Arkil-topchef: Mild vinter sikrer bedre første kvartal end ventet

Den adm. direktør kalder det ganske normalt med underskud i første kvartal. Han er ikke udelt begejstret for udviklingen i resten af 2017.
Jesper Arkil, adm. direktør i entreprenørselskabet Arkil. | Foto: Steen Brogaard/Jyllands-Posten
Jesper Arkil, adm. direktør i entreprenørselskabet Arkil. | Foto: Steen Brogaard/Jyllands-Posten
AF RITZAU FINANS

Første kvartal er altid det dårligste for Arkil, hvorfor adm. direktør Jesper Arkil er meget tilfreds med at få løftet omsætning og bundlinjen i vintermånederne.

Entreprenørselskabet kom nemlig igennem første kvartal med et underskud, der var klart forbedret i forhold til samme periode af 2016. Det landede på minus 32,7 mio. kr. før skat mod et minus på 67,6 mio. kr. før skat for et år siden.

"Der vil altid — selv i de bedste år — være underskud i første kvartal, så det er helt som vanligt og som ventet," siger Jesper Arkil.

Selskabet har været begunstiget af en mild vinter, og det har givet et løft i omsætningen på 11,5 pct. i forhold til samme kvartal året før.

"Vi er rigtig godt tilfredse med første kvartal, og det er også lidt bedre, end man måske havde forestillet sig, da vi har haft mulighed for at producere," siger direktøren.

Han fortæller, at selskabet nu er ovre de udfordringer med nedskrivninger på to til tre store projekter, som har præget regnskabstallene de seneste par år.

"Det har vi lagt bag os, og det, man ser nu, er effekten af den indsats, der er gjort på den bestående forretning," fastslår Jesper Arkil.

Danske ordrer trækker op

De danske aktiviteter har været det mest positivt islæt i kvartalet, og det er slået igennem både på top- og bundlinje, mens der ikke på samme måde har været mulighed for at udnytte det bedre vintervejr i udlandet.

"Det, der gør forskellen, er, at vi har en længere ordrebeholdning i Danmark og også nogle kontrakter, hvor der er mulighed for at udnytte, at vi har haft en relativt mild vinter."

"Der er intet i udlandet, der peger mod, at det skulle være blevet væsentligt dårligere. Det er bare primært i Danmark, at vi har formået at komme bedre fra start," lyder det fra direktøren.

Selskabet er ifølge Jesper Arkil efter første kvartal blevet bestyrket i at kunne levere som forventet på helåret. Derfor ser selskabet fortsat en omsætning i niveauet 3 mia. kr. samt et resultat før skat på 60-90 mio. kr. for hele 2017.

"Vi kan se, at den underliggende drift kører godt, men der er altså også faldende investeringer i infrastruktur i øjeblikket, og det kan vi både mærke og se på aktiviteten i markedet, så tingene skal også komme fornuftigt resten af året, for at vi kan bevare momentum," siger han.

Arkil er afhængig af offentlige investeringer i infrastruktur, da langt størstedelen af selskabets kunder er fra netop det offentlige.

Bundlinjen er stadig rød hos Arkil trods dansk løft af toplinjen

Efter tre nedjusteringer venter Arkil fremgang i år

Arkil og Aarsleff blandt bejlerne til nyt motorvejsbyggeri

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også