Klumme: Ejendomsdrift får øget strategisk betydning for virksomheder

Corona og krig er blot nogle af årsagerne til, at ejendomsdrift går fra at være en støttefunktion til at have en strategisk vigtig rolle i virksomhederne, lyder det fra Laura Lindahl, direktør for foreningen Dansk Facilities Management, i denne klumme.
Ejendomsdrift har strategisk betydning i forhold til at tiltrække og fastholde arbejdskraft og har også en vigtig opgave i energiomstilling, siger Laura Lindahl, direktør i foreningen Dansk Facilities Management. | Foto: DFM/PR
Ejendomsdrift har strategisk betydning i forhold til at tiltrække og fastholde arbejdskraft og har også en vigtig opgave i energiomstilling, siger Laura Lindahl, direktør i foreningen Dansk Facilities Management. | Foto: DFM/PR
AF LAURA LINDAHL, DIREKTØR FOR DANSK FACILITIES MANAGEMENT

Talrige medlemmer og deltagere i netværk under vores forening oplever i øjeblikket, at Facilities Management (FM) eller ejendomsdrift bevæger sig fra at være en støttefunktion til at få strategisk betydning i mange virksomheder og organisationer. Det er der især fire grunde til.

For det første har coronakrisen sat gang i hjemmearbejde som aldrig før (både i Danmark og i udlandet). Det kortlagde vi sidste år i en stor undersøgelse sammen med EY, gennemført blandt FM-chefer på arbejdspladser med 136.000 ansatte alene i Danmark. Kortlægningen dokumenterede, i tråd med EY-målinger i andre lande, et udbredt – og voksende – ønske om at kunne arbejde hjemme. Gerne en, to eller måske tre dage om ugen.

Hele 97 procent af de adspurgte FM-chefer vurderede, at hjemmearbejde i høj eller nogen grad bliver afgørende for at fastholde og rekruttere medarbejdere.

Det skærper blandt andet kravene til, hvordan virksomheden skal indrettes og gøres mere fleksibel – og det skærper kravene til at kunne skrue op og ned for interne service-funktioner som kantine og rengøring. Kantinen skal ikke tilberede måltider til en masse mennesker, som arbejder hjemme – omvendt skal der være mad nok på de dage, hvor alle mand er mødt fysisk op til produktlanceringer, seminarer eller andet.

Møder via skærm

For det andet har coronaforløbet ændret vores mødekultur. Vi har vænnet os til Teams og Zoom, som kan spare meget tid og mange penge på rejsebudgettet (spørg bare flyselskaberne). Men igen skærper det kravene til indretning og intern service: Jo flere møder vi holder hjemmefra med videolink, desto større bliver behovet for at have f.eks. støjfri mødelokaler og fornødne tekniske installationer.

Noget kræver tæt samarbejde med it og personalefunktion, fx når hjemmearbejdende ansatte skal understøttes med it, teknik og udstyr, men hovedansvaret ligger typisk hos FM.

Vælge og vrage

For det tredje har en mere langsigtet tendens givet FM-afdelinger flere opgaver, nemlig den skærpede kamp om arbejdskraft. Gennem halvandet år har beskæftigelse slået rekord nærmest måned for måned – og inden for flere og flere fagområder kan medarbejdere vælge og vrage blandt jobbene.

Ofte var pæn løn og gode faglige muligheder nok til at tiltrække og fastholde arbejdskraft, men i dag skal der mere til. Ofte meget mere.

F.eks. fleksible arbejdsvilkår, personalerestaurant frem for traditionel kantine, en vifte af lokaler til møder, projekter og særligt koncentreret arbejde. Måske fitness, massage, et mindre orgie af kaffemuligheder og tilbud om at kunne tage aftensmad med hjem fra arbejdspladsen. Måske mulighed for at få vasket tøj og ordnet sin cykel i løbet af arbejdsdagen.

Igen er det opgaver i FM-regi. Og det er opgaver, som kun fandtes i beskeden målestok for få år siden – og samtidig opgaver, som får øget betydning i kampen om arbejdskraften.

For det fjerde har den grønne omstilling sat fokus på energiforbruget i mange virksomheder. Skal der etableres solceller – og p-pladser med elladestandere til medarbejdere og kunder? Kan der isoleres mere? Er fjernkøling bedre end traditionel køling og ventilation?

Dén udvikling har fået ekstra fart på med krigen i Ukraine. Elpriserne er eksploderet med skærpet fokus på lavere elforbrug – og naturgas, som titusindvis af virksomheder bruger, skal hurtigst muligt udfases, så Danmark ikke indirekte støtter det nuværende russiske regime.

I forvejen levede naturgas på lånt tid i kraft af den grønne omstilling, men tidsfaktoren er blevet en helt anden. Danske virksomheder risikerer at komme i en situation, hvor det ikke ”kun” handler om tårnhøje gaspriser, men om gas som en mangelvare, der bliver rationeret.

Tæt på toppen

Samlet betyder de fire faktorer, at det ikke længere er tilstrækkeligt at drive bygninger, kantiner og andre servicefunktioner billigt og effektivt; FM er ved at få strategisk betydning med at tiltrække og fastholde arbejdskraft samt en vigtig opgave med energiomstilling.

Hovedparten af FM-cheferne i vores og EY’s undersøgelse forventede, at FM-funktionen rykker tættere på topledelsen og skal arbejde tættere sammen med HR og it-afdelinger om at skabe nye, bedre og mere fleksible løsninger. Dén vurdering deler vi til fulde, og forhåbentlig er topledelser og bestyrelser i landets virksomheder opmærksomme på FM’s øgede strategiske betydning.

Klumme: Vi skal tale sanser og forskellighed op på fremtidens arbejdsplads

Klumme: Fem trends tegner fremtidens kontor

Jeudan-chefen ser storrumskontoret være fortid – kunderne vil have mere plads

Efterspørgsel på kontorarealer består selvom hjemmearbejdet for alvor har bidt sig fast

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også