Briefing uge 13: Regnskabets time

Tal – små som store, positive som negative – fløj rundt i luften i ugen op til påske, hvor EjendomsWatch trods stormvejr på markederne fik en række optimistiske aktører fra ind- og udland i tale.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Det er ikke kun erantis, vintergæk og krokus, der pibler frem, nu hvor vi lægger de mørkeste måneder bag os. Landets virksomheder offentliggør også tal fra det forgangne år i så lind en strøm, at vi ligefrem taler om en decideret regnskabssæson.

Den er vi midt i, og det er her, vi påbegynder vores faste overflyvning, Briefing.

Alt efter hvem vi spørger, er årsrapporterne i større eller mindre grad udtryk for et øjebliksbillede. Ikke desto mindre giver de – sort på hvidt – som regel pålidelige fingerpeg om, hvor en forretning er på vej hen, og hvor skoen eventuelt trykker.

Efter et turbulent 2022, hvor store dele af den professionelle ejendomsbranche ufrivilligt er havnet i en rutsjebanetur dikteret af spektakulære udsving og markedsbevægelser, er der sikkert mange aktører, som i år retter ekstra opmærksomhed mod tal og forventninger hos konkurrenterne.

Udvikling og afvikling

Hos et af landets største privatejede ejendomsselskaber, M. Goldschmidt Holding, er der ikke mange krisetegn at spore med en bundlinje, der runder den halve milliard, og markante projekter undervejs – med nordsjællandske Frederiksbro som det største.

Jovist, de stigende renter er med til at sende afkastkravene opad og lægge låg på opskrivningerne, men samtidig resulterer rentehoppet i positive værdireguleringer af koncernens realkreditgæld i størrelsesordenen 564 mio. kr. Intet er så skidt...

Adm. direktør Søren Bjørn Hansen lagde heller ikke skjul på sin begejstring, da EjendomsWatch slog på tråden og fik at vide, at man hos Goldschmidt ligger ualmindeligt lunt i svinget, selvom ”det stormer udenfor.”

Det er dog ikke alle investorer, hvis ejendomsaktiver er placeret i det, vi med en let omskrivning kunne kalde ”den gyldne banan” fra Københavns Indre By og videre op langs den nordsjællandske riviera. 

Hos hårdt prøvede Agat Ejendomme har man godt nok reduceret sin gæld med frasalget af Ringsted Outlet til tyske Patrizia, men negative værdireguleringer sendte bundlinjen et godt stykke under frysepunktet hos det børsnoterede selskab, hvis egenkapital siden 2017 er skrumpet fra over en milliard til under 400 millioner.

Agat er, erkender ledelsen, fortsat ”udfordret strategisk,” og man vil den kommende tid ”undersøge de strategiske muligheder for at øge værdiskabelsen for selskabets aktionærer, herunder om hele eller dele af koncernens aktiviteter med fordel kan sælges.”

Tro på fremtiden

Et netop offentliggjort regnskab var også afsættet for en snak med Aarhus-profilen Claes Remien, hvis koncern favner bredt, og som senest har fået folk til at spærre øjnene op med et højhusprojekt på 20 etager ved byens havn.

Hvor man hos Agat vil sløjfe sin developmentforretning, bliver der udviklet på livet løs fra Remien Holdings side. Ni igangværende projekter kan der tælles til, og da den slags ifølge ejeren ikke er ”så nemt i øjeblikket,” handler det for ham om ”at være stærke på driftsmaskinen – vores motor – med driften af alle de lejemål, vi har, og så bygger vi ovenpå med alle vores udviklingsprojekter.”

Spørger man erhvervsmægleren Newsec giver det god mening at kaste sig over markedet for lejeboliger – en boligform, der har vundet frem det seneste årti, og hvis berettigelse ikke mindskes af strammere kreditkrav i banker og realkredit.

”Det stabile, langsigtede potentiale i boligudlejningsejendomme betyder, at investorer, der har adgang til finansiering, eller har et placeringsbehov, fortsat vil efterspørge denne ejendomstype,” konstaterer Newsec-boss Morten Jensen i en ny analyse.

Nogenlunde samme toner havde tidligere på ugen lydt fra en anden mæglerbiks, Nordicals, hvor adm. direktør Erik Andresen kunne berette fra den netop overståede udgave af ejendomsmessen Mipim i Cannes, at udenlandske investorer trods tidernes ugunst stadig ser Danmark som et ”ekstremt” attraktivt land at placere sine midler i.

Sort og hvidt

Netop Mipim var stedet, hvor EjendomsWatch fik de selvsamme udenlandske aktører med danske interesser i tale. 

Den schweiziske fondsforvalter og asset manager Swiss Life Asset Managers har efter 14 års tilstedeværelse i Danmark besluttet sig for at etablere et kontor i landet, da man med 3,5 mia. kr. under forvaltning ifølge selskabets danske repræsentant, Anders Hornskov Jakobsen, har ”opnået kritisk masse.”

”Vi har en stor opkøbslyst og regner med, at vi også i det nuværende marked kan lave nogle gode handler,” lyder det optimistisk.

En anden international investor med forårsfornemmelser er finske Citycon, der i lighed med føromtalte Agat gør sig i butikscentre. Her afviser finansdirektør Bret McLeod enhver snak om, at man skulle bære rundt på en tyngende gældspukkel som resultat af, at de stigende renter har fået interessen for usikrede virksomhedsobligationer til at svinde ind.

Adm. direktør Scott Ball forudser ligefrem, at huslejen og ejendomsværdierne i porteføljen vil udvikle sig positivt i de kommende år.

”Vores drift går rigtig godt – faktisk er den aldrig gået bedre. Når man læser pressedækningen, så skulle man ikke tro, at nogen ville sige det lige nu, men sådan er det,” lyder det fra topchefen.

Mere dystert ser det ud på tværs af det europæiske kontinent, hvis man spørger analytikerne fra amerikanske Citibank. Herfra tales der om, at ejendomsværdierne i år og næste år kommer til at rasle mellem 20 og 40 pct. yderligere ned, hvilket primært skyldes de dyrere låneomkostninger.

Milliardhandel runder ugen af

Op- og nedture kender de alt til hos Coop, der ikke mindst med lukningen af Irma har fyldt meget i medierne – også de såkaldt sociale af slagsen – på det seneste.

Fredag var dagligvarekoncernen igen i overskrifterne, da det lykkedes at lande en milliardhandel med samarbejdspartneren Pensiondanmark. Tiltrængte midler for en koncern, der frem mod 2027 har tænkt sig at bruge 4 mia. kr. på den ”transformation,” man har valgt at kalde ”Fremtidens Coop.”

Den nærmeste fremtid byder på det, man i tidligere tiders religiøse termer kaldte ”den stille uge,” nærmere bestemt dagene mellem palmesøndag og påskedag.

EjendomsWatch kommer ikke desto mindre til at genopstå allerede på mandag, og selvom der bliver skruet en my ned for nyhedsstrømmen, så kan vi frem mod Skærtorsdag garantere masser af læseværdigt stof fra den danske ejendomsbranches hellige haller.

Indtil da ønskes du, kære læser, en velsignet weekend. Briefing er tilbage fredag efter påske.

Tip til gode historier eller ris og ros kan som altid kan sendes til mail@ejendomswatch.dk.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også