Konflikt omkring udlandsdanskers feriepark: Tidligere ejer varsler retssag mod direktør

Tidligere ejer slås med direktør om ejerskabet af et storstilet ferieboligprojekt på Lolland, som udlandsdansker har indgået købsaftale om. Anklagerne går på, at direktøren har misligholdt de tidligere ejeres optionsaftaler i projektet. Direktør kalder det "helt urimeligt".
Dannemare Village & Marina ligger vest for Rødby på Lolland, hvor der er færgeovergang til Tyskland. Med den kommende Femernforbindelse er tanken, at ferieboligprojektet kan udnytte potentialet i tyske turister. | Foto: Janus Engel/Ritzau Scanpix
Dannemare Village & Marina ligger vest for Rødby på Lolland, hvor der er færgeovergang til Tyskland. Med den kommende Femernforbindelse er tanken, at ferieboligprojektet kan udnytte potentialet i tyske turister. | Foto: Janus Engel/Ritzau Scanpix

En forretningsmand, der blev hentet ind for at redde et nødlidende udviklingsprojekt, er endt med at stikke af med værdierne.

Sådan lyder anklagerne fra en tidligere ejer af ferieboligprojektet "Dannemare Village & Marina" på Lolland, som den Monaco-baserede ejendomsinvestor John Bengt Møller har indgået købsaftale om.

"Der er en snyder inde i billedet, som prøver at snyde alle, han kan komme til," lyder det fra Mustafa Karatas, der er stifter og tidligere ejer af selskabet Danemare, som står bag projektet.

Kritikken er rettet mod Peter Tørsløv, der i 2017 fik overdraget majoriteten af anparterne i Danemare og efterfølgende også blev indsat som direktør som led i en redningsplan for selskabet, der havde haft likviditetsproblemer gennem en årrække.

Ifølge Mustafa Karatas havde han og hans partner optionsaftaler omkring anparterne, som de til enhver tid kunne købe tilbage. Men denne aftale har Peter Tørsløv brudt, mener den tidligere ejer.

"Vi har indgået aftaler, som han har forsøgt at komme ud af. Han har uden vores viden solgt det videre, og så har han lavet nogle udenomsaftaler og sådan noget. Og der siger jeg: Det kan du ikke gøre," siger Mustafa Karatas til EjendomsWatch.

Selv afviser Peter Tørsløv pure anklagen, men afviser at gå i nærmere detaljer, da han er omfattet af tavshedspligt omkring selskabets forhold.

"Det er helt urimeligt. Hverken selskabet eller jeg har nogen aftaler med den mand," skriver Peter Tørsløv kortfattet i en mail til EjendomsWatch.

Skulle skaffe finansiering

Stridighederne omhandler som nævnt et stort projekt ved Dannemare vest for Rødby på Lolland. Her købte Mustafa Karatas sammen med sin kompagnon, Thomas Rosenbjerg, i 2006 et ca. 25 hektar grundstykke.

Makkerparret udviklede et projekt med ferieboliger og en ny marina med bådpladser til en samlet pris på 700 mio. kr. Da finanskrisen kom, gik de to udviklere dog nedenom og hjem med en række andre projekter, og Dannemare-projektet gik i stå.

"Vi har brugt rigtig mange penge på at lave lokalplan og byggemodne. Vi havde også Amagerbanken på vores side – de ville finansiere det. Men så kom finanskrisen og så blev det ikke til noget," siger Mustafa Karatas.

I 2017 fik selskabet nyt liv, da man gennem selskabets advokat kom i forbindelse med Peter Tørsløv, der havde ry for at være en problem solver.

"Vi hyrede ham, fordi han skulle skaffe finansiering. Han mente, at han havde nogle gode kontakter," siger Mustafa Karatas og tilføjer, at der var nogle "tekniske ting," der gjorde, at Peter Tørsløv fik overdraget majoriteten af anparterne i selskabet.

"Med sådan nogle store projekter er der mange spørgsmål. Så det var bedst, hvis Peter havde ejerskabet. Men vi havde en aftale om, at vi kunne købe anparterne tilbage, når vi ønskede det," siger Mustafa Karatas.

Tilsidesatte optionsaftale

I marts 2020 skete der dog flere ændringer i ejerskabet af Danemare. Gennem en kapitalforhøjelse og en overdragelse af anparter til en tredjemand er selskabet nu ejet med 96 procent af en ejendomsinvestor ved navn Claus Juel fra Frederiksberg.

Dette er ifølge Mustafa Karatas sket uden de tidligere ejeres kendskab og mod deres vilje, og han mener, at det er i strid med den optionsaftale, som parterne har indgået.

"Han finder en smart løsning med ham der Claus og laver en eller anden lokumsaftale, og så smider han os andre ud," lyder udlægningen fra Mustafa Karatas.

Kan årsagen ikke være, at selskabet var nødlidende, og hvis ikke man havde gjort det, så var det gået konkurs?

"Hvis det er rigtigt, så informerer man normalvis ejerkredsen og siger: 'Kære venner, jeg har fundet en investor, der gerne vil smide nogle penge i selskabet,' og så må ejerskabet forholde sig til det. Men det gjorde han ikke. Han solgte det først, og så informerede han ejerkredsen bagefter," siger Mustafa Karatas.

EjendomsWatch er i besiddelse af den optionsaftale, som blev indgået i forbindelse med overdragelsen af anparterne i Danemare til Peter Tørsløv i 2017. Heri står der, at Thomas Rosenbjerg kan tilbagekøbe 100 anparter – svarende til 40 procent af anpartskapitalen – for én krone stykket.

"(Thomas Rosenbjerg, red.) kan når som helst kalde sin andel, og dette kan gøres direkte til (Peter Tørsløv, red.), der uden ophold overfører ejerskabet af en af (Thomas Rosenbjerg, red.) udpeget og kontrolleret køber," står der i aftalen.

I forlængelse af denne aftale har Thomas Rosenbjerg og Mustafa Karatas lavet endnu en optionsaftale, som siger, at sidstnævnte tiltræder den føromtalte option med halvdelen, således at de to kompagnoner hver ville eje 20 procent af Danemare, hvis optionerne blev udnyttet.

"Aftalen er eksklusiv og kan ikke uden samtykke transporteres," står der i aftaleteksten på begge optioner.

Retssag kan være på vej

Peter Tørsløv har ikke ønsket at kommentere sagen yderligere, men henviser blot til, at det er Thomas Rosenbjerg, der har en aftale med selskabet, ikke Mustafa Karatas.

Det har ikke været muligt at komme i kontakt med Thomas Rosenbjerg, der ifølge EjendomsWatchs oplysninger er sygemeldt. EjendomsWatch er dog i besiddelse af en mail fra september 2020, hvor Thomas Rosenbjerg varsler en fremtidig retssag mod Peter Tørsløv.

"Som du ved er det min og andres opfattelse, at du har misligholdt de optionsaftaler, der har været på anparterne i (Danemare, red.), ved at sælge anparterne til anden side," skriver Thomas Rosenbjerg til Peter Tørsløv.

"Jeg mener, du har handlet erstatningspådragende ved din handlemåde. Jeg ved ikke, om din køber har været klar over, at han købte andre folks anparter, men du kan ikke have været i tvivl," står der videre i mailen.

Mustafa Karatas gentager over for EjendomsWatch, at et fremtidigt erstatningskrav vil blive rettet mod Peter Tørsløv. Dette forudsætter dog, at man kan dokumentere et tab, og da Danemare reelt set stadig er konkurstruet, afventer man, at der kommer en ny investor til.

"Indtil Peter har fået en investering på plads, så vil vi ikke gøre noget, for så kan han stå og sige: Der er ingen værdi i selskabet. Først når der kommer penge i selskabet, vil vi reagere," siger Mustafa Karatas.

Købsaftale med udlandsdansker

Der kan dog være penge på vej. I hvert fald har udlandsdanskeren John Bengt Møller, der har store planer om at opføre en række ferieparker i Danmark, indgået en købsaftale om grunden, hvor han vil opføre 200 ferieboliger og lige så mange bådpladser i en ny marina.

"Jeg blev kontaktet af en herre, der hedder Peter Tørsløv. En meget, meget dygtig mand. Han nævnte over for mig, at man ønskede at finde en køber. Men projektet har ligget stillet i nogle år," sagde John Bengt Møller til EjendomsWatch tidligere på måneden.

Transaktionen er endnu ikke faldet på plads. Men hvis den gør, så står der altså en tidligere ejer på spring til at føre retssag. Og han retter en advarsel til dem, som påtænker at gøre forretninger med Peter Tørsløv:

"Man skal passe på ham Peter – det vil jeg sige," siger Mustafa Karatas.

Det har ikke været muligt at komme i kontakt med den nuværende ejer af Danemare, Claus Juel.

Konkurs truer sælger af milliardprojekt i Nordsjælland: "Pengene falder i næste uge"

Mere uro om milliardprojekt: Norvig ville smide pengemand på porten

Fodboldrigmand støbte kuglerne til milliardprojekt på Møn

Rådgivere genoptager milliardprojekt på Møn

Udlandsdansker går til modangreb i retsopgør efter kuldsejlet millionhandel 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også