"Rimelig robust": Pengetanken boomer hos Jeudan-chefen

Rekordår får ejendomsselskabet til at polstre sig yderligere til mere usikre tider. Topchefen lægger vægt på at have styr på finansieringen.
"Vi står tilbage med en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 33.000-34.000 kr. Så jeg føler mig helt tryg," siger Jeudan-topchef Per Hallgren om selskabets ejendomsportefølje på små 35 mia. kr. | Foto: PR / Jeudan
"Vi står tilbage med en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 33.000-34.000 kr. Så jeg føler mig helt tryg," siger Jeudan-topchef Per Hallgren om selskabets ejendomsportefølje på små 35 mia. kr. | Foto: PR / Jeudan

Et rekordår på både top- og bundlinje hos Jeudan giver selskabet ekstra ro i en tid, hvor langt fra alle i ejendomsbranchen har styr på deres fremtidige finansiering.

Tirsdagens årsrapport viste et resultat før skat på 4,3 mia. kr., og ifølge topchef Per Hallgren kunne tallet have været endnu større, hvis ikke Jeudan havde skruet en smule ned for værdiansættelsen i en del af den knap 35 mia. kr. store ejendomsportefølje.

”Vi har haft gode resultater med genudlejning på de lejemål, der er genudlejet i løbet af 2022. Hvis vi havde holdt fast i det samme afkastkrav som i starten af 2022, havde vi haft en positiv værdiregulering på 2,2 mia. kr., siger Per Hallgren til EjendomsWatch i forlængelse af tirsdagens årsrapport.

I alt endte værdireguleringerne af ejendommene på lige under en halv mia. kr., der dækker over, at 42 ud af selskabets 200 ejendomme har fået hævet afkastkravet, der betyder, at gennemsnittet havner på 4,1 pct. mod 3,8 pct. i 2021.

”Vi har skruet afkastkravene lidt op. Og så har vi foretaget reservationer til arbejdet på ejendommene på samlet 1,7 milliarder. Vi står tilbage med en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 33.000-34.000 kr. Så jeg føler mig helt tryg,” siger Per Hallgren.

’”Vi har jo kunnet følge, hvad der har været handlet til de sidste seks måneder. Fordi vi også har været præsenteret for dem, men ikke har købt dem, kender vi jo detaljerne, og der kan vi se, at der ligger vi heller ikke skævt til,” fortsætter han om den værdiansættelse, selskabet baserer sig på.

Løftet soliditet

Med en nederste bundlinje på 3,3 mia. kr. øger selskabet atter soliditeten, der nu overstiger 35 pct. og dermed nærmer sig de 40 pct., hvor Jeudans bestyrelse betegner selskabet som overkapitaliseret.

En del af pengene sendes nu ud som udbytte, hvor især de to ejere, William Demant Fonden og Augustinus Fonden med tilsammen 82 pct. af aktierne, får gavn af at få 3 kr. pr. aktie mod 2,4 kr. de foregående to år.

Per Hallgren afviser, at det øgede udbytte er udtryk for, at selskabet skruer ned for opkøbslysten, hvor musklen til den slags ligger omkring 5 mia. kr. Men et andet problem spiller ind: Udbuddet af ejendomme at købe er umådelig lav i centrum af København, hvor fokus ligger.

Er det så bare at sidde og vente på bedre tider?

”Nej, jeg har jo sådan en relativt stor virksomhed at drive. Det er ikke fordi jeg sidder og venter. Der er ikke noget stort udbud i den her periode, men det kommer vel på et eller andet tidspunkt,” siger han.

Robusthed

De to velpolstrede ejere giver en ekstra tryghed oveni den økonomiske stødpude på godt 13 mia. kr., som egenkapitalen er udtryk for. Og dertil kommer udskudt skat, som Per Hallgren angiver til 3 mia. kr.

”Så er vi sådan nærmest en soliditet på 40 pct. Det er sådan rimelig robust. Det er jeg glad for i den verden, vi lever i lige nu,” siger han og peger på bl.a. den usikkerhed, som en del svenske aktører slås med, hvor den sædvanlige finansieringskilde, virksomhedsobligationer, er blevet uhyre dyre sammenlignet med dansk realkredit, som Jeudan bekender sig til for hovedparten af sin finansiering.

”Egenkapital, 20-30 årige realkreditlån og udskudt skat. Det er til at overskue, og der er en stor grad af sikkerhed i det. Så det er ikke sådan, at vi med finansiering på nogen måde føler os bekymrede,” siger Per Hallgren, der også fremhæver de to ejerfonde som en yderligere tryghedsskabende faktor i urolige tider.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også