Medie: Blackstone får en kurv af udlandsdansker

Investorer med kapitalforvalteren i spidsen misser køb af portefølje til en værdi af 5 mia. kr. og har dermed spildt mange millioner på processen. I stedet vil ejeren nu satse på et generationsskifte, skriver Insidebusiness.
Blandt de mange københavnske boligejendomme i City Apartments portefølje er Puggaardsgade 11, som ligger mellem Tivoli og Kalvebod Brygge en gade væk fra H. C. Andersens Boulevard. | Foto: Google Street View
Blandt de mange københavnske boligejendomme i City Apartments portefølje er Puggaardsgade 11, som ligger mellem Tivoli og Kalvebod Brygge en gade væk fra H. C. Andersens Boulevard. | Foto: Google Street View

En gruppe investorer med den amerikanske gigant Blackstone i spidsen har i 11. time måttet sande, at det heller ikke blev dem, der fik fingre i udlandsdanskeren Svend Petersens livsværk, City Apartment. Ifølge Insidebusiness er den enorme ejendomshandel gået i vasken, og dermed må investorerne se i øjnene, at måneders arbejde og transaktionsomkostninger på 20 mio. kr. er tabt på gulvet.

Med hjælp fra kollegaen Round Hill og mæglerfirmaet Colliers har man ellers forhandlet intenst med udlandsdanskeren Svend Petersen og hans søn om et salg af familiekoncernen City Apartment for en pris på omkring 5 mia. kr.

"Parterne er gået hver til sit, da Svend nu har meddelt, at han ikke ønsker at sælge sin virksomhed længere. Nu vil han i stedet lave et generationsskifte, hvilket selvfølgelig har givet køberne noget af et chok, da de ellers var gået med til stort set alle hans krav," siger en kilde med kendskab til forhandlingerne til Insidebusiness.

Medie: Blackstone vil købe udlandsdanskers livsværk for små 5 mia. kr.

Et af Svend Petersens kardinalpunkter var, at en eventuel køber af hans livsværk skulle betale en truende skatteregning på flere hundrede millioner kroner, og det havde konsortiet med Blackstone i spidsen sagt god for. Ikke første gang Netop den klausul var ellers det springende punkt, da den tyske gigant Patrizia med danske Rikke Lykke i spidsen forgæves forsøgte at overtage City Apartment i slutningen af 2016.

Medie: Patrizia har budt 4,8 mia. kr. for dansk ejendomsselskab

Svend Petersens søn, Rolf Petersen, er fåmælt over for Insidebusiness omkring mulige forhandlinger med købere og planer om generationsskifte. Han henviser til cvr-registret, hvor faderen stadig står opført som hovedaktionær.

"Jeg ved ikke, hvor I har jeres informationer fra, men vi ønsker ikke at kommentere noget som helst, når vi ikke kan få sat navn på, hvilke kilder I har jeres oplysninger fra. Vi er en privatejet virksomhed, der ikke har særlig megen interaktion med pressen, og hvis det skal ændre sig, skal der noget mere konkret på bordet," siger han.

Ifølge Insidebusiness' oplysninger går Colliers glip af et honorar, der samlet set ligger på omkring 30 mio. kr., som følge af den kuldsejlede salgsproces.

Goldschmidt sender ejendomsportefølje i milliardklassen på markedet

Medie: Danica arbejder på opkøb af SEB Pension

Medie: Pensionskasser frygter salg af Deas til kapitalfond

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også