselskab et trecifret millionoverskud i 2021 efter et usædvanligt år med røde tal.

”Butikker var i virkeligheden nemmere at udleje før i tiden, og kontor var lidt sværere i indre by. Nu er det så med modsat fortegn,” forklarede topchefen for det mere end 100 år gamle selskab, Bjarke Bendix Cloos.

Fundet for de penge

Også hvad navnestoffet angår, bød den forgangne uge på varierende grader af meddelsomhed; hos Deas var der masser at hente fra nogle af de nye kræfter, der træder ind ad døren hos ejendomsforvalteren i forbindelse med en større omstrukturering, mens det var så som så med talelysten hos ejer og direktør i 2E Group, Jesper Skovsgaard, der har sagt farvel til sin driftsdirektør efter bare en måneds ansættelse.

”Der er ikke noget mærkeligt i det,” konstaterede Jesper Skovsgaard.

Vi slutter denne afkortede uge af med endnu et kapitel i den stadig mere kulørte føljeton om Drost Fonden, der i stedet for at indkassere millioner på salg af en 200 kvm stor lejlighed i hjertet af Frederiksberg i forbindelse med et lejerskifte valgte at videreudleje de kostbare kvadratmeter til beskedne 10.000 kr. om måneden.

Den nye lejer? Såmænd ingen ringere end fondens tidligere direktør og bestyrelsesformand, advokat Torben Heding Andersen.

”Højst usædvanligt,” lyder den umiddelbare reaktion fra Lejernes Landsorganisation, mens Torben Heding Andersen selv mener, at der ligefrem er tale om ”overleje.”

Dermed nåede vi til vejs ende for denne uges Briefing, og her fra EjendomsWatch er der blot tilbage at ønske vores trofaste læsere en god weekend.

Briefing uge 20: Proptech, slæb og raseri

Briefing uge 19: Rigtige kunder kan ej købes for penge

Briefing uge 18: Gefion i nye klæder

Briefing uge 17: Ejendomsadministratorfight

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også