Ejendomsadvokater med dobbeltroller har modtaget millioner fra velgørende fond

FINGRENE I FONDSMIDLER: Ejendomsadvokater har i årevis været både ledelse og leverandør i almennyttig fond. Søn har overtaget poster efter sin far. ”Nogle mennesker er bare dygtige,” siger han.
Advokaterne Arup & Hvidt har siddet på ledelsen i Drost Fonden siden 80'erne. | Foto: Google Street View
Advokaterne Arup & Hvidt har siddet på ledelsen i Drost Fonden siden 80'erne. | Foto: Google Street View

Selskaber tilhørende ejendomsadvokaterne Morten og Torben Heding Andersen, der er far og søn, har over en femårig periode modtaget et større tocifret millionbeløb fra en erhvervsdrivende almennyttig fond, hvor far og søn selv har siddet i ledelsen.

Det viser en gennemgang af fondens regnskaber, som EjendomsWatch har lavet. Heraf fremgår det, at de to advokater løbende har modtaget betydelige honorarer for ydelser forbundet til fondens ejendomsportefølje.

Morten og Torben Heding Andersen har begge været partnere i Advokaterne Arup & Hvidt, der gennem en årrække har haft som sit speciale at drive fonde med ejendomsaktiver. Selskabet bliver i dag drevet som en regulær rådgivervirksomhed inden for ejendomsudvikling under navnet Arup Hvidt, som EjendomsWatch beskrev fredag.

”Min kundesammensætning i dag er fonde og private familier. Og fondene er klart den største,” siger Morten Heding Andersen, ejer og adm. direktør i Arup Hvidt, til EjendomsWatch.

Morten Heding Andersen har overtaget ledelsen af Drost Fonden fra sin far, advokat Torben Heding Andersen. | Foto: PR / Arup & Hvidt
Morten Heding Andersen har overtaget ledelsen af Drost Fonden fra sin far, advokat Torben Heding Andersen. | Foto: PR / Arup & Hvidt

Når der er tale om honorarer, hvor medlemmer af fondsledelsen varetager omkostningstunge opgaver for fonden, så er det afgørende, at dette sker på markedsvilkår, siger Rasmus Kristian Feldthusen, juraprofessor ved København Universitet og medlem af Komitéen for god Fondsledelse.

”Såfremt en bestyrelse påtænker at indgå aftaler med et bestyrelsesmedlem eller dennes virksomhed, bør bestyrelsen konkurrenceudsætte opgaven, for derigennem at sikre sig at en indgået aftale er den bedste i forhold til pris og kvalitet,” siger han til EjendomsWatch.

Det er dog ikke altid i fondes interesse at indhente bud på en konkret opgave fra andre aktører på markedet, lyder det fra Torben Heding Andersen.

”Inden man gør det, så skal man vurdere, hvad det koster at lave en sådan konkurrenceudsættelse. Og der er man nogle gange nødt til at sige: Hvis man skal have gjort noget kvalificeret, så må man vælge det, man kender, og som man ved er godt,” siger Torben Heding Andersen til EjendomsWatch.

Familiemedlemmer fik bestyrelsesposter

Arup Hvidts største kunde er Drost Fonden, der har aktiver for ca. 700 mio. kr. Det er en erhvervsdrivende almennyttig fond, grundlagt i 1984 på arven efter Svend Erik Drost, der var enearving til en større ejendomsformue.

Svend Erik Drost var psykisk syg og stiftede aldrig selv familie, så da han døde testamenterede han – på rådgivning af Arup & Hvidt – hele sin formue til en fond, som senere blev oprettet i hans navn, nemlig Drost Fonden.

”Det var et mangeårigt klientforhold og meget tæt personligt forhold til Svend Erik Drost, som førte det til det,” siger Torben Heding Andersen, der har været bestyrelsesformand og adm. direktør i fonden.

Det var Torben Heding Andersen, der sammen med to kollegaer fra Arup & Hvidt stod for at stifte Drost Fonden. Jævnfør fondens fundats sad de tre advokater på faste bestyrelsesposter, og hvis de valgte at træde ud af bestyrelsen, udpegede det afgående medlem selv sin efterfølger, som så overtog det faste bestyrelsesmandat.

I dag består fondsbestyrelsen af tre faste medlemmer og to, der er valgt af den øvrige bestyrelse for fire år ad gangen. De tre faste mandater er alle familiemedlemmer til tidligere Arup & Hvidt-advokater, der selv har siddet i bestyrelsen. Og en af disse er Morten Heding Andersen, der foruden at være bestyrelsesmedlem også er fondens adm. direktør.

”Når Svend Erik Drost har valgt nogle ansvarlige mennesker til at varetage fonden, og jeg bliver udpeget som en af de mennesker, så får jeg også til opdrag at sikre, at næste skridt også er alvorlig og kvalificeret. Og der kan jeg sige, at Morten er på top ti over de mest kvalificerede i kongeriget Danmark,” siger Torben Heding Andersen, der overlod direktørstolen til sin søn i 2017 og senere, i 2018, også sin bestyrelsespost.

Det smager lidt af, at det er familiemedlemmer af bestyrelsen, der har arvet den her fond.

”Det er, fordi du ikke er advokat, at du kan sige det på den måde. En advokat har jo netop som pligt, at man varetager klientens interesser efter bedste evne og sætter sin egen interesse til side,” siger han.

Honorarer for millioner

EjendomsWatch har gennemgået Drost Fondens årsregnskaber for de seneste år, hvoraf det fremgår, at der er foretaget betydelige overførsler til to ”nærtstående parter”, nemlig selskaberne Arup & Hvidt Advokatpartnerskab og Advokat Torben Heding Andersen.

I alt har selskaberne modtaget knap 40 mio. kr. i perioden 2015-2020, hvoraf ca. halvdelen er beskrevet som ”advokat/byggesagsstyringshonorarer”, mens resten tilskrives en blanding af administrationshonorarer for udlejningsejendomme, inspektørhonorarer, mæglerhonorarer og sekretariatsbistand.

Ifølge Torben Heding Andersen er det helt naturligt, at han og sønnen Morten løbende har fået opgaver af en fond, hvor de selv sidder i ledelsen.

”Hvis man har en mindre opgave, så starter man med at bruge sine egne, interne, dygtige mennesker,” siger Torben Heding Andersen.

Jeg kan se, at Drost Fonden har brugt et tocifret millionbeløb inden for de senere år på forskellige honorarer relateret til udviklingsprojekter. Det kan man vel ikke kalde en ”mindre opgave”. Så er vi vel oppe i en størrelsesorden, som man burde konkurrenceudsætte?

”Vi er hele tiden opmærksom på løbende at lave konkurrenceudsættelse, og det gælder også for Morten. Så kan der godt være enkelte opgaver – og det kan også være relativt store eller komplicerede opgaver – som konkret ikke har været konkurrenceudsat. Men det er så en opgave, man har fået, fordi bestyrelsen har ment, at fonden ikke kunne spare væsentligt ved at konkurrenceudsætte den opgave.”

Foruden de overførsler, som selskaberne har modtaget, har Torben og Morten Heding Andersen årligt modtaget honorarer for bestyrelses- og direktionsarbejde. Dette er for Morten Heding Andersens vedkommende opgjort til knap 1 mio. kr. i det seneste årsregnskab for 2020, og det er helt rimeligt, mener han.

”Det er en fond med aktiver for 700 mio. kr. En mand, der er direktør for det, skal han have 1 mio. kr. om året? Det skal han måske nok. Skal han også have 2? Det skal han måske også nok,” siger Morten Heding Andersen og fortsætter:

”Det, jeg kan sige, er, at når man er advokat og sidder i ledelsen for en almennyttig fond, så er man underlagt tilsyn, og alt prissætning sker ud fra et forsigtighedsprincip.”

Afviser nepotisme

Både far og søn understreger, at man har handlet i Drost Fondens interesse, og det samme gør sig gældende i andre fonde, hvor Arup & Hvidt er repræsenteret i ledelsen.

”Fondene har ikke råd til at have de her opgaver inhouse, så de trækker på en virksomhed, som har de ressourcer. Det er den, vi har bygget op hos os,” siger Torben Heding Andersen.

Udefra set, så kan det godt se ud som om, at Arup & Hvidt har siddet på ledelsen i de her fonde i årtier, og i den periode har man givet opgaver, honorarer og bestyrelsesposter til sig selv og til familiemedlemmer. Og i forhold til Morten er det temmelig store pengesummer, der tilkommer ham.

”Jeg kan bare sige til dig: Jeg er ikke født ind i én eneste fond. Jeg er gammel ideologisk socialdemokrat. Og ved du hvad? Hver en krone, jeg har tjent, har jeg arbejdet op nedefra. Jeg har ikke fået noget som helst forærende. Jeg har ikke arvet én eneste bestyrelsespost.”

Men har din søn ikke det?

”Jeg har taget ansvar. Og hvis man er dygtig, og man viser, at man kan udvikle, så er der nogle ansvarshavere, der betror én mere ansvar. Det er den måde, som tingene skal gøres på.”

Men er man ikke også farvet, hvis det er éns søn?

”Når min søn kom hjem og havde fået 13 til studentereksamen, så går jeg da ikke hen og tager én, der har fået 9. Nogle gange bliver du altså bare nødt til at lægge vægt på kvalitet og dygtighed. Og nogle mennesker er bare dygtige. Og nogle er ekstraordinært dygtige.”

Heller ikke Morten Heding Andersen mener, at han gør noget forkert. Tværtimod: Han mener, at han bliver underbetalt, og det er netop derfor, at Arup Hvidt har besluttet at bryde med advokatbranchen og den honorarkontrol, der følger med.

”Det er jo bare at slå op i regnskaberne for andre forvaltere, der har private kunder, så kan du se, at det er en anden afregningsmetode, man har der, og den er også væsentligt højere. Det er egentlig det, jeg gerne vil kigge ind i,” siger Morten Heding Andersen.

”Jeg er helt overbevist om, at jeg kan få en højere løn i et privat marked, end jeg kan i et reguleret marked. I min optik er det ikke en beskyttelse af min indtjening; det er en hindring af min indtjening,” slutter han.

Ejendomsadvokat er født med en sølvske i munden: Søn ”arver” fars fonde som kunder

Nyt rådgiverfirma for ejendomsudviklere opstår på advokaters fundament fra 1934

Ny chef for asset management skal bidrage til advokatfirmas øgede fokus på ejendomme 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også