Ejendomsadvokater på spil i endnu en fond: Far og søn lavede millionaftaler

FINGRENE I FONDSMIDLER: To advokater, der er far og søn, har modtaget millioner fra fond. Sønnen har fået ansvar for et ejendomsprojekt, mens faren har tjent en million på at investere fondens penge. 
Aage Bangs Fonds største aktiv er ejendommen Østergade 27 på Strøget i København, der i seneste regnskab er opgjort til 163 mio. kr. Formandens søn står i spidsen for et stort renoverings- og forbedringsprojekt af ejendommen. | Foto: Google

Advokaterne Torben og Morten Heding Andersen, der er far og søn, har i de seneste år tjent millioner af kroner i den erhvervsdrivende fond Aage Bangs Fond.

Siden 2017, hvor Torben Heding Andersen blev bestyrelsesformand, og Morten Heding Andersen overtog posten som adminstrator for fonden, har de to advokater modtaget i omegnen af seks mio. kr. for diverse ydelser, foruden et årligt bestyrelsesvederlag på 80.000 kr. Det fremgår af fondens årsregnskaber.

”Bestyrelsen har truffet beslutning om at indgå aftaler med Morten og Torben på et fuldt oplyst grundlag, og der er skriftlige kontrakter på det hele,” siger direktør og bestyrelsesmedlem i Aage Bangs Fond, advokat Kirsten Kristensen, der gennem en lang årrække har delt kontor med Torben og Morten Heding Andersen i advokatfællesskabet Arup & Hvidt.

Aage Bangs Fond har overført næsten lige så mange penge til nærtstående parter (altovervejende til Torben og Morten Heding Andersen) i perioden 2017-2021, som fonden har uddelt til sit erklærede formål: At yde økonomisk støtte til forskning inden for hudsygdomme. | Foto: Aage Bangs Fonds årsrapporter, 2017/18-2020/21

EjendomsWatch har tidligere afdækket, at Torben og Morten Heding Andersen har tjent et større tocifret millionbeløb i Drost Fonden, mens de har siddet i bestyrelsen, og at Erhvervsstyrelsen har udbedt sig en redegørelse fra fonden.

Det afgørende er, at bestyrelsesmedlemmer i erhvervsdrivende fonde ikke sætter egne interesser over fondens. Det forklarer Rasmus Feldthusen, juraprofessor ved København Universitet og medlem af Komitéen for god Fondsledelse.

”En fondsbestyrelse har til opgave at varetage fondens interesse, herunder økonomiske interesse, hvilket indebærer, at indgåede aftaler skal være markedskonforme,” siger Rasmus Feldthusen, der udtaler sig generelt og ikke om den konkrete sag.

Fik en million for aktieinvesteringer

En af de ydelser, som de to advokater har udført for Aage Bangs Fond, er aktieinvesteringer.

I slutningen af 2017 indgik fonden således en aftale om formueforvaltning med Torben Heding Andersen, der få måneder forinden var tiltrådt som bestyrelsesformand. EjendomsWatch er i besiddelse af aftalen.

Torben Heding Andersen fik mandat til et forvalte fondens aktieportefølje på ca. 30 mio. kr., og fonden optog et lån på 20 mio. kr., som formanden ligeledes fik til opgave at investere.

For det fik han fem procent af det årlige afkast, og hvis afkastet oversteg 12 procent af porteføljens værdi, ville han modtage hele 20 procent af den del.

Aftalen om formueforvaltning er indgået som et tillæg til en 20 år gammel administrationsaftale, som er indgået mellem Aage Bangs Fond og Torben Heding Andersens advokatselskab. | Foto: Aftale om formueforvaltning mellem Aage Bangs Fond og Advokat Torben Heding Andersen ApS, november 2017

Her kan Torben Heding Andersen have brudt de advokatetiske regler. En advokat må nemlig ikke lave aftaler, hvor man får del i afkastet. Det forklarer Lars Økjær Jørgensen, fagchef i Advokatsamfundet, der har ansvaret for at føre tilsyn med advokater.

”En advokat må generelt ikke indgå honoraraftaler, som går ud på, at advokaten skal have en andel af det udbytte, der måtte opnås ved gennemførelse af en sag. Det vil derfor kunne være i strid med reglerne at aftale en procentsats af et afkast, der er et resultat af advokatens indsats afhængig af de konkrete forhold,” siger Lars Økjær Jørgensen, der udtaler sig generelt og ikke om den konkrete sag.

Derudover vil det være brud på både de advokatetiske regler såvel som erhvervsfondsloven, hvis myndighederne vurderer, at aftalen ikke er indgået på markedsvilkår.

”I tilfælde af at honoraret må betragtes som eksorbitant stort i forhold til ”det rimelige”, vil det efter omstændighederne også kunne udgøre en disciplinær forseelse for advokaten, som der også kan klages over til Advokatnævnet,” siger Lars Økjær Jørgensen.

Nordea tilbød at forvalte Aage Bangs Fonds aktieportefølje for et årligt vederlag på 10.000 kr. i forbindelse med formandsskiftet i fonden. Bestyrelsen valgte i stedet at indgå en betydeligt anderledes aftale med den nytiltrådte formand, Torben Heding Andersen. | Foto: Referat af bestyrelsesmøde i Aage Bangs Fond, 10. november 2017

Ifølge årsregnskaberne for 2019/20 og 2020/21 modtog Torben Heding Andersen ca. 1 mio. kr. for forvaltning af investeringsporteføljen. Dette skyldes, at man i sommeren 2020 valgte at sælge ud af sin aktieportefølje, og at man i den forbindelse realiserede fondens udestående med Torben Heding Andersen.

”Nu er det Morten (Heding Andersen, red.), der har det overordnede ansvar for vores aktieinvesteringer, og han har ikke en lige så lukrativ aftale, som Torben havde,” siger direktør Kirsten Kristensen til EjendomsWatch.

Opret et gratis prøveabonnement på EjendomsWatch her

Morten og Torben Heding Andersen har løbende fået honorarer for bl.a. administration af Aage Bangs Fond, inspektørtilsyn og udarbejdelse af varmeregnskab for fondens ca. 2000 kvm ejendom på Østergade 27. | Foto: Aage Bangs Fonds årsrapport for 2020/21

Tjener millioner på ejendomsprojekt

Det er ikke kun fondens værdipapirer, som Morten Heding Andersen står i spidsen for. Han er også administrator for fonden og har fået ansvaret for et omfattende renoverings- og forbedringsprojekt af fondens ca. 2000 kvm ejendom beliggende på Østergade 27, også kendt som Strøget, i København.

Aage Bangs Fond har indgået aftale med Morten Heding Andersens helejede selskab om bygherrerådgivning og byggesagsadministration på projektet. Ifølge årsregnskaberne for 2018/19, 2019/20 og 2020/21 har han modtaget i omegnen af 2,5 mio. kr. for dette indtil videre.

”I forhold til bygherrerådgivning og byggesagsadministration så har jeg været inde og gennemgå aftalerne med mine mest kritiske øjne. Og der var det, at jeg konstaterede, at aftalerne var på markedsvilkår,” siger Kirsten Kristensen.

”Der står i kontrakten med Morten Heding Andersens selskab, at honoraret til teknisk rådgivning ligger på cirka 15 procent af byggeomkostningerne. Det er til arkitekter, landinspektører, ingeniører og Morten som bygherrerådgiver. Det er en meget almindelig procentsats,” siger direktøren videre.

Morten Heding Andersen bad om en tredjedel af teknikerhonoraret ifm. udviklingen af Østergade 27, da bestyrelsen i Aage Bangs Fond skulle tage stilling til projektet i 2015. | Foto: Referat af bestyrelsesmøde i Aage Bangs Fond, 18. juni 2015

Byggeomkostningerne til projektet var oprindeligt kalkuleret til at ligge i niveauet 45-50 mio. kr., men er undervejs steget til op mod 70 mio. kr., fortæller Kirsten Kristensen. Hovedårsagen hertil er, at der i samarbejde med bestyrelsen er foretaget tilkøb, og at projektet er blevet forsinket og fordyret på grund af corona.

”Morten har løbende præsenteret bestyrelsen for forskellige tilkøb til byggeriet. Morten har jo sans for kvalitet. Og det er noget, som den her bestyrelse har været meget interesseret i. Vi ikke går ind for billige løsninger i de byggerier, som vi har ansvaret for,” siger Kirsten Kristensen, der afviser, at Morten Heding Andersen har profiteret af de stigende byggeomkostninger.

Aage Bangs Fonds administrator, Morten Heding Andersen, gjorde i februar 2021 status på fondens økonomi og igangværende projekter over for bestyrelsen. Her oplyser han, at fondens omkostninger har overskredet det senest vedtagne budget med 10 procent, og at fondens likviditetsbehov dækkes ind med nye lån i ejendommen Østergade 27. | Foto: Mail fra Morten Heding Andersen til bestyrelsen i Aage Bangs Fond, 26. februar 2021

Ingen andre rådgivere i spil

Kirsten Kristensen fortæller, at aftalerne om bygherrerådgivning og byggesagsadministration ikke har været udbudt til andre leverandører eller på anden vis konkurrenceudsat.

”Det har ligget bestyrelsen på sinde at bruge en rådgiver, vi havde tillid til. Og som hans far sagde i en af dine artikler om Drost Fonden: Hvorfor skal man give opgaven til en anden, når Morten er den bedste her i landet? Det er jo det, der er tilfældet,” siger Kirsten Kristensen.

Men er Torben Heding Andersen ikke også farvet af, at det er hans egen søn? Og på samme måde kan man spørge, om du ikke også er farvet, fordi du har arbejdet sammen med Morten og Torben i Arup & Hvidt i mange år?

”Jeg synes godt, at jeg kan skille skidt og kanel.”

Den samlede gæld i Aage Bangs Fond er vokset fra fire millioner kroner til 76 mio. kr., siden Torben Heding Andersen blev bestyrelsesformand i 2017. | Foto: Årsrapporter for Aage Bangs Fond, 2016/17-2020/21

Kirsten Kristensen fortæller, at både hende selv og Torben Heding Andersen har deltaget i fondsbestyrelsens beslutninger, selvom deres mangeårige forretningspartner – og for formandens vedkommende, søn – har økonomiske interesser i projektet.

Dette kan være problematisk ud fra et advokatetisk såvel som et erhvervsfondsretligt perspektiv, såfremt myndighederne vurderer, at bestyrelsesmedlemmerne selv har haft en interesse i Morten Heding Andersens forretning.

”Hvis advokater i en bestyrelse for eksempelvis en fond har interesser i en mulig kontraktspartner, så kan disse advokater ikke deltage i forbindelse med fondens forhandling og indgåelse af kontrakt med den pågældende kontraktspartner. I modsat fald kan advokaterne have handlet i strid med god advokatskik,” siger Lars Økjær Jørgensen fra Advokatsamfundet.

Bestyrelsen i ombrust fond fordobler egen løn på baggrund af tvivlsom sammenligning

Ejendomsadvokat havde ulovlig dobbeltrolle i velgørende fond: ”En beklagelig fejl”

Ejendomsadvokat er født med en sølvske i munden: Søn ”arver” fars fonde som kunder

Nyt rådgiverfirma for ejendomsudviklere opstår på advokaters fundament fra 1934

Ny chef for asset management skal bidrage til advokatfirmas øgede fokus på ejendomme 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også