Christiansborg fastholder nej til højhuse

Trods pres fra politikere i Aarhus bliver den nye planlov ikke ændret. Dermed må en række boligprojekter på Aarhus Havn reduceres kraftigt i højden.
Foto: Ritzau Scanpix/Tobias Nicolai
Foto: Ritzau Scanpix/Tobias Nicolai

Trods en række forsøg må lokale politikere i Aarhus Kommune konstatere, at det ikke er lykkedes at få regeringen og de øvrige forligspartier bag den nye planlov til at lave loven om, skriver JP Aarhus.

Torsdag sendte erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) et afslag til borgmester Jacob Bundsgaard (S) på forespørgslen om at give Aarhus Kommune mulighed for at få dispensation fra den nye lov, så Aarhus alligevel ville kunne opføre lukkede boligbebyggelser, hvor vinduerne ikke kan åbnes, i områder belastet af lugt, støv og anden luftforurening. Med afslaget er muligheden for at boligudvikle i højden en række centrale steder i Aarhus, blandt andet på City Tower på Frederiks Plads, ved rutebilstationen, Pier 3 og Nørreport fjernet.

Erhvervsministeren skriver i afslaget at ønsket fra Aarhus Kommune er blevet forelagt forligskredsen bag planloven.

"Der var dog ikke i forligskredsen opbakning til at gå videre med en ændring af planloven på dette område," skriver Brian Mikkelsen, som også pointerer, at den nye planlov, som trådte trådte i kraft den 15. juni 2017, skal sikre, at kommunerne i deres planlægning skal tage større hensyn til produktionsvirksomhederne. Og netop det hensyn har konsekvenser i Aarhus, som har mange produktionsvirksomheder på havneområdet.

Borgmester Jacob Bundsgaard havde torsdag ingen kommentar til sagen, men henviste til miljø- og teknikrådmand Kristian Würtz (S).

"Det er skuffende, at regeringen ikke er parat til at lave en løsning, som kan hjælpe Aarhus. Det er yderligere ærgerligt, at ministeren understreger, at man giver virksomhederne vetoret i forhold til byudviklingen med boliger. Vi har ikke haft problemer i Aarhus, og derfor er det frustrerende, at man ikke vil hjælpe os," siger Kristian Würtz til JP Aarhus og konstaterer, at han fortsat vil forsøge at få folketingspolitikerne til at finde en anden løsning.

Stank, støj og støv stopper store byggeplaner i Aarhus

Calum oplever god investorinteresse for 160 nye Aarhus-boliger

Stadsarkitekt: De næste 10 år tilhører Aarhus

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også