EjendomsWatch

Ingen coronahjælp til nyåbnet luksushotel: Venter dyk i omsætning på over 130 mio. kr.

Villa Copenhagen åbnede 1. juli i år og kan derfor ikke få del i hjælpepakkerne, da der ikke er nogen 2019-omsætning at sammenligne med. Direktør forventer en omsætning, der er 75 pct. lavere i år, end man oprindeligt ventede.

Villa Copenhagen åbnede 1. juli i år og kan ikke få del i hjælpepakkerne, da der ikke er nogen 2019-omsætning at sammenligne med. Foto: PR

Et af Københavns nyeste hoteller, Villa Copenhagen, som åbnede 1. juli i Postnords tidligere hovedsæde ved Københavns Hovedbanegård, har haft en hård fødsel, hvis man skal tro adm. direktør Peter Høgh Pedersen. Til Børsen fortæller han, at hotellet regner med at lande på en omsætning på under 50 mio. kr. for året, mens der er faste omkostninger for 5,5 mio. kr. hver måned.

Den oprindelige omsætningsforventning lød på 187 mio. kr., og derfor mener Peter Høgh Pedersen, at det er for dårligt, at hotellet – i modsætning til konkurrenterne – ikke kan få del i hjælpepakkerne, som kræver et dokumenterbart omsætningsfald fra 2019.

"Bare fordi vi har valgt at åbne midt i det her, skal vi ikke straffes,” siger han.

I sidste uge tvang den manglende hjælp Villa Copenhagen til at sige farvel til 25 ud af ca. 100 ansatte.

Presset branche

Villa Copenhagen, der er ejet af den norske hotelmogul og Spies-ejer Petter Stordalen, er langt fra det eneste hotel, der har lidt under coronakrisen, som har betydet, at bl.a. Scandic-hotellerne har måttet skride til en økonomisk redningsplan.

Andre hotelvirksomheder er stødt på udfordringer med likviditeten. Bl.a. har BCHG, der står bag Bella Sky, Crowne Plaza og Marriott, advaret om en likviditet, der er "meget stram" i løbet af 2020 og har været tvunget til at fyre medarbejdere som et resultat af omsætningsdyk på mere end 80 pct i forhold til samme periode sidste år.

En af Danmarks største hotelfamilier i form af Brøchner Hotels har også været i problemer, da virksomheden var nødt til at gennemføre en kapitalindsprøjtning for at køre videre, hvilket EjendomsWatch skrev i juni. I maj lukkede Brøchner luksushotellet Herman K i København efter to år på bagen.

Som en konsekvens af dalende omsætning pga. coronarestriktionerne har flere hoteller drejet nøglen om. Senest gjaldt det det københavnske boutique-hotel Bertrams Guldsmeden på Vesterbro i København.

Også First Hotels måtte lukke og slukke for kædens tre hoteller i Danmark i sommer, som nu hver især kører videre med andre ejere.

Bella Center-ejer i knibe: "Likviditeten forventes at være meget stram"

Michael Kaa går i opkøbsgear på et kollapset hotelmarked – og giver regeringen møgfald

Investorkreds ruster sig til First Hotel-konkurs: "Vi forbereder os på selv at overtage"

Fritz Schur overtager konkursramt hotel

First Hotels i Danmark går konkurs

Kurator i First Hotels-konkurs venter aftaler på plads med hotelejere i denne uge

80 færre fyresedler hos Scandic end først forventet

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier