Aarhus som kulturhovedstad kastede både omsætning og job af sig

Begivenheden skabte 2000 fuldtidsstillinger og en omsætning på over en milliard kroner, viser endelig rapport.
Foto: Ritzau Scanpix/Casper Dalhoff
Foto: Ritzau Scanpix/Casper Dalhoff
AF RITZAU

Det kunne i den grad betale sig for Aarhus, at byen sidste år var europæisk kulturhovedstad.

Således blev der skabt næsten 2000 fuldtidsstillinger, hvoraf 1400 af disse job blev skabt i den private sektor i regionen.

Kulturhovedstaden 2017 skabte også en omsætning i den private sektor på knap 1,1 mia. kr., og det er sket med offentlige investeringer på 392 mio. kr.

Det viser den endelig rapport om arrangementet fra rådgivningsvirksomheden Cowi, rapporterer TV2 Østjylland.

Hos Horesta, brancheforeningen for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, har man også kunnet mærke den positive effekt af kulturhovedstaden.

"I vores branche har der været flere besøgende i Aarhus og i regionen, så det er positivt," siger Jakob Beck Wätjen, der er formand for Horesta Region Midtjylland, til TV2 Østjylland.

Det er især den stigende andel af udenlandske gæster i regionen, de har kunnet mærke i branchen.

"Det har jo en langtidseffekt, når de udenlandske gæster har besøgt os, og derefter har været hjemme hos deres venner og bekendte og fortalt dem om Aarhus og om regionen. Det er en effekt, der fortsætter de kommende år, men det er der også brug for," siger Jakob Beck Wätjen og tilføjer:

"Vi kan se, at investeringslysten fortsætter. Det er dejligt, at der er en tiltro til, at byen stadig vækster."

Rapporten fra Cowi viser, at for hver krone, kommunerne har brugt, er der kommet 1,4 kroner tilbage i kommunekasserne.

Bank overtager strøgejendom i Aarhus fra enzym-rigmand

Staten melder om stor interesse for Aarhus-karré

Pensionskasse føjer kontorhus i Aarhus til porteføljen

Erfaren Aarhus-investor sælger cityejendomme til Heimstaden 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også