Klumme: ESG-fokus er godt for bundlinjen

Det er fristende som ejendomsejer at lurepasse og vente på, at skræddersyede ESG-målsætninger dumper ned fra himlen, men grib muligheden og gør noget nu, lyder det fra partner i KHR Architecture i denne klumme.
Foto: PR / KHR
Foto: PR / KHR
AF PETER NIELSEN, PARTNER I KHR ARCHITECTURE

ESG og de stigende krav til ESG-rapportering kan opfattes som en ekstra byrde, der lægges på ejendomsbranchen, men det er vigtigt, at vi minder os selv om, at ESG er en væsentlig drivkraft for en mere bæredygtig udvikling, både miljømæssigt og socialt.

Ejendomme står for cirka 40 procent af energiforbruget i Danmark, og de fysiske rammer har en afgørende betydning for menneskers trivsel; så relevansen af et større bæredygtighedsfokus via eksempelvis ESG er indiskutabel.

Det er let at blive grundforvirret om kravene til ESG og tilsvarende fristende at lurepasse indtil en skræddersyet ESG-målsætning dumper ned fra himlen. Men grib hellere muligheden for at yde et bidrag til en mere bæredygtig fremtid – det vil samtidig fremtidssikre din ejendom.

ESG betaler sig

Selvom ESG i udgangspunktet fokuserer på ikke-finansielle parametre, så kan et fokus på ESG sagtens være drevet også af kommercielle interesser. En undersøgelse fra Ejendomdanmark fra sidste efterår viser, at lejeindtægten for bygninger med bæredygtighedscertificering er signifikant højere end for dem uden. I takt med at der kommer en stigende efterspørgsel på lejemål og investeringsobjekter, der kan bidrage positivt til investorernes eller lejernes ESG-målsætning, vil den forskel kunne blive endnu mere markant. Det kan med andre ord hurtigt tjene sig ind, hvis man tænker ESG ind i renoverings- og nybyg-projekter.

Ejendom2022 | Årets Bæredygtighedspris – foreslå din kandidat HER

ESG er på dagsordenen, men forvirringen er stor

Hvor det for et par år siden mest var de store spillere som pensionskasser og investeringsfonde, der havde emnet på dagsordenen, så er ESG i dag blevet et tema på tværs af branchen. Desværre er mit indtryk som bygherrerådgiver, at forvirringen samtidig er blevet tilsvarende større. Dels fordi ESG og de formelle krav på området er i konstant udvikling, dels fordi man som mindre organisation ikke har samme mulighed for at have en dedikeret afdeling, der kan håndtere ESG-mål og -rapportering. Det er dog vigtigt ikke at lade sig lamme af et manglende overblik!

Hver virksomhed har sit eget udgangspunkt, og man behøver ikke en forkromet strategi for at komme i gang. Man sagtens opnå konkrete resultater og vigtige læringer ved at starte i det små og lave løbende justeringer af strategien.

Følg bæredygtighedskriterierne i EU-taksonomien

En konkret rettesnor, man kan læne sig opad, er EU-taksonomien: Et grønt klassificeringssystem, der oversætter EU’s klima- og miljøambitioner til konkrete bæredygtighedskriterier. EU-taksonomien skal hjælpe virksomheder og investorer til at vælge de typer af økonomisk aktivitet, der bidrager positivt til mindst ét af EU’s klima- og miljømål uden at have negativ indflydelse på andre af målene.

Taksonomien skal på den måde fremme den grønne udvikling og modvirke green-washing. Der er lavet kriterier specifikt til byggebranchen, og du kan hente Dansk Standards introduktion til EU-taksonomien udlagt for byggeindustrien helt gratis.

Lad ESG benchmarkingværktøjer og software hjælpe jer

På samme måde som EU-taksonomien kan fungere som rettesnor, findes der også en række brancheanerkendte benchmarkingværktøjer, der kan hjælpe med at måle på jeres objekters ESG-performance. Der findes forskellige softwareløsninger, der gør det nemt at holde styr på data og afrapportere direkte til det valgte benchmarking-tool. På den måde bliver I guidet igennem processen og får blik for, hvor I har et forbedringspotentiale.

Den sociale bæredygtighed tæller dobbelt

Når vi taler ESG, er hovedfokus tit på bygningens miljøpåvirkning, og hvordan den er rustet til klimamæssige udfordringer; men den sociale dimension af ESG er nok så vigtig.

Social bæredygtighed er nemlig ikke kun afgørende for menneskers trivsel, den har også stor indflydelse på den miljømæssige bæredygtighed.

Ved at fokusere på, at bygningen skaber gode rammer for brugerne og nærmiljøet, sikrer man samtidig et lavere CO2-aftryk. Der vil være mindre udskiftning i lejere/ejere, mindre behov for renovering og ultimativt en længere levetid for bygningen – en helt afgørende parameter, når vi skal opgøre bygningers CO2-aftryk per år.

Som arkitektfirma har det altid været et af KHR Architectures fremmeste formål at skabe langtidsholdbar arkitektur med mennesket i centrum. Det handler om at se på konteksten, forstå brugernes behov og kunne lave arkitektur, der kan tilpasses fremtidens behov. Det afsæt kombinerer vi i dag med evidensbaseret viden om social bæredygtighed.

Pointen er, at uanset om du skal renovere eller bygge nyt, så vil de arkitektoniske greb og løsninger have en stor indflydelse på bygningens ESG-performance både på kort og lang sigt. Jo tidligere du begynder at tænke helhedsorienteret og langsigtet i din ejendomsudvikling, jo bedre bliver din bundlinjen – både den sociale, den miljømæssige og den økonomiske.

Find links til ressourcerne, som er nævnt i denne klumme, i dette indlæg om ESG.

Klumme: Bæredygtigt bygningsreglement på vej – bygherrer må mere på banen

Klumme: Bæredygtigt byggeri skal handle om fakta – ikke myter

Klumme: Det kan betale sig at tænke ESG

Klumme: Nye ESG- og bæredygtighedskrav påvirker ejendomsbranchen fra nytår

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også