Arkil-topchef: Der er lidt klumper i strømmen

Det tyske marked bliver ikke så godt i år, siger den adm. direktør i entreprenørkoncernen Arkil efter endnu en nedjustering.
Foto: PR
Foto: PR
AF RITZAU FINANS

Det er anden gang i år, at entreprenørselskabet Arkil nedjusterer forventningen til omsætningen for hele 2016. I starten af året regnede man med en omsætning på 3,4 mia. kr., så blev den skåret ned til 3,1 mia. kr. for nu at lyde på 2,9 mia. kr.

"Omsætningsnedgangen kan henføres til de danske aktiviteter og følger af et bevidst reduceret ordreindtag på større projekter samt et fald i efterspørgslen på asfalt i den tyske delstat Mecklenburg-Vorpommern," skriver selskabet i regnskabet for tredje kvartal.

"Faldet i Mecklenburg-Vorpommern hænger lidt sammen med en omstrukturering fra det offentlige, da man ikke sender så meget i udbud, som man havde planlagt," forklarer Jesper Arkil, der er adm. direktør i Arkil, til Ritzau Finans.

Det er ikke fordi, man på sigt venter en nedgang på det tyske marked - men det er de betingelser, man laver infrastruktur på.

"Man kan sige, at der er lidt klumper i strømmen. Det er anatomien i det, vi laver. Og så skal man tænke på, at vi havde et exceptionelt godt år i Tyskland sidste år. Det bliver ikke helt så godt i år," lyder det fra direktøren.

Omsætningen i de udenlandske aktiviteter, der tæller Tyskland, Sverige og Irland, lød i tredje kvartal på 282,2 mio. kr. mod 320,5 mio. kr. sidste år, hvilket svarer til en tilbagegang på 12 pct. Og for de første ni måneder af 2016 er omsætningen realiseret med 624,8 mio. kr. mod 674,3 mio. kr. i fjor, svarende til en tilbagegang på 7,3 pct. - nedgangen er realiseret i forretningsområdet Tyskland, skriver Arkil i regnskabet.

I Irland var der fremgang i de første ni måneder af i år. Dermed er den positive udvikling fra 2015 fortsat i 2016 på baggrund af bedre konjunkturer samt en generelt stigende investeringslyst i det irske. Der har også været vækst i Sverige, hvor de svenske pipingaktiviteter som ventet har haft en øget aktivitet i de første ni måneder af 2016.

Ser man på det hjemlige marked, så gik niveauet ned.

"Aktiviteterne faldt i Danmark, fordi vi ikke længere byder ind de helt store projekter med stor risiko. Det er de projekter, vi er ved at afvikle," siger direktøren.

Afviklingen af projekterne i Civil Works har i år kostet nedskrivninger på 67,1 mio. kr.

Samlet faldt Arkils omsætning i tredje kvartal i år med 6,9 pct. i forhold til samme periode sidste år til 881,4 mio. kr. I kvartalet blev resultatet før skat 50,4 mio. kr. mod 34,5 mio. kr. sidste år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også