Briefing: Uge 21 i ejendomsbranchen

Landsretten gav utilfreds aktionærer medhold i familieretssag, mens Danmarks Mr. Real Estate lukkede EjendomsWatch ind i sine tanker. Og så må man konstatere, at der er mange måder at håndtere et dårligt regnskab på.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Blod er tykkere end vand, men firmaforbindelser er tilsyneladende endnu tykkere. I hvert fald hvis man hedder Peter Winther – eller bare Mr. Real Estate.

Sådan starter man en gennemgang af en uge, der sluttede med en af branchens største profiler, den mangeårige adm. direktør hos Colliers, Peter Winther, der lod sig interviewe til EjendomsWatchs jubilæumsserie Sværvægterne.

Her åbnede erhvervsmægleren op for, hvordan arbejdet er en del af hans identitet, og at det til tider kunne gå ud over familien. Specielt datteren Maria, der med Peter Winthers egne ord "fik flere tæsk end alle de andre tilsammen," da hun blev ansat i faderens firma.

Sværvægteren satte samtidig ord på sine nogle af sine overvejelser omkring branchen, der er blevet langt mere transparent, end da han selv begyndte – hvilket han selv har medvirket en del til.

Dom i familieslagsmål

Det blev også ugen, hvor der blev sat foreløbigt punktum i det årelange retsopgør mellem to fløje i familieejede ejendomsselskab Julius M. Goldschmidt Holding (JMGH), som EjendomsWatch har fulgt tæt.

Østre Landsret stadfæstede byrettens dom om, at en række beslutninger fra 2015 angående et nødlidende datterselskab med ejendomme for 170 mio. kr. var ulovligt vedtagne og derfor ugyldige.

Selskabets egen revisor har i årsrapporten for 2020 vurderet, at ledelsen kan ifalde ansvar for beslutningerne, der ifølge den utilfredse fløj i ejerfamilien har kostet selskabet og dets aktionærer dyrt.

Hvad det hele ender med er endnu uvist. Men ifølge sagsøgeren Martin Goldschmidt kan bestyrelsen i selskabet godt berede sig på endnu en retssag – denne gang om erstatning for eventuelle tab.

Centerejere taler ud

Et andet familieejet ejendomsforetagende er det 100.000 kvm store butikscenter Rødovre Centrum, hvor femte generation er ved at blive kørt i stilling til at overtage ejerandele.

Samtidig slog bestyrelsesformanden fast, at familien endegyldigt havde besluttet sig for at holde fast i ejerskabet af butikscentret, der i 2018 blev sat midlertidigt til salg for en pris i omegnen af fem mia. kr.

Og når vi er ved butikcentre, så lykkedes det også EjendomsWatch at lokke ATP Ejendomme ud af busken til et interview om deres milliardinvestering i Rosengårdscentret i Odense.

Det skete oven på offentliggørelsen af butikscenterets 2020-regnskab, der var tydeligt præget af coronakrisen og de medfølgende nedlukninger. Negative værdireguleringer trak således bundlinjen i minus for et trecifret millionbeløb.

Dårlige resultater

Coronakrisen ramte også tegnestuen Vandkunsten, der kun akkurat undgik røde tal på bundlinjen i 2020-regnskabet. Det dårlige resultat betød samtidig, at selskabet har måttet afskedige en håndfuld medarbejdere i det nye år.

Også den svenske boligudvikler Bonava har haft problemer med lønsomheden. Det fik i denne uge konsekvenser, da koncernen meldte ud, at man havde besluttet at afvikle sine aktiviteter i Danmark.

Topchef Peter Wallin stillede efterfølgende op til interview med EjendomsWatch. Han forklarede, at det ville kræve store investeringer, hvis man skulle løfte den danske forretning op på et niveau, der gav mening for koncernen. Og her vurderede man altså, at de penge var bedre givet ud på andre markeder.

Endelig var der den nordjyske udvikler Calum, der havde skruet gevaldigt ned for afkastkravet i 2020-regnskabet, hvilket udløste positive værdireguleringer i ejendomsporteføljen for et trecifret millionbeløb.

Og sådan kan man med et snuptag få et ellers uimponerende regnskab med voksende gæld og faldende likviditet til at se ud som en ren solstrålehistorie.

Tak for denne uge og god weekend.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også