Briefing uge 41: Svensken på disken

Ser myndighederne noget, som branchen ikke får øje på, når de vil gøre ejendomsudlån dyrere? Blå-gule bekymringer rumsterer. Denne uges Briefing er klar.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Intet tyder på, at det kriseramte svenske ejendomsmarked er ovre det værste endnu. Gældstynget selskab efter selskab er længere og længere ude i tovene, og hvis en dominoeffekt af kollapser først sætter i gang, er de bare fire kilometer, hvor Øresund er smallest, en ringe sikkerhed mod at blive ramt af blå-gule ulykker. Det naturlige afsæt for denne uges Briefing.

Selvom det danske ejendomsmarked generelt har langt større sikkerheder indbygget i kraft af sit mere end hundrede år gamle realkreditsystem og hang til langfristet finansiering, så ejer de pressede svenske ejendomsselskaber stadig for over 100 mia. kr. i Danmark. 

Hvordan vil et masseudsalg påvirke priserne? Og hvordan vil det påvirke de værdiansættelser og afkastkrav ”til markedsværdi”, som de fleste selskaber benytter?

Det er givetvis nogle af de betragtninger, der ligger bag, at vagthunden for finansiel stabilitet, Det Systemiske Risikoråd, nu anbefaler politikerne at pålægge landets banker ekstra polstring i forbindelse med ejendomsudlån.

De samme politikere skal også sikre, at nybyggeriet følger med befolkningsudviklingen, og det fremmes selvsagt ikke af at gøre det dyrere, sådan som bl.a. Finans Danmark og DI påpeger.

Men hvis den danske ejendomsbranche kigger lidt indad, er det svært at komme uden om, at sundhedstilstanden hos mange, især udviklere, er til at overse. 

Nærværende medie har i månedsvis sat lys på problemerne, ikke altid til udtalt begejstring for dem, vi har set nærmere på.

Oskar, Skovsgaard og Rolin

Aktuelt forsøger Oskar Group at afværge en konkurs, nordjyske Jesper Skovsgaard har ligeledes måttet se en stribe af de insolvente selskaber, han behændigt nåede at sælge til sin fætter på regnskabsårets sidste dag, gå konkurs. I den mindre seriøse afdeling fortsætter forestillingen i Cirkus Rolin – bedre kendt som låneplatformen Fundbricks – med at udstille danske småinvestoreres naivitet, når det gælder deres risikotagning ved at lege med konkursryttere med løfter om gyldne afkast, som i tombolaen viser sig at være nittelodder.

Med dette bagtæppe er det måske ikke så underligt, at de ansvarlige myndigheder ønsker strammere tøjler for branchen.

Netop problemerne i Sverige fik i ugens løb Nrep, der nu kalder sig Urban Partners, til at flage med sin købsinteresse, når andre nu har problemer.

”At investere, når andre ikke er i stand til det – hvis du har overbevisning, mod og kapacitet – er et godt tidspunkt at handle,” sagde adm. direktør Claus Mathisen. Også Tyskland er på radaren for at billige aktiver kan samles op, skriver Børsen fredag.

Blackstone slår til

Om det ligefrem var en fristende pris, der fik amerikanske Blackstone til at slå til og gøre AKF og Ino Dimsits til den glade sælger af ti styk industriejendomme vides ikke, men handlen til mellem en halv og trekvart mia. kr. i denne uge brød med det generelle billede af, at købere og sælgere er for langt fra hinanden.

Det sidste var også tilfældet for PFA Pension, der med henvisning til markedsvilkårene nu lægger to kollegieprojekter i Aarhus og København i mølpose. Afgående ejendomsdirektør Michael Bruhn holder dog fast i, at de senere vil blive støvet af og igangsat. Efter nytår er han dog fortid hos PFA og kan ikke holdes op på den forudsigelse.

Navnligt navne

På navnefronten var det skiftedag for Nrep-partner Henrik Bender og tidligere MT Højgaard-chef Jesper Nordby, der går til Nordstern, mens Huscompagniets topchef, Martin Ravn-Nielsen, over for EjendomsWatch satte flere ord på, hvorfor tidligere Danske Bank-direktør Jesper Høybye måtte stoppe som finansdirektør efter blot seks måneder.

Hos Agat Ejendomme varsler formand og storaktionær sin afgang, mens der hos Alfa Development er optur for direktør Jack Renteria, som sætter sig i spidsen for netværket Urban Land Institute for de næste to år, efter at have taget over fra Catella-profilen Jesper Bo Hansen.

Og så blev det dagbladet Børsen, der fik ejendomsinvestor Michael Sehested i tale om den personlige konkurs, som ramte ham i august, men hvor han dengang afviste at tale med EjendomsWatch.

“Det er farligt at spekulere i personligt regi i erhvervsejendomme. Der er tale om gode beliggenheder, men med finansieringen af ejendommene sammenholdt med de givne lejeforhold har Michael Sehested været afhængig af tidernes gunst, og det er ikke gået hans vej,” sagde kuratoren, advokat Nicolai Dyhr, der nu skal feje op efter konkursen.

Ikke mere Briefing for nu. God ferie til dem, der holder efterårsferie i uge 42. Som altid kan tip til gode historier eller ris og ros sendes til mail@ejendomswatch.dk.

God weekend.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også