Briefing uge 24: En fed fidus

Man skal ikke nødvendigvis eje murstene selv for at kunne tjene gode penge på dem, lyder det fra den britiske Pears-familie. Ugens overflyvning, Briefing, er klar.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Tørken hærger Danmark i mere end en forstand. Men i modsætning til i skove og enge, hvor brande er en daglig udfordring, er der ikke udsigt til, at der for alvor kommer fut under ejendomsmarkedet og transaktionerne lige med det samme.

Med de ord velkommen til denne uges Briefing, der overflyver en uge, hvor en del af branchen har fundet vej til dette års Folkemøde på Bornholm.

En af ugens interessante nyheder var om den uhyre velhavende, britiske Pears-familie, som via sine formuebesiddelser i danske mursten lægger op til at finansiere ejendomme for andre. Når der ikke er interessante opkøb at kaste sig over, fordi sælgerne holder igen, må pengene ud at arbejde på anden vis, og her er ”loan-to own” en ny forretningsmulighed, lød det fra landechef Emil Holmboe Christensen, da EjendomsWatch talte med ham.

Badmintonspiller fra Malta

Helt så fed en fidus var det ikke, da det Næstved-baserede ejendomsselskab Mayland fik ”den fynske revisor” og fallent Johnny Hast Hansen – der slet ikke er revisor – til at svare på spørgsmål fra Erhvervsstyrelsens regnskabskontrol. Det viser sig, at regnskaberne har været oppumpede og i fire år i træk har rummet fejl, som firmaet selv kalder ”ikke noget særligt.”

Som Jyllands-Postens kommentator Anders Heide Mortensen tørt konstaterer om EjendomsWatchs artikel, så er man sikret medieomtale, hvis man bruger en konkursramt og karantænedømt ”talfikser”, der tidligere har indsat en badmintonspiller fra Malta som direktør i 18 selskaber.

Heldigvis er det ikke ren elendighed altsammen. De gode eksempler i branchen er værd at fremhæve, og derfor er EjendomsWatch igen i år mediepartner med Ejendomdanmark, når brancheorganisationen inviterer til topmødet Ejendom2023 til oktober.

Her er der prestigefyldte priser at vinde for de dygtigste, der kan smykke sig med hædren som Årets Ejendomsvirksomhed, Årets Bæredygtighedspris og Årets Mest Nytænkende Virksomhed. Gå derfor allerede nu ind og forslå kandidater til priserne her.

Koncenton-kritik igen-igen

Hvis der også fandtes en pris for årets mest kritiserede virksomhed, må den aarhusianske udbyder af ejendomsprojekter Koncenton være med i feltet. Sidste uges Briefing, der bar overskriften Koks i Koncenton, var ganske dækkende, da selskabet i denne uge fik endnu en omgang kritik fra Finanstilsynet for at have mangelfulde processer.

En anden projektudbyder, Kartago Capital og dens investorer, ser ud til skulle overtage en ejendom, som familien Thygesens selskab ellers havde købt. Så er det vel nok heldigt, at familien kontrollerer begge dele.

Var der nogen, der sagde dobbeltrolle? Nå, ikke. Hvad så med denne: En advokat strikker en deal sammen, men repræsenterer samtidig den ene parts ejer. Det er kort fortalt, hvordan Bruun & Hjejles tidligere ledende partner har ageret, da ejendomsselskaberne Dades og Nrep indgik en meget omtalt forvaltningsaftale i 2021. 

Selv vælger han strudsestrategien, men som juraprofessor Frederik Waage konstaterer, så vil det ”nok være en god idé, at advokaten eller Bruun & Hjejle forklarer sig.”

Sidste regnskabsspurt

Nogle af de sidste 2022-regnskaber er på vej ind – som regel et fingerpeg om ikke alt for overbevisende tal. 

Det gælder bl.a. husbyggeren Milton Huse, hvor gælden er omvendt proportional med salget, og leverandøren af bygningsdrift Forenede. Også kapitalforvalteren Keystone kunne mærke, at det har kostet at sidde i samme båd som sine kunder i et hårdt finansielt 2022, mens MT Højgaard er kørt i hegnet med sine udenlandske aktiviteter, og derfor må nedjustere for gud ved hvilken gang.

På navnefronten skal ISS Danmark ud at finde ny gulvskrubbechauffør i spidsen for det hele, mens pensionsselskabet P+ sendte sin hidtidige investeringsdirektør helt til tops og gav plads til en ny profil på hans ledige stol. Hos Newsec var selskabets nye direktør Julie Rømsing efter lidt betænkningstid parat til at sige ord, mens norske Bulk Industrial Real Estate åbnede danske kontor med Mads Bæk Pedersen som landechef.

Ikke mere Briefing for nu.

Tip til gode historier eller ris og ros kan som altid kan sendes til mail@ejendomswatch.dk.

Tilbage er kun at ønske god weekend og fortsat godt Folkemøde til dem, der har taget turen til Bornholm.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også