Briefing uge 18: Gefion i nye klæder

Tabt egenkapital, milliardgæld og trussel om konkurs hænger ikke længere over ejendomsudvikleren Gefion Group. Det gør til gengæld striben af samarbejdspartnere, der går konkurs.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

”Enormt glade og stolte”.

Det var ordene fra Thomas W. Færch, ejer og adm. direktør i Gefion Group, da ejendomsudvikleren først på ugen kunne aflægge årsregnskab, hvor gælden var nedbragt med 1 mia. kr. og der igen var sorte tal på bundlinjen.

Det er afsættet for denne overflyvning af ugens begivenheder i ejendomsbranchen, Briefing.

En række frasalg har pyntet på Gefions tal pr. 31. december – mere uvist er det, hvordan selskabet har det i dag, fire måneder senere.

I hvertfald kastede Aarhus-entreprenøren Q-Construction, som Gefion har hyret til at bygge 166 boliger på Amager, fredag håndklædet i ringen, ifølge kurator Søren Christensen Volder, Bech-Bruun, fordi ”der er bygherrer, som ikke har betalt deres faktura,” som han sagde til Licitationen.

En samarbejdspartner, der går konkurs, er set før hos Gefion Group: Den seneste, nummer tre på lige så mange år, skriver sig op i rækken efter Harder Elements og B. Nygaard Sørensen.

Tilfældigheder?

Det kan selvfølgelig være ren og skær tilfældighed. Eller også tegner det billedet af en bygherre, som presser sine underleverandør lige til kanten. At der næsten er et mønster i konfliktfyldte relationer, underbygges også af den tidligere beskrevne strid mellem Gefion Group og entreprenøren Jeppesen Byg.

Apropos konkurs, så afværgede hæderkronede KHR Architecture fredag at ende der, efter at rekonstruktionen af selskabet, der blev indledt i marts, faldt på plads og selskabet nu kan starte på en frisk.

Det samme ser Casa-topchef Torben Modvig ud til at skulle, når denne uges opkøb af Herning-entreprenøren KPC med milliardomsætning efter planen falder på plads, om konkurrencemyndighederne vil.

Den type usikkerhed er der ikke omkring ejendomsselskabet Jeudans nyeste investering i det københavnske kontor- og butikskompleks Galleri K, der i ly af lukkede børsmarkeder blev annonceret en lørdag. Modsat forgængerne er det nu til evigt eje, sagde topchef Per Hallgren efterfølgende til EjendomsWatch.

Rekordregnskab

Ejerskabet bliver der heller ikke rokket ved hos familien Andreasens Rødovre Centrum, som nok engang kunne levere rekordregnskab. Af andre regnskaber i ugen kan nævnes Carlsberg Byen, Habro, DSB Ejendomsudvikling, servicefirmaet Anders Andersen, C.F Møller og Sjælsø Management.

På navnefronten fik Danmark i ugens løb ny boligminister i Christian Rabjerg Madsen, som umiddelbart har skruet lidt ned for parolerne i forhold til sin forgænger, mens Alfa Development er det nye og mere internationale navn for udvikleren Elf. Og hos The Many var det efter ”en fantastik rejse” tid til farvel hos den sidste medstifter.

Det samme siger EjendomsWatch. Tilbage er kun at ønske god weekend.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår