Trailerfabrik har fået hemmelig køber på krogen
Efter to måneder på markedet har den fynske trailer-virksomhed Brenderup solgt sin fabrik i Odense.
Virksomhedens produktion skal nemlig flytte til Polen, og derfor skulle man af med sin 13.000 kvm store fabrik på Fabriksvej 4 i byen. Det er nu sket, skriver erhvervsmægleren Nybolig Erhverv Odense i en pressemeddelelse.
Det er endnu hemmeligt, hvem køberen er, lige som der ikke nævnes noget om prisen på ejendommen. Det hurtige salg af ejendommen er et billede på en tendens, erhvervsmægleren ser for lager-, logistik- og produktionsejendomme i Odense, lyder det.
"Det er ikke noget nyt, at flere og flere efterspørger denne type ejendom. Allerede i 2016 kunne vi mærke, at efterspørgslen var markant større end udbuddet. Salget af Fabriksvej 4 afspejler også denne påstand, hvor det kun tager ca. to måneder at sælge ejendommen," udtaler Bent S. Jensen, der er direktør i Nybolig Erhverv Odense, i meddelelsen.
Fremadrettet skal den nye ejer også have produktion i bygningen, oplyser mægleren.