Henning Larsen vinder boligprojekt på Amager Fælled

Arkitektfirmaet Henning Larsen vinder projekt om boliger på Amager Fælled. Byggeri på fælleden får dog kritik.
Henning Larsen Architects vinder med Moe som underrådgiver By & Havns boligprojekt på Amager Fælled, der skal gå under navnet Fælledby. | Foto: PR-visualisering / Henning Larsen Architects og Moe
Henning Larsen Architects vinder med Moe som underrådgiver By & Havns boligprojekt på Amager Fælled, der skal gå under navnet Fælledby. | Foto: PR-visualisering / Henning Larsen Architects og Moe
AF RITZAU

Efter et omdiskuteret forløb om at opføre boliger på Amager Fælled har en dommerkomité fundet frem til det arkitektfirma, som skal bygge boliger på fælleden.

Vinderen af arkitektkonkurrencen er Henning Larsen Architects med ingeniørfirmaet Moe som underrådgiver, hvilket er offentliggjort torsdag formiddag.

Vinderforslaget går under navnet Fælledby, og det opdeler byområdet i tre landsbyer med gadeforløb, som udfolder sig til en central plads i hvert nabolag.

Ifølge en pressemeddelelse vil der mellem de tre landsbyer løbe brede naturkiler, som tillader passage for fælledens natur. Med de grønne kiler vil landskabet vokse sig helt tæt på bebyggelsen.

Alle boligerne får udsyn til grønne områder og enten adgang til forhave, altan eller fransk altan.

Hos organisationen Amager Fælleds Venner, der gennem det lange forløb om byggeriet har været kritiske, er man dog helt imod at bygge noget som helst på fælleden.

"Amager Fælled har i forvejen mistet rigtigt meget areal gennem de sidste 30 år med bebyggelsen af Ørestad. Vi er nu nået til et kritisk punkt, hvor den smule natur vi har tilbage ikke kan tåle, at der bliver taget mere af Amager Fælled," siger Steffen Rasmussen, talsperson for Amager Fælleds Venner.

I en pressemeddelelse adresserer adm. direktør i By & Havn Anne Skovbro kritikken af at bygge i området. Hun mener dog, at vinderforslaget giver et godt svar på det.

"Vi har stort fokus på vigtigheden af, at Vejlands Kvarter skal udvikles på fælledens præmisser," siger Anne Skovbro blandt andet.

Der skal bygges samlet 219.000 kvm etageareal byggeri. Der er dog et krav om, at kun 11,8 hektar af arealet må bebygges. De resterende 6,3 hektar skal være natur og friareal.

Det er en enig dommerkomité, som udpeger Fælledby, som vinder af arkitektkonkurrencen, der blev udskrevet i august. I alt har fem arkitektteams deltaget.

Dommerne mener, at Fælledby "på den mest overbevisende og visionære måde svarer på konkurrenceprogrammets ønsker og krav om blandt andet større sammenhængende naturarealer og naturlige landskabelige overgange mellem by og fælled."

Det var med Københavns Kommunes budgetaftale for 2019, at det blev vedtaget, at man kunne sætte gang i udviklingen af Vejlands Kvarter.

9. december er der offentligt borgermøde om vinderforslaget. Først ved årsskiftet 2020/2021 ventes den endelige lokalplan at skulle vedtages politisk, og derefter kan byggeriet gå i gang.

Hold på fem vinder arkitektkonkurrence med selvgroende havnemiljø

By & Havn opjusterer resultatforventningerne til 2019

By & Havn og PFA indgår partnerskab om udvikling af havnebyggeri ramt af modvind

København får ny bydel med 2000 boliger

Københavns Kommune vil frede tidligere byggeområde på Amager Fælled 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu