Boligkøbere i kras kritik af Rema 1000-direktører: "Har opført sig uanstændigt"

Problemerne har stået i kø på boligbyggeri, som Rema 1000 har lagt navn til, selvom det reelt er koncernens to udviklingsdirektører, der står bag. ”Det har været helt forfærdeligt,” siger køber.
Gert Rode og Janne Sødring føler sig "rigtig dårligt behandlet" af Rema 1000 og kædens to udviklingsdirektører i forbindelse med købet af en ejerlejlighed i Virum. | Foto: PR / PFA
Gert Rode og Janne Sødring føler sig "rigtig dårligt behandlet" af Rema 1000 og kædens to udviklingsdirektører i forbindelse med købet af en ejerlejlighed i Virum. | Foto: PR / PFA

De forventede en ny, lækker lejlighed, hvor de problemfrit kunne rykke ind og nyde deres otium i ro og mag. I stedet udviklede det sig til et mareridt med byggerod, manglende tilladelser og tvister med udvikleren, der nu kører på fjerde år.

Det har været oplevelsen for Janne Sødring og Gert Rode, der i 2020 købte en bolig i nybyggeriet Virum Bymidte, som Rema 1000’s to udviklingsdirektører, Jan Poulsen og Stephan Sørensen, står bag.

”De har opført sig uanstændigt. Det er den følelse, alle os, der har købt en bolig i Virum Bymidte, sidder tilbage med. Vi har følt os rigtig dårligt behandlet af bygherre,” siger Janne Sødring til EjendomsWatch.

Projektet stod færdigt i foråret 2020, men den dag i dag har kommunen stadig ikke udstedt en endelig ibrugtagningstilladelse til byggeriet, og derfor er byggesagen endnu ikke lukket. Tilbage står ejerne af de 19 ejerboglier i Virum Bymidte med en oplevelse af at være blevet taget ved næsen.

”Der er jo altid fejl og mangler ved nybyggeri, men de kvier sig ved at rette op på det. De har kun været interesseret i at tjene flest mulige penge til sig selv – og bruge mindst muligt på at fikse problemerne,” siger Janne Sødring, der har stået i spidsen for armlægningen med bygherren som formand for ejerforeningen i Virum Bymidte fra 2020 til 2021 og herefter som næstformand indtil 2023.

”Det har været helt forfærdeligt. Tårevædende, faktisk. Det har gjort så ondt på os, at vi skulle rende ind i så stor en ubehagelighed som Rema 1000,” siger hun.

Selv erkender Rema 1000, at det har været ”en meget dårlig proces.”

”Vi er kede af at høre, at ægteparret sidder tilbage med denne oplevelse af hele forløbet, det er både beklageligt og ærgerligt,” skriver Jonas Schrøder, kommunikationschef i Rema 1000 Danmark, i en mail til EjendomsWatch.

Remas gode navn

Det virkede ellers lovende, da Janne Sødring og Gert Rode i januar 2020 underskrev en købsaftale på en 200 kvm ejerlejlighed som projektkøb i Virum Bymidte, som var ved at blive opført på den gamle posthusgrund ved Virum Station.

Det aldrende ægtepar havde for nyligt solgt deres hus, efter at begge var gået på pension som henholdsvis facility manager i Novo Nordisk for Janne Sødrings vedkommende og adm. direktør i medicinvirksomheden GE Healthcare i Gert Rodes tilfælde. For dem lød en nybygget lejlighed centralt i Virum som drømmen.

”Vi havde aldrig prøvet at lave et boligkøb på projektstadiet før, og det var vi egentlig lidt usikre ved. Men vi fik at vide, at det var Rema 1000, der stod bag, og så kunne det jo ikke gå helt galt. Det var jo en stor virksomhed med høj forretningsetik, tænkte vi,” siger Gert Rode til EjendomsWatch.

Boligbyggeriet Virum Bymidte består af 19 ejerlejligheder og to butikslejemål i stueetagen med henholdsvis Rema 1000 og Føtex Food som lejere. | Foto: Google Streetview
Boligbyggeriet Virum Bymidte består af 19 ejerlejligheder og to butikslejemål i stueetagen med henholdsvis Rema 1000 og Føtex Food som lejere. | Foto: Google Streetview

I realiteten var det dog ikke Rema 1000, men dagligvarekoncernens to danske udviklingsdirektører, Jan Poulsen og Stephan Sørensen, der stod bag projektet. Som EjendomsWatch omtalte mandag, kontrollerede de to direktører aktiemajoriteten i bygherreselskabet, Virum Bymidte, gennem deres respektive holdingselskaber, mens de resterende ejerandele var ejet af Reitan Eiendom; et norsk ejendomsselskab ejet af Reitan-familien, der også ejer Rema 1000-koncernen.

Alligevel var det Rema 1000’s helejede danske datterselskab, Rema Etablering – hvor Jan Poulsen og Stephan Sørensen er direktører – som Janne Sødring og Gert Rode korresponderede med i forbindelse med projektkøbet i Virum Bymidte. Og da ægteparret skulle lave en formel gennemgang lejligheden i foråret 2020 forud for overtagelsen, var det også en projektudvikler fra Rema Etablering, der repræsenterede bygherren.

Kommunikationschef Jonas Schrøder fra Rema 1000 mener, at det er blevet klart kommunikeret, at Rema 1000 ikke ”havde projektet, men beklager naturligvis, hvis de (køberne, red.) er af den opfattelse.”

”Men når køberne, som du har talt med, er af en anden opfattelse, vil vi da være endnu mere opmærksomme på at være tydelige fremover,” skriver Jonas Schrøder til EjendomsWatch.

Graverende fejl

Da Janne Sødring og Gert Rode i foråret 2020 skulle overtage deres lejlighed, stod det hurtigt klart for dem, at den ikke var som lovet. Hele den 50 kvm træbelagte tagterrasse, som skulle ligge plan ud for lejligheden, var ved en fejl hævet 11 centimeter og ragede op foran gulv-til-loft-vinduerne i stuen.

For at terrassedøren overhovedet skulle kunne åbne, sænkede bygherren den første del af tagterrassen, således at terrassen ca. en meter ud fra facaden var plan med stuen, hvorefter der var et 11 centimeter højt trin op til resten af terrassen.

”Det så enormt klodset ud. Derudover betød niveauforskellen, at man ikke kunne møblere en stor del af terrassen. Og så var der tilmed et farligt trin, der bestemt ikke var alderdomsvenlig,” siger Janne Sødring, der – ligesom sin mand – er 72 år gammel.

Bygherre lavede en flere meter lang
Bygherre lavede en flere meter lang "grav" langs facaden på tagterrassen, da døren ellers ikke ville kunne åbne. Det ville beboerne dog ikke acceptere. | Foto: Aktindsigt / Lyngby-Taarbæk Kommune

Den uheldige overraskelse fik Janne Sødring og Gert Rode til at afvise at overtage lejligheden, som de ikke mente, var i overensstemmelse med det, de havde købt. Og det faldt ikke i god jord hos bygherren.

”Udvikleren fra Rema Etablering stod og skreg os ind i hovedet, at vi skulle tage lejligheden, og truede os med erstatningskrav, hvis ikke vi gjorde,” siger Janne Sødring, der af sin køberrådgiver blev rådet til øjeblikkeligt at kontakte en advokat.

”Vi havde solgt vores hus for at flytte i lejlighed og tænkte, at nu gik vi ind i en ny æra af vores liv – og så starter det med advokater,” siger hun.

Kommunikationschef Jonas Schrøder fra Rema 1000 oplyser til EjendomsWatch, at udvikleren fra Rema Etablering ikke kan genkende ægteparrets udlægning af dialogen mellem parterne.

”Den pågældende medarbejder (...) forsikrer, at hun ikke har hverken råbt af eller truet ægteparret, men beklager, hvis det er deres oplevelse,” skriver Jonas Schrøder.

Ville ikke give sig

Problemet viste sig ikke at være isoleret til Janne Sødring og Gert Rodes lejlighed. Fire andre lejligheder i Virum Bymidte stod i en tilsvarende situation med tagterrasser, der ikke var i niveau med stuen. De blev derfor enige om at gøre fælles front og kræve fejlene udbedret.

Køberne kontaktede Lyngby-Taarbæk Kommune og gjorde opmærksom på, at der ikke var niveaufri adgang til tagterrassen, hvilket var i strid med bygningsreglementet. Og på den baggrund meddelte kommunen bygherren, at der ikke kunne gives en endelig ibrugtagningstilladelse til byggeriet, før der var rettet op på dette.

For at imødekomme kommunens krav ville bygherren installere ramper, så der ville være glidende overgang mellem de forskellige niveauer. Omvendt ønskede køberne, at der blev etableret en ny tagterrasse i samme plan som resten af lejligheden, hvilket deres eksterne tekniske rådgiver vurderede ville være en gangbar – om end væsentlig dyrere – løsning.

En sjette lejlighed i Virum Bymidte, hvor tagterrassen var lagt for højt, fik installeret en rampe mellem de to niveauer, så byggeriet teknisk set opfyldte kravende til
En sjette lejlighed i Virum Bymidte, hvor tagterrassen var lagt for højt, fik installeret en rampe mellem de to niveauer, så byggeriet teknisk set opfyldte kravende til "niveaufri adgang". De fem andre lejligheder i byggeriet, der havde samme problem, afviste dog kategorisk dette. | Foto: Aktindsigt / Lyngby-Taarbæk Kommune

Aktindsigter i byggesagen fra Lyngby-Taarbæk Kommune viser, at bygherren over for kommunen påstod, at det ikke var muligt at etablere niveaufri adgang til tagterrasserne, fordi boligejerne ikke ville give adgang til deres lejligheder, så de tiltænkte ramper kunne etableres. Derimod mente boligejerne, at det var bygherren, der ikke ville lave en ordentlig løsning på problemet.

”Vores byggeteknisk validerede forslag vil bygherre som sagt ikke tale med os beboere om. Bygherre lader os i stedet vide, at vi kan få de foreslåede ramper eller overtage al byggeteknisk ansvar for ejendommen (!), hvilket vi skønner er et absurd argument,” skrev Janne Sødring i en mail til kommunen 7. juli 2020, hvor hun på vegne af beboerne i Virum Bymidte afviste bygherrens løsning.

Også beboernes rådgivere oplevede en tilbageholdende indstilling fra bygherren i forhold til at rette op på fejl og mangler ved byggeriet. Gennem månedlange mailkorrespondancer gav beboernes advokat gentagne gange udtryk for, at tingene gik for langsomt i bygherrens ende, og beboernes køberrådgiver, Henning Lygum Consulting, stemte i kritikken:

”I er uden sammenligning den mest besværlige og mindst imødekommende sælger, jeg har oplevet,” skrev Henning Lygum i en mail 28. november 2020 på vegne af beboerne i Virum Bymidte til udvikleren fra Rema Etablering.

Konflikten fortsætter

Ved årsskiftet 2020/21 kom der endelig skred i sagen, da bygherren indvilligede i at efterkomme beboernes ønsker og etablere nye tagterrasser i ét plan.

Sådan gik hele 2021 med, at beboerne boede i byggerod på baggrund af en midlertidig ibrugtagningstilladelse, som kommunen havde udstedt, så boligkøberne trods alt ikke skulle stå uden tag over hovedet.

I mellemtiden dukkede der dog nye problemer op omkring byggeriet, som skulle give anledning til nye, seje kampe med bygherren. Blandt andet har det vist sig, at byggeriet ikke overholder reglerne for støjniveauer.

Virum Bymidte set fra gårdhaven. Janne Sødring og Gert Rodes lejlighed er øverst til højre i billedet. | Foto: Privatfoto / Janne Sødring
Virum Bymidte set fra gårdhaven. Janne Sødring og Gert Rodes lejlighed er øverst til højre i billedet. | Foto: Privatfoto / Janne Sødring

Konflikterne mellem beboerne og bygherren betyder, at kommunen stadig ikke har udstedt en endelig ibrugtagningstilladelse til byggeriet, selvom det er over tre år siden, det stod færdigt, og derfor er byggesagen endnu ikke lukket.

Helt urimeligt, mener Janne Sødring, der er stærkt utilfreds med bygherren og Rema 1000.

”Vi købte den her bolig i tillid til Rema 1000’s værdier. Vi regnede virkelig med, at vi skulle møde en god, kompetent bygherre. Det synes vi ikke, vi har,” siger Janne Sødring til EjendomsWatch.

EjendomsWatch har foreholdt beboernes kritik for Rema 1000 Danmark og ledelsen i Virum Bymidte ved adm. direktør og bestyrelsesmedlem Jan Poulsen, bestyrelsesmedlem Stephan Sørensen og bestyrelsesformand advokat Mogens Birkebæk fra Holst Advokater.

Rema 1000 Danmarks kommunikationschef, Jonas Schrøder, er vendt tilbage i et mailsvar, hvor han skriver, at Jan Poulsen er ”helt enig i, at det er en yderst kritisabel sag,” og at direktøren ”blev fortalt af bygherrerådgiver og entreprenør, at de (tagterrasserne, red.) ikke kunne bygges som planlagt.”

”Virum Bymidte er desværre blevet rådgivet forkert af deres samarbejdspartnere, hvilket gav nogle uhensigtsmæssige følger, som Jan Poulsen også er stærkt kritisabel over for og beklager overfor køberne,” skriver Jonas Schrøder til EjendomsWatch.

EjendomsWatch har foreholdt kritikken for bygherrerådgiveren, Dansk Butikstjeneste, der på Rema 1000’s hjemmeside bliver beskrevet som tæt samarbejdspartner og byggerådgiver på ”alle projekter” i Rema Etablering. Her svarer adm. direktør John Krøjmand, at han er ”helt enig i, at sagen med terrasserne var en proces, som burde være håndteret bedre,” men at han ikke har flere kommentarer til sagen.

Beskyldt for bøllemetoder

Det er ikke første gang, at de to direktører i Rema Etablering, Jan Poulsen og Stephan Sørensen, får kritik for deres forretningsmetoder.

EjendomsWatch afslørede i efteråret 2022, at et boligprojekt i Sabro uden for Aarhus, som Stephan Sørensen stod bag, var blevet solgt til investorer under falske forudsætninger. Det skete gennem projektudbyderen Imbro, som var fast samarbejdspartner til Rema 1000, og medarbejdere i Rema Etablering havde ligeledes arbejdet på projektet.

Dette setup, hvor direktørens private økonomiske interesser bliver sammenblandet med koncernens, vakte også kritik i 2020, hvor Salling Group, Coop og Aldi alle lagde afstand til Stephan Sørensens og Rema 1000’s praksis omkring ejendomsudvikling.

Derudover kunne EjendomsWatch i sommeren 2022 afsløre, at Stephan Sørensen havde indgået millionforlig i en sag om kreditorunddragelse med konkursboet efter en af Rema 1000’s entreprenører. Rema Etablering havde ligeledes indbetalt et millionbeløb til konkursboet.

Endelig bragte EjendomsWatch i februar 2023 interviews med to borgmestre på Fyn, der uafhængigt af hinanden beskyldte Stephan Sørensen for bøllemetoder i forbindelse med etableringen af Rema-butikker i kommunerne.

”Jeg forstår simpelthen ikke, at Rema – der har samarbejde med så mange kommuner – ønsker at lade sig repræsentere af sådan nogle arbejdsmetoder,” sagde borgmesteren i Kerteminde Kommune, Kasper Ejsing Olesen (S), til EjendomsWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også