Briefing uge 36: Sultne udenlandske investorer giver danske købere baghjul

Ny investor fra Østrig melder sig på markedet i Danmark, hvor også amerikaner i denne uge øgede sin tilstedeværelse. Hidsige priser og lave startafkast får nogle danske købere til at stå af ræset.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Det danske ejendomsmarked fortsætter sin internationalisering: Udenlandsk kapital strømmer ind og presser priserne op og afkastene tilsvarende ned, hvilket får nogle danske investorer til at melde sig ud af kampen og i stedet kaste deres kærlighed på alternative investeringsmuligheder, hvor priserne er knap så hidsige.

I denne uge meldte udbyderen af ejendomsinvesteringsprojekter Core Property Management sig klar med sin 11. fond, der i lighed med forgængeren målrettes projekter, der først skal opføres. Risikoen er højere, men det kan vise sig klogt, hvis alternativet er boligejendomme, som både ind- og udenlandske investorer løber efter, og hvor afkastkravene er presset ned mellem 2 og 3 pct.

En del udenlandske investorer accepterer regnestykket, da et beskedent afkast er bedre end ingenting, og det sender ejendom efter ejendom i hænderne på købere uden for Danmark.

I denne uge gjaldt det en boligejendom i beskeden størrelse på Frederiksberg, som gik til østrigske Walter Immobilien, mens et andet boligprojekt i Søborg, som EjendomsWatch kunne fortælle om allerede tirsdag, blev skudt af til udlandet, dog med et fortsat dansk medejerskab af bl.a. Deas Asset Management. Også i Odense fik byens centrale p-anlæg ny europæisk ejer, da kommunen solgte ud.

Tilbud verfet væk

En udenlandsk køber, der måtte gå med uforrettet sag, var en kapitalfond, der havde set sig lun på Copenhagen Capital og var parat med et milliardbud med 15 pct. i kurspræmie, som bestyrelsen dog fik verfet væk. Det gode spørgsmål er selvfølgelig, om aktionærerne, anført af smykkemillionær Paul Hvelplund også siger nej, hvis et nyt tilbud rummer en præmie på 25, 30 eller 50 pct.

I så fald ryger endnu et børsnoteret selskab ud af kurslisterne og vil følge samme vej som Admiral Capital, Asgaard Group og for mange år tilbage Ejendomsselskabet Norden, der alle har overladt fondsbørsen temmeligt alene til Jeudan, når det gælder ejendomsselskaber.

Netop Norden var med ny ejerkreds aktuel i denne uge med købet af en større portefølje fra Tryg Forsikring. Heri indgik også et aktiv i Maribo, som man måtte acceptere for at få fat i juvelerne i centrum af København.

"Det er ikke derfor, vi købte," som det lød fra direktør Peter Andreassen, der nu skal finde en ny ejer af det lollandske aktiv.

Jesper skovløber?

På navnefronten vakte Jesper Andreasen opsigt ved at gå fra borde i Rødovre Centrum, dog ikke længere end til bestyrelseslokalet, hvor han sætter sig for bordenden, så han kan forfølge en gammel drøm om at arbejde med naturen. For første gang i 45 år indtages chefstolen af én person uden for stifterfamilien.

Hos den i egen optik fremstormende kapitalforvalter Roof Management fortsatte udskiftningen, da både en direktør og to bestyrelsesmedlemmer fandt ud af, at matchet ikke var det rette – en information, som den glittede pressemeddelelse i vanlig stil var klinisk renset for.

Og så fortsatte EjendomsWatch med at undersøge udlandsdanskeren John Bengt Møllers dispositioner på dansk grund, hvor persongalleriet hører til i den kulørte afdeling.

En dårlig kopi

I ugens løb kunne EjendomsWatch konstatere, at artikler om By & Havn, Freja Ejendomme, Roof Management, norske Petter Stordalen og amerikanske Starwood blev efterabet andetsteds i både vinkling, overskrifter og redaktionel prioritering – ja, selv slåfejl er tidligere blevet kopieret.

De kvalitetsbevidste læsere af nærværende medie vil dog vide, at en kopi sjældent er bedre end originalen. Omvendt gør det ikke noget, hvis der spildes kaffe på den.

Med disse ord er kun tilbage at ønske god weekend.

Briefing uge 35: Så blev det Jespers tur

Briefing uge 34: Kvinderne tager roret i Deas

Briefing uge 33: Den store handel som aldrig blev

Briefing uge 32: Svenskerne kommer 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også