Luksusmærke rykker ind i unik postbygning

Endnu et luksusmærke rykker ind i strøggaden Købmagergade i København.
Det er PFA Ejendomme, som har indgået aftale med kosmetikmærket Sephora, der betyder, at det internationale brand flytter ind i den historiske postbygning på Købmagergade i København.
"Vi er meget tilfredse med, at Sephora har ønsket at blive en del af denne unikke ejendom. Det er et brand, der står for samme kvalitetsbevidsthed og eksklusivitet, som vi mener, at Postgaarden repræsenterer. Derfor føler vi, at der er et godt match mellem ejendom og lejer," siger Michael Bruhn, direktør for PFA Ejendomme, i en pressemeddelelse.
Lejemålet er på samlet 650 kvm, og Sephora forventes at åbne sin nye flagship store i Postgaarden i løbet af sommeren 2017. Lejemålet får en markant facadelinje på 20 meter ud mod Købmagergade med store vinduespartier og et helt unikt butiksrum med op til fem meters lofthøjde.
Sephora slutter sig dermed til virksomheder som Republic of Fritz Hansen, Fredericia Furniture, Momondo og Unity Technologies, der allerede har sikret sig at blive en del af den historiske postbygning.
Det er ejendomsudviklingsselskabet Revco Property Development, der i samarbejde med PFA Ejendomme står for at udvikle ejendommen fra et historisk postkontor til en moderne ejendom til de nye lejere. PFA Ejendomme og Revco forventer, at der inden for de nærmeste måneder kan sættes navn på de sidste lejere i komplekset.
"Vi oplever en enorm interesse for at blive en del af bygningen og dens historie. Vi er foran udviklingsplanen for ejendommen, og der er i øjeblikket dialog med flere internationale lejere til den resterende del af butiksarealerne," siger Ulrik K. Larsen, adm. direktør og ejer af Revco Property Development, i meddelelsen.
Med kontrakten med Sephora er mere end 85 pct. af ejendommens samlede areal nu udlejet.
Red Property Advisers har rådgivet PFA Ejendomme og Revco Property Development i forbindelse med udlejningen til Sephora.
Sephora indgår i luksuskoncernen LVMH, der bl.a. også omfatter Louis Vuitton.
Diskret familie med rødder i tøjbranchen runder 340 mio. i ejendomme
Britisk sportskæde skyder dansk ekspansion i gang
Eksklusive ure og smykker får tre etager på Strøget i København
Relaterede artikler:
Hjørneejendom på Strøget i København skifter ejer
For abonnenter