Briefing uge 9: På A- eller B-holdet?

Det bliver stadigt mere tydeligt, hvem der driver en stabil butik, og hvem der kløjes i det. Ugens overflyvning er klar.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
Af Jørgen Bendsen

Sjældent har en regnskabssæson som den igangværende vist større kontrast mellem de virksomheder, der har styr på forretningen, og dem, der er mere udfordrede.

Med de ord velkommen til denne omgang Briefing, der hver fredag – med både humor og alvor – ser tilbage på ugens skæve gang i ejendomsbranchen.

Her skilte især to erfarne herrer sig ud: Den ene Jeudan-direktør gennem snart 30 år, Per Hallgren, der leverede sit hidtil stærkeste resultat, godt hjulpet på vej af at have sikret sig langsigtet, god dansk realkreditfinansiering og ved at huske at lægge til side i gode tider, så egenkapitalen nu runder 13 mia. kr. og sender soliditeten over 35 pct. Et niveau, mangen en udfordret investor vil ærgre sig gul og blå af misundelse over.

Den anden er den 66-årige aarhusianske og tømreruddannede udvikler Jørn Tækker, der i ugens løb lige rystede et overskud på næsten 900 mio. kr. ud af ærmet og sendte balancen op i 7,4 mia. kr., heraf de 4 i egenkapital. Det var dog ikke megen jysk beskedenhed i hans egen glæde over et ”bundsolidt” regnskab.

Knap så glat

Fælles for de to selskaber er, at de har supererfarne personer i front, som tidligere har prøvet kræfter med kriser og lavkonjunktur og lader andre om at løbe høj risiko eller investere i ejendomme til papirtynde afkast.

Helt så glat kører det ikke for en tredje, ganske garvet profil i branchen: Henrik Wessmann og hans Oskar Group, hvor det i sidste uge kneb med at skillinge sammen til at få et obligationslån indfriet. Til overlod sad han fredag i retten i Lyngby i en sag om moms- og skattesvindel

Hvis det kan være ham en trøst, er han ikke alene med at skulle endevende skuffer og skaber i jagten på kapital. Selv den amerikanske kapitalforvalter Blackstone måtte i denne uge skuffe ejerne af et obligationslån i Finland, da det ikke lykkedes at skaffe finansiering.

Samme udfordring arbejder også danske NPV ihærdigt med i sit milliardprojekt Gammelhavn i Vejle, hvor man er i ”fremskreden dialog” med en ikke navngiven bank, som det lyder fra partner Kim Lang Sørensen, efter at Akademikerpension allerede er gået delvist ind i projektet.

Regnskabets time

Mandag blev årsrapporten fra Heimstaden foldet ud, og i lighed med sine svenske konkurrenter slap man heller ikke her for negative værdireguleringer og en gældsætning på over 50 pct. af balancen, hvilket sidste år fik ratingfirmaet S&P til at ændre sit syn fra stabil til negativ.

Samme manøvre, udført af storebror Moody’s, ramte i ugens løb konkurrenten Balder, hvor det på samme vis er gældens størrelse, der giver panderynker.

Men de svenske udfordringer skal man ikke frygte spreder sig over Øresund, lød det beroligende fra Flemming Joseph Jensen, der er chef for Balder Danmark. Her trådte man nemlig allerede på bremsen i 2021, da den erfarne udviklers indre seismograf kunne mærke, at markedet var under forandring.

Regnskaberne talte også entreprenørfusionen Nordstern, der lykkedes at få flere medier til at viderebringe det glade budskab om en boomende toplinje – uden at den markante tilbagegang på bundlinjen blev adresseret. Også Svanen Gruppen, Park Street, Anders Andersen, Cowi, Parken og Pensiondanmark var blandt dem, der lagde 2022-tal frem.

Navneleg

På navnefronten leverede M. Goldschmidt Holding nyt med rekrutteringen af ny kassemester, mens Catella sagde farvel til sin. Og så præstenterede Proptech Denmark den række af navne, der skal sikre et velbesøgt arrangement ved dette års Proptech Symposium 15. maj. 

Med det runder vi ugens Briefing af med en påmindelse om, at tip til gode historier eller ris og ros som altid kan sendes til mail@ejendomswatch.dk.

God weekend.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også