Tidligere togfabrik skal blive til 1000 boliger

Lokal projektudvikler med pengemænd bag sig har købt fabrikken i Randers i en betinget handel. Erhvervsmægler fra Aarhus er blandt folkene bag projektet.
Foto: Cowi/Geodatastyrelsen
Foto: Cowi/Geodatastyrelsen

Den tidligere togfabrik Scandia, nu Bombardier, skal bygges om til en hel bydel med over 1000 boliger og erhverv. Det skal ske over de næste fem til ti år, skriver Randers Amtsavis. For nylig blev der sat underskrifter på en optionsaftale, der, under forudsætning af at en række vilkår opfyldes, gør et helt nyt boligkvarter i Randers muligt.

Blandt andet skal der en ny lokalplan til, før det kan lade sig gøre, og dermed skal politikerne i Randers Byråd også spille med på ideen. Bombardier er i første omgang købt på en betinget handel af Profilsystemer i Øster Tørslev nordvest for Randers, der ejes af projektudvikleren Steen Jørgensen. Han har flere ikke-lokale investorer i ryggen, som han ikke vil afsløre endnu. Det samme gælder købsprisen.

"Det er vigtigt for os at få sat et ordentligt punktum for Bombardier, at få fortalt, at det er endegyldigt slut med arbejdet på togfabrikken, men samtidig at få meldt ud, at den gode historie om togfabrikken føres videre i byggeprojektet," siger Steen Jørgensen til Randers Amtsavis.

Et team har siden marts arbejdet på at bane vejen for handlen. Udover Steen Jørgensen er det Michael Møller Andersen fra EDC Erhverv Poul Erik Bech i Aarhus, produktionschef Anders Hansen fra Bombardier samt arkitekt Brian Andersen, Randers Arkitekten.

Togfabrikkens grund er på 225.000 kvm, og de 185.000 kvm skal efter planen rumme bolig og erhverv, hvoraf omkring 25.000 kvadratmeter udgøres af de gamle bygninger. Der arbejdes med boliger i form af blandt andet byhuse, seniorboliger, plejehjem, ungdomsboliger og luksuslejligheder.

Butikscenter må atter på tvangsauktion

Danish Crown-arealer bliver til boliger

Investorer bejler til Randers Midtpunkt

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også