Lokale arkitekter forvandler Gellerupparken i Aarhus

Dansk Boligbyg med Sahl Arkitekter og Nord Arkitekter er blevet afsløret som vindere af projektet "Ungdomsby Gellerup". Det skriver JP Aarhus.
Gruppen har præsenteret et kollegium med 354 boliger som en integreret del af et nyt kvarter i Gellerup. Vinderprojektet er en karrébebyggelse, som strækker sig fra fire til syv etager langs den nye Bygade, som er ved at blive bygget.
"Gellerup er et af Danmarks mest stigmatiserede boligområder. At man går ind og ændrer dets udseende så radikalt, som man gør her, med både arbejdspladser og boliger, det er unikt og fantastisk. Skeptikere af projektet vil forstumme, når de ser det her," siger Lars Bendrup, der er grundlægger af arkitektfirmaet Transform og fagdommer i udvælgelsen af projektet blandt fire andre prækvalificerede, til JP Aarhus.
Projektet indeholder et-, halvanden- og toværelses boliger samt fællesarealer med iværksætterfaciliteter. Byggeriet bliver placeret over for kommunens kommende kontordomicil, der skal være arbejdsplads for op imod 1000 kommunale medarbejdere fra november 2018 - omtrent samtidig som ungdomsbyen forventes at stå klar.