Husker du januar? Konsolideringen i rådgiverbranchen tog fart

ÅRET DER GIK: EjendomsWatch har været en tur i arkiverne og bringer her højdepunkterne fra årets første måned i den danske ejendomsbranche, der blandt andet bød på konsolidering blandt rådgiverne, fyringer i stor entreprenørkoncern, projekter en masse i Aarhus og advokathuse, der satsede på fast ejendom.
Indkøbsvognene var fyldt med arkitektfirmaer i januar 2018. | Foto: Colourbox.
Indkøbsvognene var fyldt med arkitektfirmaer i januar 2018. | Foto: Colourbox.

Haps, haps haps. Nu skal vi have — arkitektfirmaer. Sådan skrev EjendomsWatch i slutningen af januar efter et opkøbstogt på arkitektvirksomheder. Fra årets start skyllede konsolideringsbølgen nemlig ind over den danske arkitektbranche, og alene i januar blev fem danske arkitektfirmaer overtaget. Internationale entreprenører, rådgivere og arkitekthuse kiggede mod Danmark, mens der også var et par rene danske sammensmeltninger.

Årstiderne Arkitekter blev en del af den svenske rådgivningskoncern Sweco, som dermed overtog 220 arkitekter.

"Et opkøb var simpelthen det eneste rationelle skridt til vores næste væksttrin," udtalte tegnestuens topchef, Torben Clausen, i forbindelse med opkøbet.

Danske Arkitekter om opkøbsbølge: Vi skal se mod advokatbranchen 

90 ansatte hos arkitektfirmaet Gottlieb Paludan i København blev fra årsskiftet en del af den børsnoterede, svenske entreprenørkoncern ÅF, som tidligere havde opkøbt arkitekter i Norge og Sverige, inden turen kom til Danmark. Den danske tegnestue Schmidt Hammer Lassen lod sig købe af den amerikanske arkitektkoncern Perkins+Will med over 2000 ansatte fordelt på 25 kontorer over hele kloden. Den 38 år gamle danske arkitektvirksomhed beholdt sit navn, og i et interview med EjendomsWatch fortalte adm. direktør Bente Damgaard, at handlen åbnede op for nye markeder.

Svensk milliardkoncern overtager dansk arkitektfirma med 90 mand 

I et par rene danske handler købte KPF Arkitekter, der senere på året skiftede navn til Erik Arkitekter, med hovedsæde i Viborg og tegnestuer i Aalborg, Aarhus og København den københavnske tegnestue Site Arkitekter, og Rubow Arkitekter i København overtog samarbejdspartneren Regnbuen-Kontur Arkitekter med base i Aarhus.

Der var altså fart på konsolideringen i rådgiverbranchen i den første måned af 2018, og senere på året kom nyheden også om, at rådgivningskoncernen Cowi købte Arkitema Architects for et trecifret millionbeløb.

Rekordår

Januar var også måneden, hvor de endelige tal for aktiviteten på det danske ejendomsmarked i 2017 forelå. Og her havde der også været smæk på. Med samlede ejendomshandler på 92 mia. kr. blev 2017 således døbt et rekordår af Cushman & Wakefield Red, da erhvervsmægleren havde data klar for det forgangne år. Det var en stigning på 35 pct. Ifølge erhvervsmægleren CBRE beløb de samlede transaktioner sig til 93 mia. kr.

Danmark højt på listen over Nordens største ejendomshandler i 2017 

Samtidig viste tallene, at Danmark havde den største andel af den samlede transaktionsvolumen i de nordiske lande i fjerde kvartal af 2017, mens det danske ejendomsmarked for hele året stod for næsten en tredjedel af den samlede volumen – kun overgået af Sverige med lige over 100 mia. kr.

I januar kom det også frem, at fire ud af de ti største ejendomshandler i Norden i 2017 involverede danske ejendomme. Det var først og fremmest ATP Ejendommes køb for knap 7 mia. kr. af pensionsselskabet Danicas portefølje på 16 shoppingcentre, der sendte Danmark op på en tredjeplads på top 10-listen.

CBRE: Transaktioner for 93 mia. kr. i 2017 

Projekterne stod i kø i Aarhus

I begyndelsen af det nye år stod det absolut ikke stille oven på rekordåret 2017 – især ikke i Aarhus, hvor flere udviklingsprojekter så dagens lys. Som den første institutionelle investor gik PKA ind i bydelen Gellerup, hvor pensionskassen investerede 350 mio. kr. i at bygge 188 blandede boliger, og PKA kastede sig også over et projekt i Skejby i det nordlige Aarhus. Sammen med projektudvikleren A. Enggaard tonede pensionsselskabet frem som bygherre på 688 boliger i en ny bydel, hvoraf 110 vil blive almene boliger.

Boligforening opfører havnebyggeri for 365 mio. kr. 

Startskuddet til 304 almene boliger på Aarhus Ø med Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune i spidsen lød også i januar. Projektet ved navn Generationernes Hus bygges i en totalentreprise på 365 mio. kr. af Herning-entreprenøren JFP og vil indeholde boliger til unge, familie, ældre og voksne med handicap samt en daginstitution til 150 børn. Samtidig stod det klart, at den aarhusianske ejendomsudvikler Aabycity havde spaderne klar til byggeriet af 500 boliger ved Fragtmandscentralen.

500 nye boliger på vej ved Fragtmandscentralen i Aarhus 

Derudover meldte det almene boligselskab Boligkontoret Århus sig på banen med 111 ungdomsboliger over for Storcenter Nord, mens den ekspansive hotelkæde Zleep Hotels kunne sætte en nål i danmarkskortet tæt ved Skejby Sygehus med 100 værelser.

Advokathusene oprustede inden for fast ejendom

I løbet af den første måned i 2018 så vi også en række advokatfirmaer skærpe deres fokus på ejendomsområdet. Mest opsigtsvækkende var Lundgrens oprustning med 12 nyansættelser inden for fast ejendom. Det skete for at matche de helt store advokatfirmaer som Bruun & Hjejle og Bech-Bruun, lød det. Netop Bruun & Hjejle oprustede også ved at udvide partnerkredsen med henblik på at styrke områderne M&A og fast ejendom, ligesom Bech-Bruun nappede en M&A-specialist fra det internationale advokatfirma Simpson Thacher & Bartlett.

Advokathus opruster med 12 mand inden for ejendomme 

Derudover gik Horten på rov hos Bruun & Hjejle, mens Kammeradvokaten, Gorrissen Federspiel, Lund Elmer Sandager, Gangsted-Rasmussen og NT Advokater også skærpede opmærksomheden på ejendomsområdet.

Kapitalindsprøjtning og ny strategi for købelystne investorer

Årets første måned bød desuden på et kapitalindskud på 1,7 mia. kr. til det opkøbsivrige svenskbaserede Heimstaden, der til en pris af 900 mio. kr. desuden købte to boligprojekter af AP Pension og polstrede porteføljen med 275 lejligheder i København.

Patrizia satte kløerne i 12 ejendomme med 259 nybyggede lejligheder i Nordhavn i København. Det gjorde den tyske kapitalforvalter i en milliardhandel, der dels sikrede sælgeren, Pensam, en solid fortjeneste, men også signalerede en ny strategi på det danske marked for Patrizia. Det nye fokus hed udlejning frem for salg, sagde kapitalforvalterens nordiske direktør, Rikke Lykke, i et interview med EjendomsWatch, mens Thylander Gruppen fejrede lanceringen af en ny fond på 1,3 mia. kr. med opkøb af flere ejendomme i hovedstaden.

Direktør i AP Pension: "Vi fik et tilbud, vi ikke kunne sige nej til" 

Fyringer og rekrutteringer

Det kiksede byudviklingsprojekt Vinge i Frederikssund samt en mistet milliardordre på Odense Universitetshospital betød, at entreprenørkoncernen MT Højgaard nedlagde 160 stillinger. Pædagogernes Pensionskasse, PBU, valgte at sige farvel til sin investeringsdirektør gennem 15 år, Morten Schou, mens en skandalesag om ulovlig finansiering i forbindelse med udbudsprocessen omkring det nye akuthus på Bispebjerg Hospital førte til, at hospitalets projekt- og vicedirektør, Claes Brylle Hallqvist, blev sendt på porten.

MT Højgaard må fyre — topchef er skuffet over, at milliardordre gik til italienere 

Svenske Tomas Carlsson satte sig for bordenden i entreprenørkoncernen NCC, som han "vendte hjem til" efter fem år i spidsen for rådgiverkoncernen Sweco. Efter 10 år som afdelingsdirektør hos ejendomsforvalteren Deas skiftede Per Holm til CEJ Ejendomsadministration, Cushman Wakefield Red slog kløerne i Allan Ulrich Bjørnsholm fra erhvervsmæglerkonkurrenten Newsec Egeskov & Lindquist, der senere blev til Newsec Advisory, og hotelrådgiverne Telling & Nesager ansatte John Ankjær fra Nordic Hotel Consultning som partner.

Den mest læste artikel i januar måned var: Hotelkæde-ejer dømmer Jylland ude – skruer op for hovedstaden.

NREP frasælger 16 supermarkeder og får partner til danske butikscentre

Lea Ejendomspartner vinder millionkontrakt på over 1000 ejendomme

PFA bygger boliger midt i Vejle for over 300 mio. kr.

Arkitekthuset Danielsen indlemmer sønnike i ejerkredsen

Det nye Pihl & Søn lander første byggeordre 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også