Coop sælger fra for milliardbeløb

Pensiondanmark overtager ejendomme og arealer fra Coop, efter at parterne gennem to år har samarbejet om udviklingen af Coop Byen i Albertslund på den københavnske vestegn. Den samlede pris lyder på omtrent 1 mia. kr., oplyses det i en pressemeddelelse.
Aftalen omfatter desuden Brøndby Ferskvarecenter, Brødcooperativet i Brøndby, Coops servicekontor i Albertslund samt Hasselager Ferskvarecenter ved Aarhus – ejendomme, der nu vil blive drevet og udviklet af pensionsselskabet, men lejet ud til Coop, og som alt i alt løber op i 96.700 kvm.
Med det fulde ejerskab over byudviklingsprojektet Coop Byen Vest overtager ansvaret for 378 lejligheder og rækkehuse på et 32.000 kvm stort område.
”Udviklingen af moderne, fleksible og bæredygtighedscertificerede erhvervsejendomme og byområder er en kernekompetence for Pensiondanmark, og derfor er denne aftale med Coop helt oplagt,” siger Marius Møller, direktør i Pensiondanmark Ejendomme, i meddelelsen.
”Vi ser frem til en ny fase af vores samarbejde og en investering, som vil bidrage til en fornuftig forrentning af vores medlemmers pensionsopsparinger.”
Salget skal sammen med en ny finansieringsaftale være med til at løfte Coops 4 mia. kr. dyre strategi om frem mod 2027 at etablere supermarkedskæden af samme navn samt udbygningen af kæden 365discount.
”Vores opsparing i mursten er vokset med et milliardbeløb gennem de seneste år. Vi bruger en del af den opsparing til at gennemføre denne store transformation,” siger Kræn Østergård Nielsen, adm. direktør hos Coop, og bliver suppleret af ejendomsdirektør Flemming Møller Hansen:
”Vi har gennem de seneste to år haft et godt og tæt samarbejde med PensionDanmark om udviklingen af Coop Byen Vest, og denne aftale lover godt for det fremtidige samarbejde, og giver os fleksibilitet i forhold til vores lagerstruktur på den lange bane,” lyder det fra Flemming Møller Hansen.
Tilbage i 2021 blev det meldt ud, at Coop Byen over en ti-årig periode vil blive udbygget med i alt 1800 boliger, og at den samlede bydel vil have en markedsværdi på omkring 6 mia. kr. Dengang lød det, at de første beboere forventes at flytte ind medio 2024, men i denne måned blev det så meldt ud, at projektet er forsinket et år, og at første spadestik først tages dette efterår.
De nyopførte boliger i Coop Byen vil blive certificeret med DGNB Guld og desuden bære Svanemærket.
Relaterede artikler:
Coop og Pensiondanmark går sammen om ny grøn bydel
For abonnenter